Mapping policy spaces

How do political parties locate themselves relative to each other in "political space"? And how can one "measure" and identify such locations? I have a new paper out in Research & Politics, authored with Frederik Hjorth, Robert Klemmensen, Sara Binzer Hobolt and Martin E. Hansen.  Here is the abstract:

"Assigning political actors positions in ideological space is a task of key importance to political scientists. In this paper we compare estimates obtained using the automated Wordscores andWordfish techniques, along with estimates from voters and the Comparative Manifesto Project (CMP), against expert placements. We estimate the positions of 254 manifestos across 33 elections in Germany and Denmark, two cases with very different textual data available. We find that Wordscores approximately replicates the CMP, voter, and expert assessments of party positions in both cases, whereas Wordfish replicates the positions in the German manifestos only. The results demonstrate that automated methods can produce valid estimates of party positions, but also that the appropriateness of each method hinges on the quality of the textual data. Additional analyses suggest that Wordfish requires both longer texts and a more ideologically charged vocabulary in order to produce estimates comparable to Wordscores. The paper contributes to the literature on automated content analysis by providing a comprehensive test of convergent validation, in terms of both number of cases analyzed and number of validation measures."

Står vi overfor et nyt "jordskredsvalg"?

Jeg har nyligt skrevet to indlæg (en klumme og en blogpost) om, hvorvidt de nuværende meningsmålinger antyder--som mange synes at hævde--, at vi står overfor et "jordskredsvalg".

Mit svar er nej: Det ser historisk skidt ud for nogle partier: Særligt Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er for kraftigt nedadgående, mens Konservative er fortsat vigende.  Men anskuet med politologiske briller er de nuværende meningsmålinger blot mere af en tendens, vi har set længe.  De kan slet ikke sammenlignes

Stemmer stemmerne i ”Borgen”?

Flere iagttagere af TV-serien ”Borgen” har gennem tiden hæftet sig ved, at de forskellige mandatfordelinger ikke altid synes at give mening.  I nogle afsnit har en gruppe af partier sammen flertal/ikke-flertal, for lidt senere i samme afsnit at få byttet rundt—uden at noget ”sker” parlamentarisk i mellemtiden.

I seriens klimaks i dens nylige, sidste afsnit (nr. 30) sker der noget mærkeligt efter afholdelsen af Folketingsvalget, nemlig da man kom til at skulle danne regering.

Her er, hvad man fik at vide og et par mulige fortolkninger.  Markeret med * er de mandatfordelinger for de 175 mandater, man får oplyst i afsnittet som valgets landsresultat, altså ekskl. de fire nordatlantiske (to fra Grønland, to fra Færøerne):

Partier	Mandater / flertal blandt 175 (ekskl. nordatlantiske) kræver 88	Mandater / flertal blandt alle 179 kræver 90
Solidarisk Samling (SS)	12*	12*
Miljøpartiet (MP)	22*	22*
Arbejderpartiet (AP)	42*	42*
Venstrefløj (SS+MP+AP)	=76*	=76*
Nye Demokrater (ND)	13*	13*
Højrefløj (M+NH+L+FP)	=86*	=86*
Moderate (M)	5*	5*
Nye Højre (NH)	23*	23*
Liberale (L)	maks. 47	maks. 45
Frihedspartiet (FP)	min. 11	min. 13

 * Mandatfordelinger, der oplyses eksplicit i afsnittet

Man kan ikke i afsnittet se og får ikke at vide, hvor mange mandater De Liberale og Frihedspartiet får.  Der siges intet om de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, så man kan ex ante antage, at de enten fordeler sig lige mellem "blokkene" eller holder sig ude af regeringsdannelsen.

Det kræver 90 mandater for at kunne være sikker på at have flertal (en majoritet) bag sin politik i Folketinget.  For ved en "dronningerunde" at få til opgave at danne regering kræver det kun et simpelt flertal (en pluralitet) af mandaterne bag sig.

Scenarie A.

1. På et tidspunkt på valgnatten henvender MP, AP og FP sig til ND (ved endnu et hemmeligt møde på ... Ridebanen!) med henblik på en bred koalition med Birgitte Nyborg som statsminister, og det forstås af konteksten, at det må være udenom SS.  Hvis det er tilfældet, må FP have mindst 13 mandater—fordi 22+42+13=77.  Hvis FP ikke har mindst 13 mandater, ville koalitionen ikke have de 90 mandater, som det kræver for et flertal i Folketinget, og det er, hvad det præsenteres som, at man vil have.  Nyborg siger, at det helt store spørgsmål er: "Hvem kan tælle til 90? Det kan jeg, hvis jeg tager imod dette tilbud. [... statsminister for] en flertalsregering. Det er en historisk mulighed. Det, der bliver besluttet i regeringen, kan blive gennemført i morgen, og jeg skal ikke spørge nogen om lov. Er du klar over, hvad jeg vil kunne få gennemført?" (48-49 minutter inde i afsnittet)
2. Men hvis FP har mindst 13 mandater, kan L--ved en antagelse om, at vi taler om et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer (altså 90)--højest have 45 mandater—fordi 86-5-23-(min.)13 er = maks. 45.
3. Så kommer mysteriet: Efterfølgende laves på forslag af Birgitte Nyborg en ny regering af ND, NH og L med Lars Hesselboe som statsminister.  (M omtales ikke, men vi antager, at de vil støtte.)  Følger man ræsonnementet hos Nyborg, vil denne angiveligt have flertal uden at skulle basere sig på FP—men det giver under de skitserede antagelser kun 13+5+23+maks.45 = maks. 86 mandater.
4. Her er så det mulige problem: Hvis ND, M, NH og L alle peger på Hesselboe/Nyborg m.fl., så har de altså maks. 86 mandater bag sig, men hvis den anden koalition peger på AP's leder, Thorsen, så har denne koalition 89 mandater ved "dronningerunden", hvis FP og SS peger på AP's Thorsen snarere end L's Hesselboe eller på en helt tredje.  (De to sidste muligheder hører vi ikke noget om.)

Hvis vi ikke ved andet, end hvad vi får at vide i afsnittet, må konklusionen altså være, at ingen af de to "blokke" kan være sikre på at have et sikkert flertal (90) bag sig i hverdagen (men vil være afhængige af et eller alle nordatlantiske mandater og Hesselboe/Nyborg tillige kun være en mindretalsregering), men at det til gengæld vil være er den af AP ledede koalition, som har en pluralitet af stemmerne bag sig og derfor ved en "dronningerunde" vil få tjansen med at danne regering.

Man kan ikke antage sig ud af det problem ved at øge De Liberales mandattal til f.eks. 47 eller 49 mandater.  

Do Danish voters get the government a majority prefer?

I have a new working paper out (in a preliminary version), dealing with "election inversions" in Danish elections/government formations. That is: Do Danish voters get the government(-coalition) a majority wants? One would think so, but I show that there are (at least) two types of voting paradoxes that may manifest themselves and lead to election inversions, where a majority of the voters vote for parties supporting one government, but where the other side wins. I show that

Finanslovs-fjolleri

Er "ansvarlige" partier forpliget til at stemme for finansloven?  Det har været en udbredt opfattelse i dansk politik siden 1920-21, og dansk politologis "grand old man", professor Erik Rasmussen, studerede normen og dens udvikling intensivt.

Jeg er uenig.  Jeg argumenterer i en blogpost for, at der er mindst fem gode grunde til at stemme nej til finanslove (hvis man altså er uenige i dem).