Når den offentlige mening er meningsløs

Udover min nylige artikel i European Journal of Political Economy om valgparadokser i.f.m. USA-præsidentvalget i 2016 og min artikel i Oxford Handbook of Public Choice om social choice teori i.f.m. den socialdemokratiske velfærdsstat, har jeg fornylig berørt social choice teori i et debatindlæg om Brexit i Berlingske.  Her er et klip:

"Vi er vant til at tænke på demokrati som, at flertallet bestemmer. Vi kan faktisk slet ikke forestille os et demokrati, der er betegnelsen værdig, hvor det ikke er tilfældet.
Problemet er blot, at der ikke altid er en »folkevilje« et sted derude. For så snart mere end to mennesker skal vælge mellem mere end to alternativer, kan det være, at selve afstemningsformen bliver afgørende for udfaldet – eller at der slet ikke findes noget, som ikke er mindre foretrukket end noget andet.


Sådanne fænomener har matematikere studeret i 250 år. De kalder den slags et »cyklisk flertal«: Et flertal foretrækker A fremfor B. Et andet flertal vil have B fremfor C. Et tredje flertal foretrækker C fremfor A. Altså lidt ligesom sten slår saks, saks slår papir, og papir slår sten.

Hva’ ba’? Pointen kan illustreres med dette eksempel: Tre rygere sidder om et stort rundt bord og skal sammen dele et askebæger. Uanset hvor på bordet askebægeret stilles, vil der altid være et andet sted, som to af de tre vil foretrække mere end der, hvor askebægeret står. Altid. Selv hvis det står lige midt på bordet.

[... ]Den britiske Brexit-proces, der i disse uger synes næsten kaotisk, illustrerer problemet. Da briterne i 2016 stemte »leave« var det med et relativt beskedent flertal fremfor »remain«. Men hver af de to sider består reelt af flere undergrupper, herunder nogle der er utilfredse med EU, men som hverken ønsker, at Storbritannien skal kappe alle relationer til kontinentet, eller at tingene skal forblive, som de var. Men ved afstemningen måtte mange af disse så, fordi de kun fik to alternativer, vælge deres næstmest foretrukne.

Det kan man se antydninger af i mange meningsmålinger, der medtager både »hård Brexit«, »blød Brexit« og fortsat uændret EU-medlemskab: Her er der aldrig et absolut flertal (mere end 50 pct.) bag nogle af de tre muligheder. Enkelte meningsmålinger antyder også, at det kan være tæt på en »folkevilje«, hvor et flertal foretrækker en »hård Brexit« fremfor fortsat EU-medlemskab, og dette mere end Mays aftale, og denne fremfor »hård Brexit«. Eller hvor et flertal vil have Mays aftale frem for uændret medlemskab og dette frem for »hård Brexit«, men måske dette frem for Mays aftale. Kun få procent af stemmerne skal flyttes den ene eller anden vej for at give ganske forskellige resultater."

Mapping policy spaces

How do political parties locate themselves relative to each other in "political space"? And how can one "measure" and identify such locations? I have a new paper out in Research & Politics, authored with Frederik Hjorth, Robert Klemmensen, Sara Binzer Hobolt and Martin E. Hansen.  Here is the abstract:

"Assigning political actors positions in ideological space is a task of key importance to political scientists. In this paper we compare estimates obtained using the automated Wordscores andWordfish techniques, along with estimates from voters and the Comparative Manifesto Project (CMP), against expert placements. We estimate the positions of 254 manifestos across 33 elections in Germany and Denmark, two cases with very different textual data available. We find that Wordscores approximately replicates the CMP, voter, and expert assessments of party positions in both cases, whereas Wordfish replicates the positions in the German manifestos only. The results demonstrate that automated methods can produce valid estimates of party positions, but also that the appropriateness of each method hinges on the quality of the textual data. Additional analyses suggest that Wordfish requires both longer texts and a more ideologically charged vocabulary in order to produce estimates comparable to Wordscores. The paper contributes to the literature on automated content analysis by providing a comprehensive test of convergent validation, in terms of both number of cases analyzed and number of validation measures."

"Social choice" & demokratiske paradokser

Min klumme dd. giver et lille, kort "social choice"-teoretisk perspektiv på det kommende folketingsvalg:

"Folketingsvalget kan komme når som helst, og uanset hvem der vinder, vil der være masser af skåltaler om, at valget er »en festdag for demokratiet«, og at »folket har talt«. Siden Murens fald i 1989-90 er demokrati da også blevet noget nær uanfægteligt som en måde at organisere politik på, i hvert fald i Vesten.
Men den ukritiske fremstilling af demokratiet som manifestationen af en »folkevilje« er langt fra den logik, der mere fundamentalt kan karakterisere demokratiet, når man skraber lidt i overfladen. Dét er noget, matematikere, filosoffer og enkelte statsmænd har været klar over siden antikken, men sjældent er trængt igennem til den idylliserende måde, vi taler om demokratiet på.
Problemet er i al sin simpelhed dette: På den ene side er det en »indbygget« del af vores demokratiforståelse, at »vinderen« skal være mere foretrukket af et flertal af vælgerne end alternativerne. På den anden side kan der reelt ske mærkelige ting, så snart mere end to personer skal vælge mellem mere end to alternativer, eller beslutningen skal »gennem« et valgsystem. I de sidste tilfælde kan man ikke være sikker på, at det første holder.
Hva’ba? Jo, matematikere har vist, at man kan have situationer, hvor et flertal foretrækker C frem for B, og et flertal ønsker A snarere end B – men hvor det paradoksalt nok også er tilfældet, at et flertal vil have C frem for A. Dermed har man, hvad der kaldes et »cyklisk flertal«: C slår B slår A slår C. Uanset hvad der bliver valgt, er det alene måden og rækkefølgen, man stemmer på, der afgør udfaldet. [...]
Man kalder dette for »Condorcets Paradoks« efter den franske matematiker, der i 1700-tallet opdagede det. Hans kollega opdagede det fænomen, der kaldes »Bordas Paradoks«: Her får A flere stemmer end B, men B vinder."

Condorcets Paradoks anslås at forekomme i 10-15 pct. af de tilfælde, hvor mere end to vælgere skal vælge imellem mere end to alternativer--og Bordas Paradoks forekommer ganske hyppigt i alle tænkelige demokratiske sammenhænge.

Det har jeg igennem årene beskæftiget mig en del med--også i "populære" kommentarer (f.eks. dagens, i en kommentar til det tyske forbundsvalg, i en alternativ analyse af det amerikanske præsidentvalg i 1960, om danske meningsmålinger i 2011, og om TV-serien "Borgen" (!).

Til min forskning på området hører bl.a. disse af mine arbejder, hvor jeg har prøvet

Prognose for midtvejsvalg i USA 2014: Senatet

Prognose pr. 4.XI.2014 (sidste opdatering):

Republikanerne: 52 (+7)

Demokraterne: 45 (-8)
Uafhængige: 3 (+1)

Republikansk gennemsnitligt forspring i delstaterne: 4,4%
(sidste uge: 3,6%)

I de senere år er interessen for at kunne "forudsige" udfaldet af valg i USA tilnærmelsesvis eksploderet.

Det begyndte for et par årtier siden med politologers og økonomers forsøg på at lave teoretisk drevne modeller, der gerne med så få antagelser som muligt skulle kunne forklare så meget af den historiske variation i stemmeandele som muligt--og også gerne forudsige de konkrete vindere.  Særligt stærke har modeller været, der forklarer det regerende partis kandidats stemmeandel med den økonomiske udvikling.  (Min personlige favorit er prof. Douglas Hibbs' "Bread & Peace"-model for præsidentvalg, der klarer sig ekstremt godt på både få antagelser, overordnet forklaringskraft og konkrete forudsigelser.  Min egen "Bread & the Cost of Ruling"-model har været under udvikling siden 2008.)

Med internettet, flere data og forøgede software-muligheder for let at lave stadigt mere avancerede kvantitative analyser, der tidligere skulle laves på papir og med lommeregner, har snart sagt ethvert større medie i USA fået deres egne analytikere eller forskere, der laver "prognose"-modeller.  Den mest kendte er Nate Silvers "538" (tidligere hos New York Times, men nu selvstændig), men med på vognen er f.eks. Washington Post og New York Times.  Disse er typisk baserede i meningsmålinger (snarere end f.eks. økonomiske faktorer) og sigter generelt mod at kunne forudsige så præcist som muligt (men er til gengæld i sagens natur "fattige", når det kommer til egentlige forklaringer af udfaldene).

Jeg har i en del år (faktisk siden 1996, hvor jeg lavede en analyse for DR), på den ene og anden vis, forsøgt mig med kommenterende analyser og enkelte specifikke forudsigelser.  I år har vil jeg i forbindelse med midtvejsvalget lave en systematisk men enkel meningsmålingsbaseret prognose for udfaldet af den mest interessante del af dét--valget til Senatet.  (Valget til Repræsentanternes Hus er lige så vigtigt, men dér er Republikanernes sandsynlighed for at holde--og endog øge--deres flertal tæt på 100 pct.)

"Modellen"

Modellen, som jeg vil opdatere et par gange inden valgdagen, er ekstremt simpel sammenlignet med de ovennævnte: For hver delstat tager jeg a) de fem seneste meningsmålinger fra b) forskellige meningsmålingsfirmaer og c) tager så den ikke-Republikanske kandidats "median"-resultat.  (Er der kun fire eller to, tager jeg et simpelt gennemsnit.) Er median-andelen og gennemsnittet grundlæggende det samme, laver jeg et "call" på baggrund af det; er de forskellige, gør jeg det samme p.b.a. medianen og evt. andre forhold. (Medianen er i mange henseender at foretrække fremfor gennemsnittet ved denne type analyser, jf. her og her.) Giver medianen "uafgjort", følger jeg gennemsnittet.

Alle meningsmålingsdata hentes fra RealClearPolitics.  Dermed er alt offentligt og replicerbart.

Seneste data (per 4.XI.2014)

Delstat Seneste måling Næst-seneste måling 3. seneste måling 4. seneste måling 5. seneste måling Gennemsnit Median PKK's "call" Alabama  R Alaska -1,0% -5,0% 6,0% -4,0% -4,0% -1,6% -4,0%  R Arkansas -8,0% -7,0% -13,0% -2,0% -5,0% -7,0% -7,0%  R Colorado -3,0% -2,0% -2,0% -1,0% -6,0% -2,8% -2,0%  R Delaware 18,0% 25,0% 15,0% 19,3% 18,0%  D Georgia -4,0% -1,0% -3,0% -3,0% -4,0% -3,0% -3,0%  R Hawaii 52,0% 26,0% 32,0% 36,7% 32,0%  D Idaho -31,0% -18,0% -25,0% -24,7% -25,0%  R Illinois 10,0% 10,0% 13,0% 14,0% 10,0% 11,4% 10,0%  D Iowa -3,0% 0,0% -7,0% -1,0% -1,0% -2,4% -1,0%  R Kansas 1,0% 1,0% -1,0% 2,0% 1,0% 0,8% 1,0%  I Kentucky -9,0% -8,0% -5,0% -6,0% -8,0% -7,2% -8,0%  R Louisiana -1,0% -5,0% -7,0% -8,0% -4,0% -5,0% -5,0%  R Maine -20,0% -32,0% -19,0% -40,0% -35,0% -29,2% -32,0%  R Massachusetts 14,0% 15,0% 20,0% 25,0% 16,0% 18,0% 16,0%  D Michigan 13,0% 15,0% 14,0% 15,0% 8,0% 13,0% 13,0%  D Minnesota 11,0% 9,0% 10,0% 10,0% 10,0%  D Mississippi -22,0% -15,0% -12,0% -16,3% -15,0%  R Montana -18,0% -16,0% -20,0% -18,0% -20,0%  R Nebraska -29,0% -17,0% -23,0% -23,0%  R New Hampshire 2,0% -1,0% 1,0% 7,0% 0,0% 1,8% 1,0%  D New Jersey 14,0% 12,0% 24,0% 16,0% 11,0% 15,4% 14,0%  D New Mexico 7,0% 16,0% 18,0% 13,0% 13,0% 13,4% 13,0%  D North Carolina 2,0% 0,0% 1,0% -2,0% 2,0% 0,6% 1,0%  D Oklahoma -35,0% -36,0% -31,0% -34,0% -35,0%  R Oklahoma -31,0% -34,0% -29,0% -31,3% -31,0%  R Oregon 19,0% 12,0% 21,0% 17,3% 19,0%  D Rhode Island 45,0% 35,0% 40,0% 40,0%  D South Carolina -15,0% -20,0% -18,0% -17,7% -18,0%  R South Carolina -28,0% -31,0% -32,0% -30,3% -31,0%  R South Dakota -14,0% -11,0% -9,0% -14,0% -13,0% -12,2% -13,0%  R Tennessee -22,0% -15,0% -18,5% -18,5%  R Texas -22,0% -26,0% -21,0% -18,0% -21,8% -21,5%  R Virginia 7,0% 12,0% 10,0% 10,0% 9,8% 10,0%  D West Virginia -22,0% -11,0% -17,0% -16,7% -17,0%  R Wyoming -40,0% -36,0% -38,0% -38,0%  R

NB! Tallene er forspring i stemmeandel til den ikke-Republikanske kandidat (d.v.s. generelt en Demokrat).  Hvis tallet er negativt, står Demokraten til at tabe; er det positivt, står vedkommende til at vinde. Der er ikke taget højde for konfidensintervaller o.l.

Prognosen

På denne enkle baggrund er min prognose altså, at Republikanerne (der udover dem, der er på valg, har 30 medlemmer af Senatet) vil få 52 mandater, mens Demokraterne (der p.t. har 32 andre end dem, der er på valg) vil få 45 og dermed tabe flertallet i kammeret, mens et yderligere mandat vil gå til "uafhængige" (hvoraf der allerede er to, som er associerede med Demokraterne).

Selvom "modellen" er ekstremt simpel og uteknisk, giver den reelt det samme billede som de langt mere avancerede/komplekse modeller.  Disse siger per dd.:

• DailyKos [erklæret Demokratisk]: R: 53; D: 47 (inkl. "uafhængige")
• 538/Nate Silver: R: 53; D: 47 (inkl. "uafhængige")

Midtvejsvalg 2014 i USA

Jeg er langsomt ved at varme op til dækning af det kommende midtvejsvalg i USA i november i år, hvor hele Repræsentanternes Hus, 1/3 af senatet og et stort flertal af landets guvernørposter er på valg.

Her er min klumme i Berlingske fra forleden: "Republikanerne på vej til sejr".  Den hed egentlig "Kan Republikanerne slå sig selv igen?", hvilket var det underliggende tema, men debatredaktionen syntes nok, at titlen var for lang og/eller for ikke-provokerende.  Den redigerede siger sådan set også, hvad konklusionen er: At Republikanerne p.t. ser ud til at få et ganske godt valg, hvor man fastholder stort set alt, hvad man har, og måske går nok frem i senatet til at få flertallet der.  Dermed bliver midtvejsvalget måske et af deres bedste i mange årtier og potentielt bedre end 2010.

Det berørte jeg sådan set allerede i en blogpost efter de seneste amerikanske lokalvalg, der blev afholdt i november 2013: "Obamas nedtur".

De fleste anerkendte analytikere synes at være enige, bl.a. Nate Silver ("538"), Larry Sabato, Alan Abramowitz, John Sides m.fl.

Washington Posts "Election Lab" prognose (John Sides).

Jeg venter med at begynde at give mine egne bud indtil efter sommerferien. Men i sidste ende er det, som (næsten) altid,

Udvalgte klummer & indlæg 2013

Det blev til alt i alt pænt over 100 debatindlæg og blogposter i 2013.  Jeg har nedenfor--ligesom sidste år--forsøgt at se på, hvilke der "vandt mest gehør".  Jeg har igen, lidt arbitrært, taget dem, der på Facebook fik +100 "likes" (en feature, der iøvrigt en del af året var fjernet fra Berlingskes hjemmmeside); det kunne lige så godt have været 50 eller 150, men nu var det 100 styk, jeg brugte som kriterium sidste år, og det gør jeg så igen, uanset om det er blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" anført ved hver).

Resultatet af de mest "likede" er nedenfor--hvoraf jeg måske selv er gladest for nr. 1, den om Camilla Vest-skattesagen, fordi den efterfølgende var med til at genoplive interessen for en sag, som ellers stort set kun B.T. havde interesseret sig for, men som (efter min mening) var et gruopvækkende eksempel på, hvordan det kan gå, når offentlige myndigheder glemmer, hvem de er til for.

• 1. "Hvor er indignationen over Skat?" (Magt & Marked, 2013): +2.300 ...
• 2. "Gid Danmark var en by i Texas ..." (Magt & Marked, 2013): 492.
• 3. "Tusinde milliarder hér, tusinde milliarder dér ..." (Magt & Marked, 2013): 378
• 4. "De pæne menneskers uanstændige tone" (Magt & Marked, 2013): 357.
• 5. "Mangfoldighed uden gevinst" (Kurrilds, 2013): 328.
• 6. "Kabells nye autobil" (Groft Sagt, 2013):  326.
• 7. "Loke, Thor og Lars Hedegaard" (Magt & Marked, 2013) : 315.
• 8. "Der er faktisk ikke jeres penge" (Kurrilds, 2013): 298.
• 9. "Den totalitære tryghed" (Kurrilds, 2013): 263
• 10. "Velfærdsnarcissister" (Kurrilds, 2013): 224
• 11. "Blodige hænder" (Kurrilds, 2013): 209.
• 12. "Døden fra Detroit" (Kurrilds, 2013): 197.
• 13. "Kampen (og myten) om de ti liberale teser" (Magt & Marked, 2013): 164.
• 14. "Nej, intet tyder på jordskredsvalg - endnu" (Magt & Marked, 2013): 160.
• 15. "Men kan Annette Vilhelmsen overleve politisk?" (Magt & Marked, 2013): 148.
• 16. "Værdikæmperen Thatcher" (Magt & Marked, 2013): 106.
• 17. "Det er faktisk ikke jeres penge II" (Kurrilds, 2013): 106.
• 18. "Lad dem spise mursten!" (Groft Sagt, 2013): 105.
• 19. "Stem på mig! Jeg er din holdningsløse kandidat ..." (Magt & Marked, 2013): 102.
• 20. "Amning, halal og nøgenbadning" (Magt & Marked, 2013): 100.
• 21. "Kulturrevolutionen" (Groft Sagt, 2013): 100.

1. To tanker, der melder sig, når jeg ser
   

Det er faktisk ikke Jeres penge ...

Foranlediget af henholdsvis kommunale budgetter/kommunalvalg og balladen om Lars Løkke Rasmussens afregninger i.f.m. GGGI, har jeg skrevet to klummer med titlen "Det er faktisk ikkke Jeres penge", del I og del II.  Essensen kan beskrives med dette referat af Milton Friedman:

"[Mennesker] bruger penge forskelligt, afhængigt af om det er deres egne eller andres, og hvad formålene er. Nobelprisvinderen i økonomi, Milton Friedman, argumenterede ofte, at der logisk set er fire forskellige måder at bruge penge på – afhængig af, hvem der yder, og hvem der nyder.Man kan bruge egne penge på formål valgt af én selv. Man kan bruge andres penge på formål valgt af én selv. Man kan også bruge egne penge på formål valgt af andre. Og endelig kan man bruge andres penge på formål valgt af andre.
Friedmans pointe handlede om forsigtighed: At uanset det konkrete formål, er vi mennesker naturligt mest forsigtige med de midler, der er vores egne og mindst forsigtige med andres penge – og mest selvoptagne, når vi kan. Er det éns egne, har man naturligt nok et større incitament til at pleje, planlægge, spare og investere, mens det er lige omvendt, når det er andres penge: Så gælder det bare om at bruge løs. Ligeledes med, om det er en selv eller andre, der bestemmer formålet. Er man i tvivl om det, skal man blot sammenligne ens eget toilet med ét på en banegård – eller hvordan politikere og andre offentlige beslutningstagere bruger deres egne penge, og hvordan de kan tænkes at opføre sig med skattekroner, når de ikke tror, de bliver set over skulderen."

Det har en pointe i.f.t. kommunalvalget:

"I selve valgåret sænker de skatterne

Står vi overfor et nyt "jordskredsvalg"?

Jeg har nyligt skrevet to indlæg (en klumme og en blogpost) om, hvorvidt de nuværende meningsmålinger antyder--som mange synes at hævde--, at vi står overfor et "jordskredsvalg".

Mit svar er nej: Det ser historisk skidt ud for nogle partier: Særligt Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er for kraftigt nedadgående, mens Konservative er fortsat vigende.  Men anskuet med politologiske briller er de nuværende meningsmålinger blot mere af en tendens, vi har set længe.  De kan slet ikke sammenlignes

Stemmer stemmerne i ”Borgen”?

Flere iagttagere af TV-serien ”Borgen” har gennem tiden hæftet sig ved, at de forskellige mandatfordelinger ikke altid synes at give mening.  I nogle afsnit har en gruppe af partier sammen flertal/ikke-flertal, for lidt senere i samme afsnit at få byttet rundt—uden at noget ”sker” parlamentarisk i mellemtiden.

I seriens klimaks i dens nylige, sidste afsnit (nr. 30) sker der noget mærkeligt efter afholdelsen af Folketingsvalget, nemlig da man kom til at skulle danne regering.

Her er, hvad man fik at vide og et par mulige fortolkninger.  Markeret med * er de mandatfordelinger for de 175 mandater, man får oplyst i afsnittet som valgets landsresultat, altså ekskl. de fire nordatlantiske (to fra Grønland, to fra Færøerne):

Partier	Mandater / flertal blandt 175 (ekskl. nordatlantiske) kræver 88	Mandater / flertal blandt alle 179 kræver 90
Solidarisk Samling (SS)	12*	12*
Miljøpartiet (MP)	22*	22*
Arbejderpartiet (AP)	42*	42*
Venstrefløj (SS+MP+AP)	=76*	=76*
Nye Demokrater (ND)	13*	13*
Højrefløj (M+NH+L+FP)	=86*	=86*
Moderate (M)	5*	5*
Nye Højre (NH)	23*	23*
Liberale (L)	maks. 47	maks. 45
Frihedspartiet (FP)	min. 11	min. 13

 * Mandatfordelinger, der oplyses eksplicit i afsnittet

Man kan ikke i afsnittet se og får ikke at vide, hvor mange mandater De Liberale og Frihedspartiet får.  Der siges intet om de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, så man kan ex ante antage, at de enten fordeler sig lige mellem "blokkene" eller holder sig ude af regeringsdannelsen.

Det kræver 90 mandater for at kunne være sikker på at have flertal (en majoritet) bag sin politik i Folketinget.  For ved en "dronningerunde" at få til opgave at danne regering kræver det kun et simpelt flertal (en pluralitet) af mandaterne bag sig.

Scenarie A.

1. På et tidspunkt på valgnatten henvender MP, AP og FP sig til ND (ved endnu et hemmeligt møde på ... Ridebanen!) med henblik på en bred koalition med Birgitte Nyborg som statsminister, og det forstås af konteksten, at det må være udenom SS.  Hvis det er tilfældet, må FP have mindst 13 mandater—fordi 22+42+13=77.  Hvis FP ikke har mindst 13 mandater, ville koalitionen ikke have de 90 mandater, som det kræver for et flertal i Folketinget, og det er, hvad det præsenteres som, at man vil have.  Nyborg siger, at det helt store spørgsmål er: "Hvem kan tælle til 90? Det kan jeg, hvis jeg tager imod dette tilbud. [... statsminister for] en flertalsregering. Det er en historisk mulighed. Det, der bliver besluttet i regeringen, kan blive gennemført i morgen, og jeg skal ikke spørge nogen om lov. Er du klar over, hvad jeg vil kunne få gennemført?" (48-49 minutter inde i afsnittet)
2. Men hvis FP har mindst 13 mandater, kan L--ved en antagelse om, at vi taler om et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer (altså 90)--højest have 45 mandater—fordi 86-5-23-(min.)13 er = maks. 45.
3. Så kommer mysteriet: Efterfølgende laves på forslag af Birgitte Nyborg en ny regering af ND, NH og L med Lars Hesselboe som statsminister.  (M omtales ikke, men vi antager, at de vil støtte.)  Følger man ræsonnementet hos Nyborg, vil denne angiveligt have flertal uden at skulle basere sig på FP—men det giver under de skitserede antagelser kun 13+5+23+maks.45 = maks. 86 mandater.
4. Her er så det mulige problem: Hvis ND, M, NH og L alle peger på Hesselboe/Nyborg m.fl., så har de altså maks. 86 mandater bag sig, men hvis den anden koalition peger på AP's leder, Thorsen, så har denne koalition 89 mandater ved "dronningerunden", hvis FP og SS peger på AP's Thorsen snarere end L's Hesselboe eller på en helt tredje.  (De to sidste muligheder hører vi ikke noget om.)

Hvis vi ikke ved andet, end hvad vi får at vide i afsnittet, må konklusionen altså være, at ingen af de to "blokke" kan være sikre på at have et sikkert flertal (90) bag sig i hverdagen (men vil være afhængige af et eller alle nordatlantiske mandater og Hesselboe/Nyborg tillige kun være en mindretalsregering), men at det til gengæld vil være er den af AP ledede koalition, som har en pluralitet af stemmerne bag sig og derfor ved en "dronningerunde" vil få tjansen med at danne regering.

Man kan ikke antage sig ud af det problem ved at øge De Liberales mandattal til f.eks. 47 eller 49 mandater.  

Udvalgte klummer & indlæg 2011-12 ...

Jeg har nu blogget hos Berlingske i knap to år--og både i den periode og en del år før skrevet klummer og kronikker, bidraget til "Groft Sagt" m.v. sammesteds.  Dét--kombineret med interesse for valgsystemer--har fået mig til fundere lidt over, hvordan man egentlig bedst kan "måle" den synlige "interesse" for ens egne indlæg.

Som skribent på et medie som b.dk har man ikke selv adgang til "klik"-data, så man må se på andre ting, hvis man vil danne sig et indtryk.  Én mulighed er at se på antal kommentarer.  Problemet med det er, at internettet--ligesom en god kloak--giver frit afløb for stort set alt.  Ofte fra et lille antal personer, der føler stærkt for eller imod--og gerne under pseudonym.

Mere meningsfuldt er det måske at se på Facebook tilkendegivelser.  Disse sker under eget navn, og med kun én stemme per person i.f.t. det pågældende emne.  Til gengæld kan man stemme frit på alle de ting, man kan lide.  På den måde minder Facebook-"likes" faktisk en del om den valgmetode, der kendes som "approval voting" (godkendelses-valg)--og som valgteoretikere generelt finder er blandt de mest optimale givet de forskellige metoders respektive kvaliteter.

Jeg har med de briller på prøvet at anskue hvilke af mine Berlingske-indlæg, der har givet "størst" positiv respons, lidt arbitrært opsummeret som dem der "on-line" har fået mere end 100 "likes", uanset om det har været blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" i parenteser):

1. "Skandalen Jersild" (Magt & Marked, 2011): 890.
2. "Det Radikale styringsparti" (Magt & Marked, 2012): 720.
3. "Jeg anklager" (Kurrilds, 2011): 380.
4. "Totalstaten" (Kurrilds, 2012): 367.
5. "1984 i 2012" (Magt & Marked, 2012): 279.
6. "Den urimelige kritik af Thorning-Schmidts tale - og den rimelige" (Magt & Marked, 2012): 273.
7. "Det falske 'fællesskab'" (Kurrilds, 2012): 234.
8. "Den politiske klasses dobbeltmoral" (Magt & Marked, 2011): 233.
9. "Sohn, socialisme og sort snak" (Magt & Marked, 2011): 233.
10. "Ufiltreret uvidenhed" (Kurrilds, 2011): 211.
11. "Kvote-fup" (Kurrilds, 2012): 210.
12. "Har Manu Sareen et problem?" (Magt & Marked, 2012): 203.
13. "De fiktive nedskæringer" (Magt & Marked, 2011): 200.
14. "Voldsekstremisterne" (Kurrilds, 2011): 192.
15. "Jobdræberne" (Magt & Marked, 2012): 181.
16. "Bananrepublikken Danmark?" (Magt & Marked, 2012): 179.
17. "Det man ikke ser" (Kurrilds, 2012): 177.
18. "Ord, handling og strudselogik" (Magt & Marked, 2012): 150.
19. "Energiforligets pris" (Magt & Marked, 2012): 147.
20. "Fanatisme og misundelse" (Kurrilds, 2011): 146.
21. "VK-regeringen & katten i sækken" (Magt & Marked, 2011): 144.
22. "Vestagers venner" (Magt & Marked, 2011): 141.
23. "Liberalisme, Lykkeberg og luftkasteller" (Magt & Marked, 2012): 132.
24. "Spar på krudt & hovsa-politik" (Magt & Marked, 2011): 122.
25. "Lov og orden" (Groft Sagt, 2012): 120.
26. "Myten om censtrum-venstre" (Kurrilds, 2012): 119.
27. "Mere velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 119.
28. "Hvorfor er det så interessant, hvad de kendte mener?" (Kurrilds, 2011): 118.
29. "Den dag i New York" (kronik, 2011): 116.
30. "Nyttige idioter" (Groft Sagt, 2011): 116.
31. "Det ubehagelige faktum" (Kurrilds, 2012): 111.
32. "God bedring!" (Groft Sagt, 2012): 110.
33. "Romney vælger Ryan" (Magt & Marked, 2012): 109.
34. "Velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 106.
35. "Alle rammes af en formueskat" (Magt & Marked, 2012): 104.

Comparison of US 2012 election results, polls and forecasts

There have never been more polls and more "predictions" in a US election than in 2012.  So much so of both that we may have reached a point of saturation.

Nonetheless, here is a quick comparison of the actual election result (in terms of national popular vote shares for the two major party candidates) and the last polls from various pollsters as well as the last "predictions" made by various individuals and websites.  The comparison is based in "gross errors" vis-a-vis the actual election result.*

As is evident the poll aggregates do quite well, with the exception of Huffington Post's Pollster, although all get the "outcome" (winner) right.

Among the pollsters the variation is greater, ranging from the very precise (PPP, IBD/TIPP) to the far off (Reuters, Zogby, Pew et al.).  Most pollsters are within the statistical margin of error.  Rasmussen, which did very well in the last two presidential elections, was mediocre this time, while Pew,

Amerikansk præsidentvalg 2012: Vægtet, dagligt gennemsnit af "tracking polls" af "sandsynlige vælgere"

Dagens§ tal:4.-5.11.: Obama: 49,21%; Romney: 48,73% (-0,5%) [N = 7.257. Kilder: ABC News/Washington Post; Gallup; Rasmussen; TIPP]
Tidligere datoer§:

• 3.11.: Obama: 49,00%; Romney: 48,42%% (-0,6%) [N = 3.569.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 2.11.: Obama: 48,50%; Romney: 48,50%% (+0,0%) [N = 2.985.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 1.11.: Obama: 48,00%; Romney: 48,51% (+0,5%) [N = 3.035.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 31.10.: Obama: 47,93%; Romney: 48,54% (+0,6%) [N = 2.793.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 30.10.: Obama: 47,92%; Romney: 49,00% (+1,1%) [N = 2.788.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 29.10.: Obama: 47,46%; Romney: 49,00% (+1,5%) [N = 2.771.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 28.10.: Obama: 46,97%; Romney: 49,99% (+3,0%) [N = 5.459.  Kilder: ABC News/Washington Post; Gallup; Rasmussen]

Too close to call: Growth and the cost of ruling in US presidential elections, with an application to the 2012 election

I have finally written-up a small research note trying to collect together the little model for the explanation of outcomes of US presidential elections that I have played around with for years.  What could be more relevant than do so on the eve of the 2012 election?  At this risk of being proven totally wrong, here is the title and abstract and link to files for download:

Too close to call: Growth and the cost of ruling in US presidential elections, with an application to the 2012 election

The note briefly outlines a new model for the explanation of US presidential elections, founded on (a) recent economic growth and (b) a measure of what may be called “’the cost of ruling”.  The former is based in changes in real disposable income for the period following a mid-term election, while the latter combines factors of incumbency and terms-in-office.  The model is applied to data from the US presidential elections 1932-2008 and has considerable explanatory power for the variation in the incumbent party’s candidate’s share of the two-party vote (R²=0.74).  The model is controlled against a number of other frequent explanations and is found to be quite robust.  When augmented with approval ratings for incumbent presidents, the explanatory power increases to 83 pct. and only incorrectly calls one of the last 15 US presidential elections.  Applied to the 2012 election as a forecasting model the prediction is that President Obama will win 49,6 pct. of

Amerikansk valgsæson

Det er--hvis nogen skulle være i tvivl--igen amerikansk valgår, og derfor en sæson, hvor der er tryk på for mit vedkommende.

På det seneste har jeg blogget

• om nomineringen af Paul Ryan som Republikansk vicepræsidentkandidat
• om hvorvidt denne nominering har betydet noget for Romneys meningsmålinger
• om dårlig dansk research af en dansk TV-station

Jeg har også været forbi Danmarks Radio for at drøfte

• Første debat

Do Danish voters get the government a majority prefer?

I have a new working paper out (in a preliminary version), dealing with "election inversions" in Danish elections/government formations. That is: Do Danish voters get the government(-coalition) a majority wants? One would think so, but I show that there are (at least) two types of voting paradoxes that may manifest themselves and lead to election inversions, where a majority of the voters vote for parties supporting one government, but where the other side wins. I show that

Aggregerings-paradoks i praksis

Marquis de Condorcet

En ny meningsmåling fra Voxmeter viser, at hvis folketingsvalget blev afholdt i dag, og hvis stemmerne iøvrigt faldt som i målingen, ville vi have haft et eksempel på et "aggregerings-paradoks": Hvor en aggregering af stemmerne giver et andet resultat end dét, som et flertal ønsker--en type "valgparadoks" først identificeret af Marquis de Condorcet.  I nærværende tilfælde, at 50,1 pct. af vælgerne ville have foretrukket en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen, mens et flertal af mandaterne (90 mod 89) ville have peget på Helle Thorning-Schmidt.

Et sådant paradoks er faktisk forekommet ved tidligere valg.  I 1990 stemte et flertal af vælgerne på partier, der ønskede Svend Auken (S) som statsminister, men

Obama, Osama & 2012

Jeg har på min Magt & Marked blog begået to blog-poster om amerikanernes likvidering af Osama bin Laden, og hvad dette kunne betyde for præsident Obamas popularitet og præsidentvalget i 2012.  Den ene var umiddelbart efter nyheden--den anden var her to en halv måned efter.

Konklusionen var den samme: Betydningen for Obamas popularitet har været voldsomt overvurderet.  Først og sidst er det økonomien, der afgør amerikanske præsidentvalg, og på den konto er Obama i alvorlige problemer.

Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blæreret

Finally, the votes are in ... Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

	Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia)	44,8	52,1	--
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010)	42,9 (-1,9)	50,6 (-1,5)	3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet)	42 (-2,8)	51 (-1,1)	3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010)	41,3 (-3,5)	50,7 (-1,4)	4,9
Diverse meningsmålinger:
YouGov/Polimetrix (1.XI.2010)	45 (+0,2)	52 (-0,1)	0,3
Zogby (1.XI.2010)	45 (+0,2)	50 (-2,1)	2,3
Ipsos (31.X.2010)	44 (-0,8)	50 (-2,1)	2,9
Opinion Research (30.X.2010)	42 (-2,8)	52 (-0,1)	2,9
Hart McInturf (30.X.2010)	43 (-1,8)	49 (-3,1)	4,9
Rasmussen (31.X.2010)	39 (-5,8)	51 (-1,1)	6,9
Pew (30.X.2010)	42 (-2,8)	48 (+4,1)	6,9
Gallup (31.X.2010)	40 (-4,8)	55 (+2,9)	7,7
Opinion Dynamics (28.X.2010)	37 (-7,8)	50 (-2,1)	9,9
Repræsentanternes Hus	193	242	--
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010)	191 (middel af estimat) (-2)	244 (middel af estimat) (+2)	4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010)	190 (-3)	245 (+3)	6
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010)	196 (middel af estimat) (+3)	239 (middel af estimat) (-3)	6
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010)	181 (-12)	254 (+12)	24
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet)	203 (+10)	232 (-10)	20