Forecasting turn-out on next May Day?

I have tried to do a bit of "forecasting" with my model for turn-out at May Day demonstrations (based in my "Public Choice" article "It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations").  A simplified model including

• Average of min./max. temperatures (according to DMI's weather forecast, as of Friday, for Tuesday min. 6 degrees Celsius, max. 18 degrees = average 12 degrees)
• Bandwagon (last year's no. of participants = 55,000)
• Colour of government (not a "bourgeois" government, i.e. a dummy = 0)
• Post-Soviet collapse (dummy = 1)

Using these four variables, we get a forecast of 81,782 demonstrators in Copenhagen's Fælledparken (standard error of estimate: 42,000).  Using

Do Danish voters get the government a majority prefer?

I have a new working paper out (in a preliminary version), dealing with "election inversions" in Danish elections/government formations. That is: Do Danish voters get the government(-coalition) a majority wants? One would think so, but I show that there are (at least) two types of voting paradoxes that may manifest themselves and lead to election inversions, where a majority of the voters vote for parties supporting one government, but where the other side wins. I show that

It's (still) the weather, stupid!

Som jeg tidligere har omtalt, har jeg beskæftiget mig med at teste nogle klassiske modeller af på et originalt dansk emne: Hvad er det, der påvirker, hvor mange der deltager i 1. maj demonstrationer?  Artiklen er nu færdig og udgivet i Public Choice, hvor den vil kunne læses af folk, der har net-adgang via et bibliotek eller et universitet.  Her er sammendraget:

"We investigate the possible explanations for variations in aggregate levels of participation in large-scale political demonstrations. A simple public choice inspired model is applied to data derived from the annual May Day demonstrations of the Danish labor movement and socialist parties taking place in Copenhagen in the period 1980–2011. The most important explanatory variables are variations in the weather conditions and consumer confidence, while political and socio-economic conditions exhibit no robust effects. As such accidental or non-political factors may be much more important for collective political action than usually acknowledged and possibly make changes in aggregate levels of political support seem erratic and unpredictable."

En mere "populær" version optrådte for to år siden som kronik i Berlingske. På min gamle blog har redacteuren, den gode Christian Bjørnskov, været så flink at give den et par venlige ord med.

2012: There you go again ...

Med tirsdagens caucus-valg i Iowa er 2012's amerikanske præsidentvalgkamp for alvor, formelt skudt i gang.  Jeg var i den forbindelse en tur forbi DR's Deadline 22.30 for at drøfte de Republikanske kandidater, der måske får chancen til at dyste med Barack Obama.  Jeg har også haft lejlighed til at "kloge" mig om Republikanernes "mangel" på en Reagan (JP), det mulige udfald (JP) og det faktiske udfald i Iowa et par gange (Ritzau, JP).  En lille blog-kommentar til en blog-post af Berlingskes USA-korrespondent David Trads om præsidentvalgets vigtighed har også affødt dialog om,

Finanslovs-fjolleri

Er "ansvarlige" partier forpliget til at stemme for finansloven?  Det har været en udbredt opfattelse i dansk politik siden 1920-21, og dansk politologis "grand old man", professor Erik Rasmussen, studerede normen og dens udvikling intensivt.

Jeg er uenig.  Jeg argumenterer i en blogpost for, at der er mindst fem gode grunde til at stemme nej til finanslove (hvis man altså er uenige i dem).

Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011

Jeg var forleden taler ved et ganske velbesøgt møde om "Den borgerlige opposition de kommende år" hos den borgerlige tænketank CEPOS.  Mit eget indlæg tog udgangspunkt i en artikel, "Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011", som jeg fornylig publicerede i tidsskriftet "Økonomi & Politik" (nr. 3/2011).  Interesserede kan se mine PowerPoint-dias her og video med selve indlægget (og efterfølgende debat med Claus Hjort Frederiksen, Martin Henriksen, Simon Emil Ammitzbøll og Lars Barfoed) her.  Et af de centrale dias er det ovenstående.

PS. Dagbladet Børsen havde en leder om mødet her.

Aggregerings-paradoks i praksis

Marquis de Condorcet

En ny meningsmåling fra Voxmeter viser, at hvis folketingsvalget blev afholdt i dag, og hvis stemmerne iøvrigt faldt som i målingen, ville vi have haft et eksempel på et "aggregerings-paradoks": Hvor en aggregering af stemmerne giver et andet resultat end dét, som et flertal ønsker--en type "valgparadoks" først identificeret af Marquis de Condorcet.  I nærværende tilfælde, at 50,1 pct. af vælgerne ville have foretrukket en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen, mens et flertal af mandaterne (90 mod 89) ville have peget på Helle Thorning-Schmidt.

Et sådant paradoks er faktisk forekommet ved tidligere valg.  I 1990 stemte et flertal af vælgerne på partier, der ønskede Svend Auken (S) som statsminister, men

I Financial Times ...

Mig om bl.a. Helle Thorning-Schmidt, de danske vælgere og valget, i Financial Times, på valgdagen:

“People do not seem to be making a whole-hearted embrace of the left but they are tired of the current government”

Dén dag i New York

Jeg har ved en tidligere lejlighed skrevet og senere blogget lidt om 11/9.  Her--ti år efter--har jeg så en kronik i Berlingske om begivenheden.  Et lidt personligt og

Moralister stjæler ...

Eller ihvertfald tyder forskning på, at moralfilosoffer stjæler flere biblioteksbøger end andre.  Go figure ...

Obama, Osama & 2012

Jeg har på min Magt & Marked blog begået to blog-poster om amerikanernes likvidering af Osama bin Laden, og hvad dette kunne betyde for præsident Obamas popularitet og præsidentvalget i 2012.  Den ene var umiddelbart efter nyheden--den anden var her to en halv måned efter.

Konklusionen var den samme: Betydningen for Obamas popularitet har været voldsomt overvurderet.  Først og sidst er det økonomien, der afgør amerikanske præsidentvalg, og på den konto er Obama i alvorlige problemer.

Skal vi have faste valgperioder for Folketinget?

Deadline, 22.30, 5.VI.2011, med Martin Breum

Jeg var på Grundlovsdag i år en tur forbi Deadline på DR2 for at drøfte mulig grundlovsreform, herunder fordele og ulemper ved at have faste valgperioder uden muligheden for udskrivning af valg i utide--som det kendes fra bl.a. danske kommuner, Europa Parlamentet, og parlamenterne i vore to nordiske broderlande Norge & Sverige (og måske snart også i det britiske Underhus).

"Social værnepligt" = velfærdsslaveri

Jeg er kommet ud i en længere debat med den tænksomme og interessante RUC-historiker Henrik Jensen på baggrund af hans forslag om, at alle danskere skal arbejde et halvt år i social-, sundheds- og kultur-sektorerne som en slags "social værnepligt".  Mit første modsvar er her, hans replik her, og min duplik her.
Vi bliver nok ikke enige, men jeg synes selv, at det måske mest interessante er, at Henrik Jensen kalder sine indlæg for "Sit samfund skylder man alt" og "Frihed til at gøre det rette".  For mens alle mennesker nok børe anerkende deres "gæld" til andre, tror jeg nu nok, at det er få eller ingen, der skylder deres "samfund" intet mindre end "alt", og hvis frihed er noget, er det så ikke netop retten til at gøre noget andet, end det andre mener er det rette?

Reagans "fusionisme"

Fra stiftelsen af "Det Danske Ronald Reagan Selskab", 6.II.2011

Som jeg har noteret andetsteds, ville Ronald Reagan forleden være fyldt 100 år. Jeg havde anledning til at markere det sammen med en række andre, herunder sammen med bl.a. Søren Pind drøfte Reagans "fusionisme", altså hans kombination af (klassisk) liberale synspunkter og mere traditionalistisk konservative. Dette var et perspektiv, der i virkeligheden kun gik lidt længere tilbage end Reagan, til kredsene omkring Frank S. Meyer og William F. Buckley, og som reelt repræsenterede et særegent nyt skridt i amerikansk "konservatisme". Her kommer to passager, der illustrerer perspektivet hos Reagan.

Det første er uddrag fra en tale, "Our Time Is Now, Our Moment Has Arrived", holdt i marts 1981 ved årsmødet i CPAC (Conservative Political Action Committee):

"There are so many people and institutions who come to mind for their role in the success we celebrate tonight. Intellectual leaders like Russell Kirk, Friedrich Hayek, Henry Hazlitt, Milton Friedman, James Burnham, Ludwig von Mises—they shaped so much of our thoughts.

Min nye Berlingske-blog, "Magt og Marked"

Jeg er nu begyndt at blogge fast på Berlingske, på min egen blog "Magt og Marked"--og dér lægger jeg ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.

Jeg vil derudover også fast skrive min egen klumme for Berlingske, fantasiløst kaldet "Kurrilds".  Den første af disse handlede om Henrik Jensens forslag om at indføre et halvt års tvungen "samfundspligt" for alle--altså en slags velfærds-slaveri.

Her på stedet vil jeg fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Hvad "nyt" siger meningsmålingerne? Ikke så meget (II)

Jeg har lige revideret mit vægtede gennemsnit fra forleden, så det inkluderer den seneste måling fra YouGov Zapera (der, en passant, giver fortsat rødt flertal og lavest målte tilslutning til Konservative nogensinde).  Så ser de opdaterede tal (med samme model af vægtning af antal respondenter og datoer) således ud:

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der "total koks i meningsmålingerne", når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)--mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres "repræsentative udvalg".  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed--omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i "fugleperspektiv": Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er "koks" i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter

Anbefalinger af studerende m.v.

Jeg får i perioder ganske mange henvendelser om at skrive anbefalinger af tidligere eller nuværende studerende.  Det gør jeg som udgangspunkt meget gerne--men her er nogle vigtige punkter:

1) Inden Du overhovedet går videre ...

Hjælp til skole- og gymnasieelever

Kære elever på danske skoler & gymnasier:

Når I får projekter/opgaver, er I rigtigt flittige til at kontakte os forskere og spørge om hjælp.  Det gør de fleste af os som udgangspunkt gerne.  Problemet er blot, at vores tid er begrænset (og fyldt med andre opgaver), mens Jeres behov for hjælp som regel er (i praksis) ubegrænsede.

Derfor får jeg, når der er projektuge i skoler e.l., ofte 5-10 henvendelser om dagen fra elever, der gerne vil have svar på alt muligt (som man ofte ville kunne google sig til) eller anmodninger om interview på "kun" cirka 30 minutters tid e.l.  Dertil kommer telefonopringninger m.v.

Det er efterhånden blevet så omfattende, at henvendelserne i sig selv udgør en gene.  Derfor dette:

1. Nej, jeg giver ikke interviews til projekter/opgaver.
2. Begynd med at google efter svar på de ting, I har brug for at vide.
3. Hvis I så stadigvæk synes, at I har brug for min hjælp, så venligst:

• vær sikker på, at det, I vil vide noget om, er noget, jeg ved noget om;
• send mig en email; lad være med at ringe;
• skær i emailen ud i pap, hvad I har brug for svar på/hjælp med;
• send det i god tid (d.v.s. ikke en eller to dage før deadline).

Hvis I gør det på dén måde, kan I være nogenlunde sikre på, at I ikke spilder min tid--og at jeg ikke spilder Jeres.

Bedste hilsner,

Peter Kurrild-Klitgaard

Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blæreret

Finally, the votes are in ... Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

	Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia)	44,8	52,1	--
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010)	42,9 (-1,9)	50,6 (-1,5)	3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet)	42 (-2,8)	51 (-1,1)	3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010)	41,3 (-3,5)	50,7 (-1,4)	4,9
Diverse meningsmålinger:
YouGov/Polimetrix (1.XI.2010)	45 (+0,2)	52 (-0,1)	0,3
Zogby (1.XI.2010)	45 (+0,2)	50 (-2,1)	2,3
Ipsos (31.X.2010)	44 (-0,8)	50 (-2,1)	2,9
Opinion Research (30.X.2010)	42 (-2,8)	52 (-0,1)	2,9
Hart McInturf (30.X.2010)	43 (-1,8)	49 (-3,1)	4,9
Rasmussen (31.X.2010)	39 (-5,8)	51 (-1,1)	6,9
Pew (30.X.2010)	42 (-2,8)	48 (+4,1)	6,9
Gallup (31.X.2010)	40 (-4,8)	55 (+2,9)	7,7
Opinion Dynamics (28.X.2010)	37 (-7,8)	50 (-2,1)	9,9
Repræsentanternes Hus	193	242	--
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010)	191 (middel af estimat) (-2)	244 (middel af estimat) (+2)	4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010)	190 (-3)	245 (+3)	6
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010)	196 (middel af estimat) (+3)	239 (middel af estimat) (-3)	6
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010)	181 (-12)	254 (+12)	24
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet)	203 (+10)	232 (-10)	20

Min prognose for midtvejsvalget 2010

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006).  De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for "likely voters" (N = 10.884 14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.


Stemmeandele på landsplan (afrundet):

• Demokraterne: 42%
• Republikanerne: 51%
• (= andre: 7%)

Senatet:

• Demokraterne: 50 (-9)
• Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

• Demokraterne: 190 (-66)
• Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.


Et sådant "bud" ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende

Midtvejsvalget 2010: Et andet kik

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.--altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:


Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to "uafhængige)
• "Toss ups": 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• "Toss ups": 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to "uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men "close but no cigar".  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.


Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle "toss-ups" "breaker" samme vej, får man dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Midtvejsvalget 2010: Et første kik

USA's midtvejsvalg er nu kun to måneder væk.  Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende--og vigtige--af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august--eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt "tunet ind"--og mange af dem er det heller ikke efterfølgende--men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt "registrerede vælgere", som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke ...



G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point--men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med

Round-up af gamle klummer, kronikker m.v.

Det er lidt tid siden, at jeg sidst har fået postet links til diverse avisindlæg, så her kommer lige en slags opsamling:

Om danske forhold eller politik mere generelt:

• "Kulturkamp 2.0?": Om "kulturkampen" er forbi, eller bare slet ikke kom i gang
• "Folkeligt oprør og jordskredsvalg?": Står vi overfor noget lignende?
• "Når politiske løgne bliver hverdag": Når politikerne bliver ligeglade med sandheden ...
• "Hvorfor går Liberal Alliance frem?": Det kan ikke forklares med "Lene Espersen" (alene) ...

Om amerikanske forhold:

• "Moske, måske ikke": Om den omdiskuterede

Augusts meningsmålinger - mine egne snit

Jeg har tidligere omtalt, at jeg er begyndt at eksperimentere med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, lidt i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit, for derved at komme lidt udover egne & mediers evige tendens til altid at stirre sig blinde på små, i virkeligheden ligegyldige og uforklarlige udsving.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 - 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første

"Genopretningsplanen": For lidt, for sent, og forkert

Her er min ikke helt værdifrie vurdering af regeringens såkaldte "Genopretningsplan".

Ostrom, institutioner & public choice

Jeg omtalte fornylig på Punditokraterne, at Nobelprisen i økonomi 2009 for første gang nogensinde gik til en kvinde og til en politolog–så en “double first” i én, nemlig Elinor Ostrom (Indiana, Bloomington), der fik den sammen med Oliver Williamson.  Til gengæld var det ikke første gang, at den gik til én, der har beskæftiget sig med “public choice” teori, enten direkte eller indirekte.  Både Elinor Ostrom og hendes mand, Vincent Ostrom, har faktisk været præsidenter for Public Choice Society. I den anledning har tidsskriftet "Public Choice" netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom ("Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Jeg har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, "Exit, collective action and polycentric political systems“.  Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links.  Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag

Er "skattestoppet" ophævet?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte 19.5.2010 i TV-Avisen, at regeringens genopretningsplan betyder, at en del af de skattelettelser, der blev stillet i udsigt i.f.m. skattereformen for at kompensere for de nye skatter og afgifter, som der vil blive indført, nu er udskudt.  Dermed nærmer det sig 300 nye skatter og afgifter, VK-regeringerne har indført, siden "skattestoppet" blev indført i 2001.  Statsministeren mente dog at kunne sige, at skattestoppet fortsat stod ved magt ...  Den mest seriøse politologiske analyse, man kan give af det fænomen, må vist være den udgangsreplik, som Johnny Rotten kom med, da han og Sex Pistols i 1978 havde spillet det første nummer af deres sidste koncert ...

Er USA's sundhedsreform ulovlig?

Min seneste USA i Dag-klumme rejser spørgsmålet, om den nye amerikanske sundhedsreform i virkeligheden er forfatningsstridig? I dagens Wall Street Journal udbygger den eminente professor ved Chicago Law School, Richard Epstein, det emne.

Når jeg ser et rødt flag sole sig ...

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, "Når jeg ser et rødt flag sole sig", der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave ("It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations"). Kronikken er her, og essensen er:

"Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. ...

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle - men

Politikernes magtfuldkommenhed

Jeg har dd. i vores faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske en lille, ikke helt wertfrei kommentar til udviklingen i dansk politik. Her er essensen:

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i - eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke - og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. ...

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

It's the weather, stupid!

Jeg arbejder p.t. på et lille paper, der har været længe undervejs, som ser på, hvorledes man kan forklare variation i mængden af deltagelse ved 1. Maj-demonstrationer ... Her er i en enkelt graf essensen af resultatet.

Amerikansk politik & "The Chicago Way"

Lidt politisk ukorrekte sammenligninger af amerikansk politik & "the Chicago way".

Lars Løkke Rasmussens 1 års jubilæum som statsminister

Et par medier har interviewet mig om mit syn på statsminister Lars Løkke Rasmussens første år i embedet. Her er det Information ("Løkkes nye ledelsesstil er endt i fedtspil"), og her er det Ritzau ("Løkke hænger fast som Lille Lars fra Græsted"). Det samme gjorde for knap en måned siden Politiken ("Hva' m' kulturkampen??").

Krisen kradser, velfærdsstaten vakler?

Græsk tragedie og skandinavisk mareridt? Følgerne af finanskrisen har understreget, at det måske ikke er kapitalismen, men den altomfattende velfærdsstat, der er ved at afgå ved døden. Det handler min seneste Perspektiv-klumme i Berlingske om.

Hvedebrødsdagene er forbi

Berlingske Tidende har et kort interview med mig her om Fox News Channels interview forleden med præsident Obama om dennes sundhedsreform. Obamas seneste "approval ratings", der nu er under 50 pct. positive og med flere negative end positive, er her og her. I nogle målinger ligger Obama nu under, hvad Bush gjorde, da han forlod embedet for lidt over et år siden.

Magt korrumperer

Lord Acton sagde som bekendt, at "magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut".  Det ser ud til, at Demokraterne p.t. er ved bevise dette ovenpå, at Republikanerne havde haft chancen til at gøre det samme.

Skattetrykhed?

Jeg duellerer dd. i Berlingske Tidende med skatteminister Kristian Jensen (V), der i et indlæg fejrer, at regeringens skattestop (angiveligt) har varet i nu 3.000 dage, og at skattereformen sparer den typiske danske familie for en mængde penge og resulterer i større tryghed.  Indlæggene er ikke til rådighed på internettet, så her er mit svar:

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.

Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.

En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.

De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.

Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort.

Fri debat

Jeg er per dd., sammen med bl.a. professor Frederik Stjernfelt, chefjurist Jacob Mchangama, studievært Klaus Rothstein, lektor Torben Bech Dyrberg, forfatteren Kaare Bluitgen m.fl., medstifter af det nye debatforum til forsvar for ytringsfriheden, "Fri Debat".  Læs mere her.

Smid slynglerne ud!

Min seneste USA-klumme handler--igen--om, hvor rastløse de amerikanske vælgere nu og da er, og hvordan det ofte får dem til at ville "smide slynglerne ud", og til nogle gange at ville have "term limits".
Den underliggende stemning bekræftes iøvrigt i en dagsaktuel meningsmåling.

Det klima-industrielle kompleks II

Jeg afholder mig generelt fra at skrive om klima-debatten--ikke mindst fordi det ikke er dér, min faglige styrke, endsige viden, ligger.  Men som også Lomborg har påpeget: Særinteressegrupper skal altid holdes under opsyn, og afsløringerne af urent trav i.f.m. forskning, der skal godtgøre, at 1) der foregår global opvarmning, og 2) den er menneskeskabt, burde give anledning til en vis forundring og forargelse.

George W. Obama

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

"En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti. Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden - og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter - og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. ... [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide."

Amerikanerne og staten

Hader amerikanerne staten?  Måske ikke direkte, men der er en lang anti-stats tradition i amerikansk politik, og den er ikke blevet mindre udpræget under finanskrisen.  Det handler min seneste klumme om.

Amerikanske vælgere & ObamaCare

Mine seneste USA I Dag-klumme, denne gang om det forslag til sundhedsreform, som USA's Senat vedtog umiddelbart inden Jul, og som nu skal forsøges afstemt med det forslag Repræsentanternes Hus har vedtaget.

Markedsfejl versus statsfejl

Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om "markedsfejl"--og "statsfejl". Et lille uddrag:

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? ...

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.

Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her. (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.) En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.

Obamas hverdag III

... Men det forhold, at Obama er svækket (og ser ud til at svækkes mere), er ikke det samme som, at Republikanerne står stærkt i 2010 eller 2012.

Påvirker samfundsøkonomien amerikanske midtvejsvalg?

Jeg er en svoren tilhænger af analyser, der forudsiger, at positive (negative) forandringer i samfundsøkonomiske forhold vil påvirke politikernes popularitet positivt (negativt). Det synes f.eks. at være ret klart ved amerikanske præsidentvalg (se her og her), men gælder det også ved midtvejsvalg, som det USA skal have næste år? Ifølge den altid læsværdige blog/webportal RealClearPolitics.com er billedet lidt uklart, men måske der er noget om snakken.

Ihvertfald skal præsident Obama nok håbe på, at hans "approval ratings", der nu for første gang dykker under 50 pct., ikke falder yderligere.

Er der fløjpolitiske "cykler" i dansk politik?

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes "politiske cykler" (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

Obamas hverdag II

Min første "USA i dag"-klumme fra Berlingske, med lidt mere af samme karakter som før--men nu yderligere aktualiseret af sidste uges valg i flere delstater og fortsat faldende meningsmålinger.

Forskerstafetten

Institut for Statskundskabs blad har været så flinke at interviewe mig om mine forskningsinteresser.

Dimensioner II: Alle vil gerne være midten

Og her er så (i forlængelse af min foregående klumme)--fra dagens Berlingske Tidende--klumme nr. 2 om dimensioner og politik.

Dimensioner I: Er højre rykket mod venstre?

Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt "højre" og "venstre" fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til "højre", rykker så langt til "venstre", at de overhaler nogle af dem til "venstre" ...

Punditokraterne - igen

Jeg er her i oktober--efter cirka et års pause--igen begyndt at blogge lidt på den blog, jeg selv lavede for fem et halvt år siden, Punditokraterne, men som jeg sidste år indledte en pause fra.  Indtil videre gør jeg det at jeg her på stedet poster de mere forsknings-relaterede ting, mens jeg på Punditokraterne også poster mere politiske eller spøjse indlæg.  Det vil medføre en vis cross-posting.

Nobelprisen i økonomi til Ostrom & Williamson

Politologen Elinor Ostrom fik (sammen med Oliver Williamson) Nobelprisen i økonomi. Hende (og ham) har jeg længe været en fan af. Mere her.

Update: Nå ja, så glemte jeg vist at sige, hun er fhv. præsident for Public Choice Society samt fra tid til anden bidragyder til et vist tidsskrift "Public Choice", hvor hendes mand og mentor er redaktionsmedlem.

Update II: Fint sammendrag i Wall Street Journal.
Update III: Ups ... Kom lige i tanke om, at jeg faktisk har publiceret "sammen med" Elinor Ostrom--d.v.s., vi var i 2003 begge bidragydere til dette særnummer til ære for Mancur Olsons studier af kollektive handlingsproblemer.

Nobels Fredspris til Obama

Jeg er de seneste timer blevet kimet ned vedrørende tildelingen af Nobels Fredspris til præsident Barack Obama. Det er givet omstændighederne svært at holde tungen lige i munden, men jeg prøvede da i et interview i Politiken--hvor et par af mine fagfæller faktisk lå meget på linie.

Min fortrinlige kollega Peter Viggo Jakobsen udtrykte det samme, som jeg tænkte, men lidt mere bramfrit. Associated Press' White House Correspondent havde en næsten lige så kontant kommentar her. Financial Times' Gideon Rachman kan--som så mange andre--godt lide Obama og ikke lide Bush men har dog denne nøgterne kommentar:

"The peace prize committee say that he is being rewarded for his “extraordinary efforts to strengthen international diplomacy”. But while it is OK to give school children prizes for “effort” - my kids get them all the time - I think international statesmen should probably be held to a higher standard."

Sigende nok var deadline for nominering af kandidater til prisen kun 12 dage efter Obamas tiltræden, hvilket nok siger et og andet

Den logiske konsekvens

Min seneste "På Spidsen"-klumme fra Berlingske Tidende--denne gang om "civil ulydighed" og om moralisme og/eller relativisme i visse dele af det politiske spektrum.

Lighed og levestandard

Det er vist 117. gang, at jeg slår dette slag i bolledejen ... Men det er altså ikke trivielt, at ulighed og fattigdom ikke er det samme.

Den politiske klasses arrogance

Det er politikerne selv, der bestemmer, hvad og hvor meget de får for at være politikere. Behøver det være sådan?

Vox pop

Jeg er simpelthen så træt af at blive få smidt i hovedet, hvad to-tre-fire mere eller mindre tilfældigt udvalgte danskere skal mene på få sekunder om et vigtigt emne. Læs mere her.

Hvor stor skal staten være?

Hvilken farve skal månen have? Og hvor stor skal staten være? Det emne beskæftiger jeg mig dd. med i min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske Tidende. Jeg har skrevet om emnet før, men denne klumme er inspireret af en ny rapport af to bulgarske økonomer, der er fortsat i sporene efter en række af denne type af studier lavet de seneste to årtier (se f.eks. især her, samt her, her og her).

En ikke helt wertfrei klumme

Hermed min seneste klumme fra Berlingske--som næppe kvalificerer som wertfrei kausalvidenskab ...

Obamas hverdag

Jeg har tidligere redegjort for, hvorledes de næsten messianske forventninger til præsident Barack Obama efterhånden har måttet justeres i.f.t. den politiske hverdag. Det gør jeg nu igen i en klumme i Berlingske Tidende forleden. Det korte af det lange er, at Obama allerede nu er i visse problemer--trods et solidt politisk flertal i kongressen bag sig.

Hvad er årsagerne? Obama har ikke begået nogen store fejl, i hvert fald ikke af den umiddelbart synlige slags. Problemerne skyldes slet ikke Republikanerne--som fortsat ligger gevaldigt underdrejet, både i og udenfor kongressen.

Det ansete ugeblad The Economist peger i sin leder i denne uge på, at en årsag er, at Obama har overladt for meget af sin politik til partifællerne i kongressen—som ligger pænt til venstre for de amerikanske midtervælgere. De vil gerne bruge flere penge og blande sig i mere, end vælgerne er villige til og gør det ved så meget som muligt at føre hård blokpolitik. Dermed fremstår Obama ifølge bladet som en præsident, ”der enten bevidst eller instinktivt glider mod venstre, og som er mere optaget af luftige visioner end af detaljer”.

Hvis Obama vitterligt ligger i midten af amerikansk politik (sådan som de fleste midtervælgere nok troede, da de stemte på ham), hvorfor regerer han så ikke sådan? Der er to oplagte muligheder.

Den ene mulighed er, at han er en dårlig realpolitiker, som ikke kan få sine partifæller til at gøre, hvad han vil. Den anden er, at han måske slet ikke ligger i midten af billedet, men derimod som hans kritikere længe argumenterede med henvisning til hans fortid et pænt stykke ude på venstrefløjen af venstrefløjen. Det blev afvist som ”skræmmekampagne” og ”gammeldags”.
Men som præsident kan man ikke nøjes med at tale—man må handle, og på et eller andet tidspunkt viser man så, hvor man virkeligt står.

Dertil kommer, at hvis Obama gerne vil føre en mere venstreorienteret politik, så er det nu, han skal gøre det. Vi befinder os nu i ”en så seriøs krise”, at den—som hans stabschef sagde—”er for god til at spilde”. Jo nærmere han kommer på næste valgdag, jo sværere bliver det.

Jeg er selv nok meget enig med Sean Trendes analyse fra RealClearPolitics.com:

“Then we look to 2010. The average midterm loss for a President’s party since World War II has been 10.5% of its seats. But the economy isn’t looking too hale right now; the average loss for a President’s party when real disposable income rises by less than 2% is 13%. The average loss for a President’s party when the President’s approval is at or below 50% is 16%. And if you look at real disposable income increases of less than 2% and a Presidential approval of less than 50% -- at the very least a possible scenario for 2010 – you end up with a murderer’s row of midterm elections: 1946, 1974, 1982, 1994, 2006.

The four scenarios described above would translate to losses of 27, 33, 41, and 49 seats, respectively for the Democrats. The latter two would hand control of the House to Republicans, while the former would deprive the Democrats of working control of the House. And remember, these are just averages. Some results in each category are lower, but some are higher.

In other words, Obama realizes that the odds are not likely going to improve for the implementation of an aggressively liberal agenda. Right now, he is in the midst of a liberal moment, where he has governing majorities in each House. He wants to get a health care bill through that is the closest to his philosophy, and he knows that future Congresses are unlikely to have similarly hearty Democratic majorities.

So he’s “going for it,” knowing that if he can ram a bill through – and with a 80-seat majority in the House I think he ultimately will be able to – it will probably never be repealed, even if Republicans surge back in 2010. If he doesn’t do it now, he will likely be relegated to pursuing an incrementalist strategy, similar to what the Democrats have been pursuing since 1994. If you accept that Obama truly is a solid liberal at heart, not a centrist, and that he’s ultimately at least as concerned about getting this agenda through as he is getting re-elected, then his present approach makes sense.”

Så måske er det bare er, hvad han helst vil. I så fald har Obamas politiske udspil vist sig at ligge så ganske langt fra de midtervælgere, der i november 2008 valgte ham, at han er ved at støde dem fra sig. Endnu en indikation af, at det mestendels var recession og Bush fatigue snarere end begejstring for Obamas program, der afgjorde valget.