Når den offentlige mening er meningsløs

Udover min nylige artikel i European Journal of Political Economy om valgparadokser i.f.m. USA-præsidentvalget i 2016 og min artikel i Oxford Handbook of Public Choice om social choice teori i.f.m. den socialdemokratiske velfærdsstat, har jeg fornylig berørt social choice teori i et debatindlæg om Brexit i Berlingske.  Her er et klip:

"Vi er vant til at tænke på demokrati som, at flertallet bestemmer. Vi kan faktisk slet ikke forestille os et demokrati, der er betegnelsen værdig, hvor det ikke er tilfældet.
Problemet er blot, at der ikke altid er en »folkevilje« et sted derude. For så snart mere end to mennesker skal vælge mellem mere end to alternativer, kan det være, at selve afstemningsformen bliver afgørende for udfaldet – eller at der slet ikke findes noget, som ikke er mindre foretrukket end noget andet.


Sådanne fænomener har matematikere studeret i 250 år. De kalder den slags et »cyklisk flertal«: Et flertal foretrækker A fremfor B. Et andet flertal vil have B fremfor C. Et tredje flertal foretrækker C fremfor A. Altså lidt ligesom sten slår saks, saks slår papir, og papir slår sten.

Hva’ ba’? Pointen kan illustreres med dette eksempel: Tre rygere sidder om et stort rundt bord og skal sammen dele et askebæger. Uanset hvor på bordet askebægeret stilles, vil der altid være et andet sted, som to af de tre vil foretrække mere end der, hvor askebægeret står. Altid. Selv hvis det står lige midt på bordet.

[... ]Den britiske Brexit-proces, der i disse uger synes næsten kaotisk, illustrerer problemet. Da briterne i 2016 stemte »leave« var det med et relativt beskedent flertal fremfor »remain«. Men hver af de to sider består reelt af flere undergrupper, herunder nogle der er utilfredse med EU, men som hverken ønsker, at Storbritannien skal kappe alle relationer til kontinentet, eller at tingene skal forblive, som de var. Men ved afstemningen måtte mange af disse så, fordi de kun fik to alternativer, vælge deres næstmest foretrukne.

Det kan man se antydninger af i mange meningsmålinger, der medtager både »hård Brexit«, »blød Brexit« og fortsat uændret EU-medlemskab: Her er der aldrig et absolut flertal (mere end 50 pct.) bag nogle af de tre muligheder. Enkelte meningsmålinger antyder også, at det kan være tæt på en »folkevilje«, hvor et flertal foretrækker en »hård Brexit« fremfor fortsat EU-medlemskab, og dette mere end Mays aftale, og denne fremfor »hård Brexit«. Eller hvor et flertal vil have Mays aftale frem for uændret medlemskab og dette frem for »hård Brexit«, men måske dette frem for Mays aftale. Kun få procent af stemmerne skal flyttes den ene eller anden vej for at give ganske forskellige resultater."

EU-nej'et: En bred, folkelig mistillid til politikerne

Jeg har i kølvandet på det forudsete (og efter min mening rimeligt forudselige) "nej" ved folkeafstemningen 3. december haft to indlæg hos Berlingske om dette og årsagerne:

• "Den elitære Goliath" ("Magt & Marked", 3. december 2015)
• "Mistillid til eliten" ("Kurrilds", 7. december 2015)

Et "nej" tegner sig ved folkeafstemningen: cirka 52-53% - 47-48%

Næsten uanset hvordan man vender og drejer den seneste uges meningsmålinger, tegner det til, at folkeafstemningen i dag om suverænitetsafgivelse til EU i.f.m. retspolitikken bliver et nej.  Formodentlig i omegnen af 52-53% "nej" og 47-48% "ja".

Der har i de seneste målinger været noget, der ligner en lille bevægelse til fordel for "ja", men alt i alt er der simpelthen for meget, der ensartet peger i retning af et "nej".

Det er efterhånden velkendt, at det er en skidt idé at tro på kun én meningsmåling--også fordi man oplagt kommer til at "cherry-picke", altså vælge den man selv synes bedst om.  Vil man have et sikkert bud på tendensen eller status, står man sig bedre ved at se på samtlige tilgængelige meningsmålinger.

Men der er ingen entydigt "rigtig" måde at gøre dét på.  Skal man f.eks. tage et simpelt gennemsnit, eller ét hvor man vægter de enkelte målinger?  Og hvis man vægter dem, skal man så vægte for antal respondenter eller målingernes "alder" eller begge dele?  Eller skal man (som denne iagttager efterhånden foretrækker) bruge median-målingen snarere end gennemsnittet?  Og hvor mange målinger skal man medtage, og skal man evt. sætte loft over hvor mange fra hvert enkelt meningsmålingsfirma?

Der er ikke noget kategorisk rigtigt svar på disse spørgsmål--det er håndværk snarere end videnskab.  Men den seneste uges meningsmålinger er så entydige, at det her ikke betyder meget fra eller til.  Af de seneste ni meningsmålinger har kun én (for ti dage siden) peget på et "ja"--og det med så lille et forspring, at det var ligegyldigt.  I de meningsmålinger, hvor den ene side har haft et forspring, der er statistisk signifikant, er det hver gang til "nej"-siden.

Nedenfor er gengivet tre forskellige måder at udregne et "aggregeret" meningsmålings-billede: