Marx tog fejl

Karl Marx er en af de mest indflydelsesrige og interessante tænkere i de sidste 175 års politiske tænkning.  Han er også en af dem, der har taget mest fejl.  Det kan der være grund til at minde om i en tid, hvor finanskrisens efterdønninger af og til får folk til at tro, at denne skulle have bevist, at Marx havde ret.  Min gode, gamle ven, Dr. Madsen Pirie (Adam Smith Institute), har fornylig i en debat givet en pædagogisk opsummering af de væsentligste empiriske fejl i Marx' tænkning:

"He was wrong to predict that history would take us to the inevitable triumph of the proletariat and then stop.  History shows no signs of doing either.  Marx was also wrong to suggest that this would happen first in the most advanced economies as the final stage of capitalism.  In fact such revolutions as came took place in less developed economies such as Russia and China.  It has not happened in the advanced economies, and this could be because Marx was wrong about something else. He predicted that capitalism would drive down wages to survival level before its final denouement.  In fact as economies became more advanced, both wages and living standards rose to levels not even dreamt of in Marx's day, and this seems to have lowered the pressure for revolutionary change.

Marx was also wrong about something more fundamental.  He was wrong about change.  I don't just mean that he was wrong about the changes that would come about; more fundamentally he was wrong about how change takes place.  He took

Når jeg ser et rødt flag sole sig ...

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, "Når jeg ser et rødt flag sole sig", der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave ("It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations"). Kronikken er her, og essensen er:

"Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. ...

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle - men