Edmund Burke, konservatisme og liberalisme

Jeg pusler--nu og da--lidt med at skrive en introduktion til Edmund Burkes politiske tænkning.  Der ud af er der bl.a. kommet en længere blogpost, hvori jeg prøver at påvise, at Burke var (mindst) lige så økonomisk liberal som sin gode ven, allierede og partifælle, Adam Smith, og at nutidens danske Konservative ofte misrepræsenterer Burke.  Her er et uddrag:

"Den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797) bliver ofte set som en slags grundlægger af konservatismen som politisk ideologi–eller filosofi eller grundholdning, eller hvad man nu vil.
Burke bliver i særdeleshed typisk påberåbt af nutidige konservative, når de ønsker at demonstrere en intellektuel basis, der går udover dag-til-dag politikken.  Ikke sjældent fremstilles han i praksis som en slags repræsentant for en “midten-af-vejen” holdning lige langt fra den økonomiske liberalisme og ditto socialisme.  Som en Connie Hedegaard iklædt 1700-tals-paryk og -skødefrakke–klar til kamp for social ansvarlighed, en pæn tone og global bæredygtighed.
Det ville Burke nu nok have frabedt sig–især hvis han havde kunnet se, hvad de selvsamme gør sig til talsmænd for i praktisk politik, altimens de påberåber sig hans navn.  For nutidens Konservative citerer som regel Burke, som en vis person læser Biblen.  De ignorerer konteksten og alt andet end Burkes kritik af Den Franske Revolution som udslag af systemtænkning.  De ser bort fra, at Burke selv ræsonnerede indenfor rammerne af naturretstænkning og var en prominent fortaler for, at alle mennesker har et sæt af medfødte, naturlige rettigheder, uanset om disse måtte være implementeret i konkret lovgivning eller ej.  De glemmer, at han var parlamentsmedlem og chefideolog for det liberale Whig-parti, de konservative Toryers væsentligste modstander og bedste ven med liberalismens “bedstefader”,  Adam Smith.
De plukker selektivt passager ud med smukke men luftige metaforer om “kontrakten mellem generationerne”, om “fællesskab” hvor “ingen mand er en ø”, og om at “forandre for at bevare”.  Udsagn, som har præcis så meget konkret at sige om praktisk politik, som fuglenes flugt eller døde dyrs indvolde har at fortælle om fremtiden.  Det er “fluffy”, næsten esoteriske udsagn, som i praksis kan anvendes til at argumentere for både det ene og dettes eksakte modsætning.  På den måde bliver nutidens forsøg på at lave konservativ tænkning meget ofte til en slags påskeæg af den slags, man kan fylde med indhold: En tom ydre skal og indeni lige præcis, hvad man kan få plads til–inklusive ikke så lidt luft, hvis man ikke har andet at byde på."