Viser indlæg med etiketten politikere. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten politikere. Vis alle indlæg

24.11.09

Er der fløjpolitiske "cykler" i dansk politik?

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes "politiske cykler" (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

28.9.09

Lighed og levestandard

Det er vist 117. gang, at jeg slår dette slag i bolledejen ... Men det er altså ikke trivielt, at ulighed og fattigdom ikke er det samme.

15.9.09

28.8.09

Hvor stor skal staten være?

Hvilken farve skal månen have? Og hvor stor skal staten være? Det emne beskæftiger jeg mig dd. med i min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske Tidende. Jeg har skrevet om emnet før, men denne klumme er inspireret af en ny rapport af to bulgarske økonomer, der er fortsat i sporene efter en række af denne type af studier lavet de seneste to årtier (se f.eks. især her, samt her, her og her).

7.7.09

Vælgerne, krisen & markedsøkonomien

I min seneste "Perspektiv-klumme" ser jeg lidt nærmere på, om der er noget, der tyder på, at vælgerne i kølvandet på krisen i deres handlinger eller holdninger straffer politikere eller politikker, der associeres med at være "pro-markedsøkonomi". Det synes ikke at være tilfældet--i særdeleshed ikke i USA, hvor vælgerne bemærkelsesværdigt nok er mere positive overfor en beskeden og begrænset stat end før krisen.

10.6.09

Grundloven og tronfølgen III

Her er--af mulig interesse i forlængelse af de to foregående blog-poster og denne uges folkeafstemning--en kronik, jeg havde i Berlingske Tidende for næsten nøjagtigt ti år siden:

Berlingske Tidende 03.08.1999, 1. sektion, side 12:

Grundloven og tronfølgen

Kronik: Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem en grundlovsrevision og en ændring af tronfølgen. Men der er mange, der gerne vil bruge det ene som løftestang for det andet.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Kommentator, Adjunkt, ph.d.

Nu hvor røgen efterhånden har lagt sig oven på festfyrværkeriet i forbindelse med grundlovens 150-års jubilæum, kunne det være på sin plads at standse op og lidt mere nøgternt vurdere kvaliteten af de mange forslag, der blev fremsat i jublen.

Nogle forslag var interessante, en del var ligegyldige, men konkurrencen var særlig hård om prisen for de mindst gennemtænkte. Blandt disse var f.eks. professoren i journalistik, som - vistnok i ramme alvor - i en kronik foreslog, at man ved en grundlovsrevision ikke kun skulle sikre retten til at ytre sig, men også indføre en pligt til at deltage i den demokratiske debat. Man kan kun gyse ved tanken om, hvilke straffe der skulle tildeles for ikke at deltage nok.

Og når talen er på forholdet mellem rettigheder og pligter, så var der hård konkurrence til professorens forslag. Socialistisk Folkeparti hentede en gammel hest frem og foreslog - igen vistnok i ramme alvor - at man skulle grundlovssikre »naturens rettigheder«. Her kan næppe være tale om menneskerettigheder, men det er bemærkelsesværdigt, at SF - der altid hellere vil tale om borgernes pligter over for staten end om borgernes frihedsrettigheder over denne - her helt glemmer spørgsmålet om pligter. For hvis »naturen« skal gives rettigheder, hvad skal dens tilsvarende »pligter« så være? At respektere borgernes rettigheder? At se lidt bedre ud? At være lidt mindre upraktisk?

Mens disse forslag i praksis er ligegyldige, så kan det samme desværre ikke siges om det forslag, der flere gange blev luftet af en lang række personer, bl.a. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Folketingets fhv. formand Erling Olsen. Disse benyttede lejligheden til at foreslå, at en revision af grundloven bør ske i sammenhæng med en revision af tronfølgen, især hvis kronprins Frederiks første barn bliver en datter. I så fald - hed det flere gange - bør tronfølgen ændres, så førstefødselsretten bliver ubetinget, d.v.s. at det er det ældste barn, uanset køn, der bliver tronfølger. Man kan mene, hvad man vil om nødvendigheden eller berettigelsen af en sådan ændring af tronfølgen. Men det er åbenlyst, at de, der har fremført dette argument, enten ikke kender grundloven, eller også er ude i et ganske andet ærinde. For der er absolut ingen nødvendighed i at kæde en revision af det ene sammen med en revision af det andet.

Tronfølgen er - i modsætning til hvad mange tror - ikke bestemt af selve grundloven. Der står faktisk ikke et ord om tronfølgen i grundloven. Den er derimod et sidestillet dokument [som der blot henvises til], der for at kunne ændres skal gennem samme proces, men det er også det hele. Man kan sagtens ændre tronfølgeloven uden at ændre [selve] grundloven, og omvendt. Juridisk set er der lige så stor sammenhæng mellem de to, som der er mellem en finanslov og f.eks. en lov om rockeres tilholdssteder. Kort sagt: Hvis politikerne virkelig mener, at tronfølgen skal ændres, hvorfor så vente på den langt mere komplicerede grundlovsrevision? Dertil kommer, at argumentationen for betimeligheden af en revision er en mellemting mellem dårlig og usaglig.

I Sverige ændrede man tronfølgen netop således, at man indførte absolut førstefødselsret, og dér gjorde man det netop, som det nu foreslås, reelt med tilbagevirkende kraft. Resultatet var, at den daværende tronfølger, prins Carl Philip blev erstattet som sådan af sin storesøster, prinsesse Victoria. Det er nok ikke noget dårligt valg, men princippet er vel netop, at det ikke bør være et valg. Ændrer man på tronfølgen ikke ud fra generelle principper, men ud fra særlige hensyn til specifikke enkeltpersoner, har man i virkeligheden ophævet idéen om et konstitutionelt monarki og i stedet indført en slags præsidentielt pseudo-monarki med frit valg.

Det er uhyre svært at få ændret grundloven. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem Men måske langt farligere er, at man dermed sætter en farlig præcedens. Logikken i et retssamfund er og bør være, at love ikke ændres med henblik på specifikke personer. Justitia skal være blind, og man bør ikke lave love, der rammer Peter specifikt, men ikke Poul.

Men institutionaliserer man, at det er acceptabelt at ændre på de fundamentale forfatningsmæssige regler ud fra hensyn til specifikke enkeltpersoner, er det i det lange løb en trussel mod retssikkerheden. Ønsker man at holde fast i retsprincippet, bør man derfor snarere gøre som i Norge, hvor man også, i 1990, har indført fuld kvindelig arvefølge og absolut førstefødselsret, men hvor sidstnævnte først træder i kraft for personer født efter lovens ikrafttræden. Men hvis forslaget vitterlig er så dårligt, hvorfor kommer det så på banen? Og hvorfor netop fremsat af socialdemokrater?

Svaret er - som enhver politiker ved - at det er uhyre svært at få ændret grundloven. Ikke bare skal forslaget vedtages af to folketing, med et valg imellem, men det skal også vedtages af et flertal ved en folkeafstemning, og hvor ja-stemmerne udgør mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede. Det sidste krav er uhyre svært at opfylde og har tidligere været årsag til, at grundlovsændringer er blevet forkastede. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem. Og i disse royalt begejstrede tider, og hvor vi alle støtter en grundlæggende juridisk ligestilling af kønnene, er der næppe noget, der i den grad ville kunne bære en grundlovsændring igennem som et forslag om revision af tronfølgen. Det lærte politikerne i 1953, da man vedtog den afskaffelse af Landstinget, som man længe havde ønsket, men hvor det var indførelsen af kvindelig arvefølge, der bragte stemmedeltagelsen op.

Men der er en anden grund til, at nogle politikere er særlig interesserede i at koble en ændring af grundloven sammen med en ændring af tronfølgen. Formodentlig stort set alle kvindelige vælgere vil være for en indførelse af ubetinget førstefødselsret, og givetvis vil de fleste mænd også, og ganske mange vil formodentlig være passionerede støtter - langt mere end deres støtte til nogen enkelt grundlovsændring. En ændring af tronfølgen vil dermed gøre det muligt at bære grundlovsændringer igennem, som ellers ikke ville have en jordisk chance for at blive vedtaget.

En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet. Men den eneste måde, hvorpå en vælger vil kunne stemme nej til dem på, er ved samtidig at stemme nej til det populære forslag om en ændring af tronfølgen. En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet.

Men der er altså ingen nødvendighed i at koble de to ting sammen i ét forslag. Man kan enten have to helt separate afstemninger med lang tid imellem dem, eller man kan for den sags skyld have to samtidige afstemninger, én om grundloven og én om tronfølgen, hvor man kan stemme ja til begge, nej til begge, eller vælge og vrage.

Det er derfor, at Poul Nyrup Rasmussens og Erling Olsens strøtanker er intellektuelt uhæderlige. Mener man, at tronfølgen bør ændres, så bør politikerne gøre kongehuset og borgerne den tjeneste at gøre det hurtigst muligt - eller også lægge den på is i en generation, eller så længe at det netop ikke vil være et valg. Og under alle omstændigheder bør man have den anstændighed at erkende, at det ene intet har med det andet at gøre og derfor sætte dem til afstemning separat.

6.6.09

Grundloven og tronfølgen

En fremtidig grundlovsreforms fremtid burde ikke kunne afgøres af noget så relativt uvæsentligt som, hvorvidt der er eller ikke er kønsligestilling i Tronfølgen. Læs min klumme i Berlingske Tidende.

Update: Lederskribenten hos 180grader var tilsyneladende enig.

21.5.09

Politikere og moral

Min seneste "På Spidsen"-klumme fra Berlingske Tidende--denne gang om, hvordan politikere ofte mener, at borgerne skal gøre ét, men selv praktiserer noget andet.

Det klima-industrielle kompleks

Min gamle kollega, fagfælle og studiekammerat, Bjørn Lomborg, har en tankevækkende kronik i Wall Street Journal om det, der kan kaldes det "klima-industrielle kompleks": Snævre særinteresser med en privatøkonomisk interesse i at ekspandere miljøreguleringen og derfor i at overdimensionere miljørpoblemerne:

"This phenomenon will be on display at the World Business Summit on Climate Change in Copenhagen this weekend. The organizers -- the Copenhagen Climate Council -- hope to push political leaders into more drastic promises when they negotiate the Kyoto Protocol's replacement in December.

The opening keynote address is to be delivered by Al Gore, who actually represents all three groups: He is a politician, a campaigner and the chair of a green private-equity firm invested in products that a climate-scared world would buy.

Naturally, many CEOs are genuinely concerned about global warming. But many of the most vocal stand to profit from carbon regulations. The term used by economists for their behavior is "rent-seeking."

The world's largest wind-turbine manufacturer, Copenhagen Climate Council member Vestas, urges governments to invest heavily in the wind market. It sponsors CNN's "Climate in Peril" segment, increasing support for policies that would increase Vestas's earnings. A fellow council member, Mr. Gore's green investment firm Generation Investment Management, warns of a significant risk to the U.S. economy unless a price is quickly placed on carbon.

Even companies that are not heavily engaged in green business stand to gain. European energy companies made tens of billions of euros in the first years of the European Trading System when they received free carbon emission allocations. ...

U.S. companies and interest groups involved with climate change hired 2,430 lobbyists just last year, up 300% from five years ago. Fifty of the biggest U.S. electric utilities -- including Duke -- spent $51 million on lobbyists in just six months.

The massive transfer of wealth that many businesses seek is not necessarily good for the rest of the economy. Spain has been proclaimed a global example in providing financial aid to renewable energy companies to create green jobs. But research shows that each new job cost Spain 571,138 euros, with subsidies of more than one million euros required to create each new job in the uncompetitive wind industry. Moreover, the programs resulted in the destruction of nearly 110,000 jobs elsewhere in the economy, or 2.2 jobs for every job created."

Moral blandt britiske politikere & "clubmen"

Den omsiggribende skandale om britiske politikeres misbrug af offentlige kasser til private formål fik forleden i den fine avis The Telegraph nogle kloge ord med på vejen af Andrew Roberts, der var forarget over premierminister Gordon Browns indirekte sammenligning af politikerne med medlemmerne af "private gentlemen clubs", d.v.s. de klubber, der mestendels er beliggende i London-bydelen St. James. Som en dedikeret og begejstret "club man" kan jeg kun være enig i udsagn som f.eks. dette:

"What infernal cheek! How dare the denizens of Westminster, mired in this cesspit of scandal of their own making, look three-quarters of a mile westwards and try to equate London clubmen with their repulsive practices. If one is looking for sleaze and corruption in today's society, where do you look for it: Westminster, or St James's? If club members were caught doing half of what it turns out MPs have been up to, they would immediately be forced to resign their memberships and never show their faces again. ...

The House of Commons has been called "the best club in London", but only by people who aren't members of any others. For it lacks the key ingredient that makes up a really good club: the blackball. Absolutely anybody can become a Member of Parliament who has the qualifications of a thrusting temperament, opinionated nature, desire to boss us about, need to show off and, very often, a gnawing inferiority complex and mother fixation. Who would want to belong to a club full of people like that? ...

If you want to witness vicious, noisy, self-interested, boorish and, we now discover, corrupt behaviour in London society, where would one go? To the sepulchral Athenaeum, courtly Brooks's, elegant White's, beautiful Garrick, noble Pratt's, witty Beefsteak or palatial Reform? Or to the chamber of the Commons on any day the House is sitting?"

20.4.09

Politikken bliver i familien ...

En avisklumme om, at dansk politik mere og mere begynder at ligne et oligopol af politiske klaner ...

1.4.09

Ny bog (næsten) med artikel om dansk politiks dimensioner


Tillad mig at reklamere for, at jeg for nogle måneder siden udsendte bogen "Partier og partisystemer i forandring" (redigeret sammen med Karina Kosiara-Pedersen) som et festskrift i anledning af min chef og gamle lærer, Lars Billes, 65 års fødselsdag.

I bogen--der har indlæg fra en række prominente partiforskere (hvilket jeg ikke selv er)--skriver jeg sammen med mine estimerede kolleger Robert Klemmensen og Mogens N. Pedersen om, hvordan årtiers forskning i, hvor mange dimensioner, der er i dansk politik, stort set uanset hvilken metode, der anvendes, synes at give de samme resultater. Der er--uanset om man ser på politikernes afstemningsadfærd, deres taler, partiernes programmer, vælgernes vurderinger, politikernes egne vurderinger ... o.s.v.--stort set altid tale om en mere eller mindre forudsigelig "højre-venstre"-skala. Lidt pudsigt.

22.3.09

En ny politisk klasse? II

Hvad sker der med dansk politik, når stadigt flere politikere får politik som en egentlig levevej? Det berøres i denne klumme, der nærmest er en slags åndelig forsættelse af en anden nylig.