Terrorisme

De forfærdelige terroranslag i Paris og København i januar og februar i år har--desværre--givet mig grund til at "genbesøge" et emne, som jeg i sin tid skrev min ph.d. afhandling om, nemlig politisk vold og oprør, herunder revolutioner, opstande og terrorisme, og siden hen har berørt i andre arbejder.

Min afhandling, "Rational Choice, Collective Action and the Paradox of Rebellion" (1996, forsvaret 1997, her anmeldt i Public Choice)--som endte med at hænge mig langt ud af halsen--var et forsøg på at reformulere en rational choice-teori om politiske aktiviteter kendetegnede ved at være ulovlige, ofte voldelige, og havende en "kollektiv gode"-natur.  Studiet, der primært var teoretisk i karakter, forkuserede på betydningen af ideologi og "politiske iværksættere".

Jeg vendte sidenhen, sammen med Robert Klemmensen (SDU) og Mogens K. Justesen (CBS), tilbage til emnet terrorisme mere snævert i en artikel, "The Political Economy of Freedom, Democracy and Transnational Terrorism" (2006), til et temanummer om terrorisme.  Paperet, der (i al ubeskedenhed) siden er blevet dét mest citerede danske studie om terrorisme og et af de mest citerede internationalt af slagsen, havde dette sammendrag:

"We conduct an empirical analysis of data relating measures of economic and political freedom to the occurrence of transnational terrorism 1996–2002. We use binary logistical regression models

Det er faktisk ikke Jeres penge ...

Foranlediget af henholdsvis kommunale budgetter/kommunalvalg og balladen om Lars Løkke Rasmussens afregninger i.f.m. GGGI, har jeg skrevet to klummer med titlen "Det er faktisk ikkke Jeres penge", del I og del II.  Essensen kan beskrives med dette referat af Milton Friedman:

"[Mennesker] bruger penge forskelligt, afhængigt af om det er deres egne eller andres, og hvad formålene er. Nobelprisvinderen i økonomi, Milton Friedman, argumenterede ofte, at der logisk set er fire forskellige måder at bruge penge på – afhængig af, hvem der yder, og hvem der nyder.Man kan bruge egne penge på formål valgt af én selv. Man kan bruge andres penge på formål valgt af én selv. Man kan også bruge egne penge på formål valgt af andre. Og endelig kan man bruge andres penge på formål valgt af andre.
Friedmans pointe handlede om forsigtighed: At uanset det konkrete formål, er vi mennesker naturligt mest forsigtige med de midler, der er vores egne og mindst forsigtige med andres penge – og mest selvoptagne, når vi kan. Er det éns egne, har man naturligt nok et større incitament til at pleje, planlægge, spare og investere, mens det er lige omvendt, når det er andres penge: Så gælder det bare om at bruge løs. Ligeledes med, om det er en selv eller andre, der bestemmer formålet. Er man i tvivl om det, skal man blot sammenligne ens eget toilet med ét på en banegård – eller hvordan politikere og andre offentlige beslutningstagere bruger deres egne penge, og hvordan de kan tænkes at opføre sig med skattekroner, når de ikke tror, de bliver set over skulderen."

Det har en pointe i.f.t. kommunalvalget:

"I selve valgåret sænker de skatterne

Freakonomics blogged "It's the weather, stupid ..."

So, Freakonomics (Steve Levitt, Chicago, and journalist Stephen Dubner) blogged and tweeted about my "It's the weather, stupid ..." paper (gated version, ungated version).  Their book sold 4,000,000 copies and their daily tweets alone reach +500,000 followers ...

It's the Weather, Stupid: New evidence from Denmark’s annual May Day demonstrations on the power of the weather. bit.ly/YHDYEF
— freakonomics (@freakonomics) May 9, 2013

BTW: So did my old friend, Lars Christensen at Market Monetarist.
Here and here are

Forecasting turn-out on next May Day?

I have tried to do a bit of "forecasting" with my model for turn-out at May Day demonstrations (based in my "Public Choice" article "It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations").  A simplified model including

• Average of min./max. temperatures (according to DMI's weather forecast, as of Friday, for Tuesday min. 6 degrees Celsius, max. 18 degrees = average 12 degrees)
• Bandwagon (last year's no. of participants = 55,000)
• Colour of government (not a "bourgeois" government, i.e. a dummy = 0)
• Post-Soviet collapse (dummy = 1)

Using these four variables, we get a forecast of 81,782 demonstrators in Copenhagen's Fælledparken (standard error of estimate: 42,000).  Using

It's (still) the weather, stupid!

Som jeg tidligere har omtalt, har jeg beskæftiget mig med at teste nogle klassiske modeller af på et originalt dansk emne: Hvad er det, der påvirker, hvor mange der deltager i 1. maj demonstrationer?  Artiklen er nu færdig og udgivet i Public Choice, hvor den vil kunne læses af folk, der har net-adgang via et bibliotek eller et universitet.  Her er sammendraget:

"We investigate the possible explanations for variations in aggregate levels of participation in large-scale political demonstrations. A simple public choice inspired model is applied to data derived from the annual May Day demonstrations of the Danish labor movement and socialist parties taking place in Copenhagen in the period 1980–2011. The most important explanatory variables are variations in the weather conditions and consumer confidence, while political and socio-economic conditions exhibit no robust effects. As such accidental or non-political factors may be much more important for collective political action than usually acknowledged and possibly make changes in aggregate levels of political support seem erratic and unpredictable."

En mere "populær" version optrådte for to år siden som kronik i Berlingske. På min gamle blog har redacteuren, den gode Christian Bjørnskov, været så flink at give den et par venlige ord med.

Når jeg ser et rødt flag sole sig ...

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, "Når jeg ser et rødt flag sole sig", der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave ("It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations"). Kronikken er her, og essensen er:

"Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. ...

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle - men