Obamas hverdag

Jeg har tidligere redegjort for, hvorledes de næsten messianske forventninger til præsident Barack Obama efterhånden har måttet justeres i.f.t. den politiske hverdag. Det gør jeg nu igen i en klumme i Berlingske Tidende forleden. Det korte af det lange er, at Obama allerede nu er i visse problemer--trods et solidt politisk flertal i kongressen bag sig.

Hvad er årsagerne? Obama har ikke begået nogen store fejl, i hvert fald ikke af den umiddelbart synlige slags. Problemerne skyldes slet ikke Republikanerne--som fortsat ligger gevaldigt underdrejet, både i og udenfor kongressen.

Det ansete ugeblad The Economist peger i sin leder i denne uge på, at en årsag er, at Obama har overladt for meget af sin politik til partifællerne i kongressen—som ligger pænt til venstre for de amerikanske midtervælgere. De vil gerne bruge flere penge og blande sig i mere, end vælgerne er villige til og gør det ved så meget som muligt at føre hård blokpolitik. Dermed fremstår Obama ifølge bladet som en præsident, ”der enten bevidst eller instinktivt glider mod venstre, og som er mere optaget af luftige visioner end af detaljer”.

Hvis Obama vitterligt ligger i midten af amerikansk politik (sådan som de fleste midtervælgere nok troede, da de stemte på ham), hvorfor regerer han så ikke sådan? Der er to oplagte muligheder.

Den ene mulighed er, at han er en dårlig realpolitiker, som ikke kan få sine partifæller til at gøre, hvad han vil. Den anden er, at han måske slet ikke ligger i midten af billedet, men derimod som hans kritikere længe argumenterede med henvisning til hans fortid et pænt stykke ude på venstrefløjen af venstrefløjen. Det blev afvist som ”skræmmekampagne” og ”gammeldags”.
Men som præsident kan man ikke nøjes med at tale—man må handle, og på et eller andet tidspunkt viser man så, hvor man virkeligt står.

Dertil kommer, at hvis Obama gerne vil føre en mere venstreorienteret politik, så er det nu, han skal gøre det. Vi befinder os nu i ”en så seriøs krise”, at den—som hans stabschef sagde—”er for god til at spilde”. Jo nærmere han kommer på næste valgdag, jo sværere bliver det.

Jeg er selv nok meget enig med Sean Trendes analyse fra RealClearPolitics.com:

“Then we look to 2010. The average midterm loss for a President’s party since World War II has been 10.5% of its seats. But the economy isn’t looking too hale right now; the average loss for a President’s party when real disposable income rises by less than 2% is 13%. The average loss for a President’s party when the President’s approval is at or below 50% is 16%. And if you look at real disposable income increases of less than 2% and a Presidential approval of less than 50% -- at the very least a possible scenario for 2010 – you end up with a murderer’s row of midterm elections: 1946, 1974, 1982, 1994, 2006.

The four scenarios described above would translate to losses of 27, 33, 41, and 49 seats, respectively for the Democrats. The latter two would hand control of the House to Republicans, while the former would deprive the Democrats of working control of the House. And remember, these are just averages. Some results in each category are lower, but some are higher.

In other words, Obama realizes that the odds are not likely going to improve for the implementation of an aggressively liberal agenda. Right now, he is in the midst of a liberal moment, where he has governing majorities in each House. He wants to get a health care bill through that is the closest to his philosophy, and he knows that future Congresses are unlikely to have similarly hearty Democratic majorities.

So he’s “going for it,” knowing that if he can ram a bill through – and with a 80-seat majority in the House I think he ultimately will be able to – it will probably never be repealed, even if Republicans surge back in 2010. If he doesn’t do it now, he will likely be relegated to pursuing an incrementalist strategy, similar to what the Democrats have been pursuing since 1994. If you accept that Obama truly is a solid liberal at heart, not a centrist, and that he’s ultimately at least as concerned about getting this agenda through as he is getting re-elected, then his present approach makes sense.”

Så måske er det bare er, hvad han helst vil. I så fald har Obamas politiske udspil vist sig at ligge så ganske langt fra de midtervælgere, der i november 2008 valgte ham, at han er ved at støde dem fra sig. Endnu en indikation af, at det mestendels var recession og Bush fatigue snarere end begejstring for Obamas program, der afgjorde valget.