Adam Smith galore ...

I denne uge er det præcis 290 år siden, at den skotske økonom og samfundstænker Adam Smith (1723-1790) blev født.  For mit vedkommende er ugen--pudsigt nok og lidt tilfældigt--blevet en "Adam Smith Uge", uden sidestykke.

Søndag havde jeg i Berlingske en længere anmeldelse af den nye, danske udgave af Smiths "Nationernes Velstand" (udgivet af Informations Forlag).  Mandag blev jeg interviewet til Radio 24Syvs "Cordua & Steno" om Adam Smith (men programmet sendes først til august).

Torsdag deltog jeg sammen med Børsens debatredaktør Christopher Arzrouni, professor emeritus i nationaløkonomi, dr.polit. Hector Estrup og fhv. udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller--ledet af Henrik Dahl--i en paneldebat om Smith, arrangeret af Information & CEPOS.  Teksten til, hvad jeg sagde, er nedenfor.

Og fredag er der uddeling af Libertas Selskabets traditionsrige Adam Smith Pris, der denne gang går til Bernt Johan Collet, fhv. forsvarsminister og mangeårig formand for CEPOS (og, skylder jeg at nævne, ikke blot en nær slægtning af dem, der stod for den danske udgivelse af Smith i 1779 men også af undertegnede).

Mit indlæg fra debatmødet:

“Will the real Adam Smith please stand up?”

Peter Kurrild-Klitgaard
Bemærkninger til paneldebat om Adam Smith, 6.VI.2013, CEPOS

Alle synes, at de kender Adam Smith. De har et mentalt billede af ham og ved, hvad han står for. Tror de.
Da Arnold Schwarzenegger i 2003 stillede op som guvernør i Californien, erklærede han kækt, at indenfor økonomisk teori var han mere enig med Adam Smith end med John Maynard Keynes.
Nu kan man måske betvivle, hvor meget Keynes eller Smith, Schwarzenegger reelt har læst, men eksemplet understreger min pointe: Folk mener, at de har et ganske præcist billede af Smith som politisk-økonomisk ikon. Ét, der blot ved navnets nævnelse kan fungere som en besværgelse—positivt eller negativt.
Så nogle klassisk liberale kan godt lide at se Smith som den første, store forfægter af en minimalstat og en ureguleret markedsøkonomi. Det samme kan både mange marxister (der ser ham som en ”borgerlig” apologet for den fremvoksende kapitalisme) og en del konservative (der i stedet fremhæver Edmund Burke som et traditionalistisk alternativ til denne gamle, globaliseringsnaive lalle-liberalist).
Andre liberale fokuserer derimod på, at Smith i praksis faktisk gik ind for ganske mange interventioner i markedet, og det ser de som eksempel på, at han slet ikke er så god som andre, mere principfaste liberale.
Nogle konservative har fået øjnene op for det samme, og den nyeste mode er, at de hånd-i-hånd med venstreorienterede fremhæver, at Smith kan ses som én, der var kritisk overfor ”fremmedgørelse” under kapitalismen; som var indigneret over de fattigstes levevilkår; som var skeptisk overfor kapitalister. Hos sådanne kommer Smith i dag til at lyde som en 1970er-krydsning mellem Georg Metz og Connie Hedegaard.
Min påstand er, at alle disse udlægninger (som i øvrigt kommer lidt i bølger) er lidt sande—og ret forkerte. Det så den amerikanske idéhistoriker Jacob Viner allerede for snart hundrede år siden, da han skrev, at man godt nok skal have nogle meget mærkelige idéer for ikke at kunne finde en passage hos Smith, der kan retfærdiggøre dem.
Sandheden om Smith som politisk tænker er simpel og så alligevel meget mere kompleks, end mange gør den til.
Det ser man bedst ved at pille modstillingen af Smith og Burke fra hinanden. Enhver med en gymnasieelevs dybsindige kendskab til politiske ideologier ser disse som grundlæggere af to modsatrettede ismer: Liberalisme og konservatisme. Men faktum er, at de var nære åndsfæller, allierede og venner. De tilhørte begge det liberale Whig-parti—de konservative Toryers arvefjende. De tilhørte endog samme fløj, Rockingham-gruppen, med Burke som parlamentsmedlem og Smith som en slags politisk rådgiver. Burke skrev overstrømmende positive anmeldelser af Smiths to bøger. Og Smith skrev i et af mange breve til Burke, at han aldrig havde mødt noget andet menneske, der tænkte præcis om økonomiske emner, som han selv gjorde, uden at de først havde drøftet dem indbyrdes.
Smith og Burke var stort set identiske i deres skepsis overfor politiske utopier udtænkt i en lænestol—og omvendt begge beundrere af praktisk politik, når det vel at mærke er i form af gradvise og gode reformer. Men til sikkert nogen overraskelse for visse konservative så delte de også synet på det Whig-ideal, som deres ven David Hume havde forfægtet, og som Smith kaldte ”the simple system of natural liberty”, og Burke kaldte ”ordered liberty”: At samfundets bedste generelt fremmes, når man respekterer menneskers naturlige rettigheder til deres person og deres ejendom. Burke kaldte i 1783 den slags rettigheder for ”hellige ting”, som var forskellige fra og stod over de konventionelle rettigheder, mennesker alene har fra staten. Hvor magten i øvrigt skulle være delt, med en begrænset magt til konge og regering, og med parlamentets to kamre som modvægte, og alle begrænset af briternes historiske friheder.
Smiths udgangspunkt var uomtvisteligt—i begge sine hovedværker—at mennesker har evnen til at kunne interagere sammen på en måde, der er gensidigt fordelagtig, selv når dette ikke er formålet, og at der sjældent kommer noget godt ud at prøve at tvinge andet igennem. Hans tiltro til, at tingene kunne gå godt af sig selv, var stor. Hér var han næsten anarkist.
Smith kunne være både moralsk og socialt indigneret og kritiserede overflod og spild—men han gjorde sig ikke til talsmand for statslig socialpolitik eller omfordeling. Selv ikke når han var skeptisk overfor visse konsekvenser af markedsøkonomiske processer. For Smith var det at være bekymret over noget ikke ensbetydende med, at det var en politisk opgave at forandre.
Smith ønskede, fordi alt andet ville være ”upraktisk” i forhold til at øge ”nationens velstand”, at staten skulle tage sig af visse opgaver. Han nævnte specifikt tre og kun tre: 1) Nationalt forsvar; 2) politi og retsvæsen, og 3) så hvad økonomer i dag ville kalde ”kollektive goder”. De arbejder, som alle vil have fordel af, men som ingen vil have incitament til at løse privat.
Men sidstnævnte var generelt relativt få i antal og særdeles beskedne i omfang. De var—modsat forsvar, politi og retsvæsen—ad hoc snarere end ubetingede. De var som regel kun med det offentlige som igangsætter og derefter på så markedsøkonomisk basis som muligt. F.eks. broer, veje, havne og kanaler—men med brugerbetaling.
Lad mig illustrere med et konkret eksempel: Det hævdes ofte, at Smith gik ind for, at det offentlige skulle tage sig af uddannelse. Helt forkert. Smith foreslog i en kort passage, at lokale myndigheder kunne bygge husene til sogneskoler, fordi omkostningerne nok var for store for forældrene. Men driften skulle myndighederne absolut ikke have med at gøre. Smith advarede direkte imod at lade lærere være offentligt ansatte, og han ønskede slet ikke, at staten skulle tage sig af uddannelse—faktisk var hans største anke imod mange uddannelsesinstitutioner, at der ikke var nok incitamenter og nok markedsmekanismer.
Smith var tilhænger af skatter—fordi noget var nødvendigt til at drive staten med. Men de var et onde og skulle være så beskedne som nødvendigt og så lidt skadelige som muligt. Han forsvarede på den ene side en slags ”lejeværdi af egen bolig” og afgifter på skadelige ting (f.eks. alkohol) og luksus, men afviste omvendt stort set alle skattetyper, vi har i dag, herunder moms, indkomstskat, selskabsskat, progressiv beskatning. Han mente sågar, at borgerne havde ret til at gøre oprør mod politikerne, når disse tog mere end halvdelen …
Så hvad skal man kalde den slags politiske holdninger?
Smith var i sit filosofiske udgangspunkt—opfattelsen af potentialet ved frivillig menneskelig interaktion—en liberal grænsende til det anarkistiske. Men i praktisk politik var han moderat og pragmatisk—omend indenfor en snæver ramme. At sætte meget specifikke, nutidige etiketter på ham er anakronistisk.

PS. For de meget interesserede: Jeg skrev for mange år siden en artikel om, hvorfor det første land, Smith blev oversat i, var Danmark.  Den er her ("Libertas") og her ("Ideer om Frihet").  Jeg har også skrevet en hel lille bog om Smith.  Og en kronik i anledning af 230-året for "Wealth of Nations".