7.11.14

Midtvejsvalg 2014 i USA (2)

Der har--ikke så overraskende--været drøn på i dækningen af USA's midtvejsvalg.  Nylige "ting" omfatter bl.a.:
  • Artikel i oktober-udgaven af Ræson om mulighederne for, at Republikanerne igen ville kunne ødelægge alt for dem selv.
  • Klumme i Berlingske om Obama som "lame duck" de næste to år.
  • Radiooptræden i Lars Trier Mogensens "Det Røde Felt" (Radio 24Syv) om lidt af det samme, sammen med Mads Fuglede, David Trads og Jakob Nielsen (Politiken)
  • Interview i Berlingske.
  • Interview i Jyllands-Posten ("Danske medier har underspillet, hvor skidt det ser ud").
  • Interview i Jyllands-Posten ("Hvis Obama havde været på valg ...")
  • Interview i Deadline med "efteranalyse".

4.11.14

Prognose for midtvejsvalg i USA 2014: Senatet

Prognose pr. 4.XI.2014 (sidste opdatering):
Republikanerne: 52 (+7)
Demokraterne: 45 (-8)
Uafhængige: 3 (+1)

Republikansk gennemsnitligt forspring i delstaterne: 4,4%
(sidste uge: 3,6%)


I de senere år er interessen for at kunne "forudsige" udfaldet af valg i USA tilnærmelsesvis eksploderet.

Det begyndte for et par årtier siden med politologers og økonomers forsøg på at lave teoretisk drevne modeller, der gerne med så få antagelser som muligt skulle kunne forklare så meget af den historiske variation i stemmeandele som muligt--og også gerne forudsige de konkrete vindere.  Særligt stærke har modeller været, der forklarer det regerende partis kandidats stemmeandel med den økonomiske udvikling.  (Min personlige favorit er prof. Douglas Hibbs' "Bread & Peace"-model for præsidentvalg, der klarer sig ekstremt godt på både få antagelser, overordnet forklaringskraft og konkrete forudsigelser.  Min egen "Bread & the Cost of Ruling"-model har været under udvikling siden 2008.)

Med internettet, flere data og forøgede software-muligheder for let at lave stadigt mere avancerede kvantitative analyser, der tidligere skulle laves på papir og med lommeregner, har snart sagt ethvert større medie i USA fået deres egne analytikere eller forskere, der laver "prognose"-modeller.  Den mest kendte er Nate Silvers "538" (tidligere hos New York Times, men nu selvstændig), men med på vognen er f.eks. Washington Post og New York Times.  Disse er typisk baserede i meningsmålinger (snarere end f.eks. økonomiske faktorer) og sigter generelt mod at kunne forudsige så præcist som muligt (men er til gengæld i sagens natur "fattige", når det kommer til egentlige forklaringer af udfaldene).

Jeg har i en del år (faktisk siden 1996, hvor jeg lavede en analyse for DR), på den ene og anden vis, forsøgt mig med kommenterende analyser og enkelte specifikke forudsigelser.  I år har vil jeg i forbindelse med midtvejsvalget lave en systematisk men enkel meningsmålingsbaseret prognose for udfaldet af den mest interessante del af dét--valget til Senatet.  (Valget til Repræsentanternes Hus er lige så vigtigt, men dér er Republikanernes sandsynlighed for at holde--og endog øge--deres flertal tæt på 100 pct.)

"Modellen"

Modellen, som jeg vil opdatere et par gange inden valgdagen, er ekstremt simpel sammenlignet med de ovennævnte: For hver delstat tager jeg a) de fem seneste meningsmålinger fra b) forskellige meningsmålingsfirmaer og c) tager så den ikke-Republikanske kandidats "median"-resultat.  (Er der kun fire eller to, tager jeg et simpelt gennemsnit.) Er median-andelen og gennemsnittet grundlæggende det samme, laver jeg et "call" på baggrund af det; er de forskellige, gør jeg det samme p.b.a. medianen og evt. andre forhold. (Medianen er i mange henseender at foretrække fremfor gennemsnittet ved denne type analyser, jf. her og her.) Giver medianen "uafgjort", følger jeg gennemsnittet.

Alle meningsmålingsdata hentes fra RealClearPolitics.  Dermed er alt offentligt og replicerbart.

Seneste data (per 4.XI.2014)


Delstat Seneste måling Næst-seneste måling 3. seneste måling 4. seneste måling 5. seneste måling Gennemsnit Median PKK's "call"
Alabama  R
Alaska -1,0% -5,0% 6,0% -4,0% -4,0% -1,6% -4,0%  R
Arkansas -8,0% -7,0% -13,0% -2,0% -5,0% -7,0% -7,0%  R
Colorado -3,0% -2,0% -2,0% -1,0% -6,0% -2,8% -2,0%  R
Delaware 18,0% 25,0% 15,0% 19,3% 18,0%  D
Georgia -4,0% -1,0% -3,0% -3,0% -4,0% -3,0% -3,0%  R
Hawaii 52,0% 26,0% 32,0% 36,7% 32,0%  D
Idaho -31,0% -18,0% -25,0% -24,7% -25,0%  R
Illinois 10,0% 10,0% 13,0% 14,0% 10,0% 11,4% 10,0%  D
Iowa -3,0% 0,0% -7,0% -1,0% -1,0% -2,4% -1,0%  R
Kansas 1,0% 1,0% -1,0% 2,0% 1,0% 0,8% 1,0%  I
Kentucky -9,0% -8,0% -5,0% -6,0% -8,0% -7,2% -8,0%  R
Louisiana -1,0% -5,0% -7,0% -8,0% -4,0% -5,0% -5,0%  R
Maine -20,0% -32,0% -19,0% -40,0% -35,0% -29,2% -32,0%  R
Massachusetts 14,0% 15,0% 20,0% 25,0% 16,0% 18,0% 16,0%  D
Michigan 13,0% 15,0% 14,0% 15,0% 8,0% 13,0% 13,0%  D
Minnesota 11,0% 9,0% 10,0% 10,0% 10,0%  D
Mississippi -22,0% -15,0% -12,0% -16,3% -15,0%  R
Montana -18,0% -16,0% -20,0% -18,0% -20,0%  R
Nebraska -29,0% -17,0% -23,0% -23,0%  R
New Hampshire 2,0% -1,0% 1,0% 7,0% 0,0% 1,8% 1,0%  D
New Jersey 14,0% 12,0% 24,0% 16,0% 11,0% 15,4% 14,0%  D
New Mexico 7,0% 16,0% 18,0% 13,0% 13,0% 13,4% 13,0%  D
North Carolina 2,0% 0,0% 1,0% -2,0% 2,0% 0,6% 1,0%  D
Oklahoma -35,0% -36,0% -31,0% -34,0% -35,0%  R
Oklahoma -31,0% -34,0% -29,0% -31,3% -31,0%  R
Oregon 19,0% 12,0% 21,0% 17,3% 19,0%  D
Rhode Island 45,0% 35,0% 40,0% 40,0%  D
South Carolina -15,0% -20,0% -18,0% -17,7% -18,0%  R
South Carolina -28,0% -31,0% -32,0% -30,3% -31,0%  R
South Dakota -14,0% -11,0% -9,0% -14,0% -13,0% -12,2% -13,0%  R
Tennessee -22,0% -15,0% -18,5% -18,5%  R
Texas -22,0% -26,0% -21,0% -18,0% -21,8% -21,5%  R
Virginia 7,0% 12,0% 10,0% 10,0% 9,8% 10,0%  D
West Virginia -22,0% -11,0% -17,0% -16,7% -17,0%  R
Wyoming -40,0% -36,0% -38,0% -38,0%  R









NB! Tallene er forspring i stemmeandel til den ikke-Republikanske kandidat (d.v.s. generelt en Demokrat).  Hvis tallet er negativt, står Demokraten til at tabe; er det positivt, står vedkommende til at vinde. Der er ikke taget højde for konfidensintervaller o.l.









Prognosen

På denne enkle baggrund er min prognose altså, at Republikanerne (der udover dem, der er på valg, har 30 medlemmer af Senatet) vil få 52 mandater, mens Demokraterne (der p.t. har 32 andre end dem, der er på valg) vil få 45 og dermed tabe flertallet i kammeret, mens et yderligere mandat vil gå til "uafhængige" (hvoraf der allerede er to, som er associerede med Demokraterne).

Selvom "modellen" er ekstremt simpel og uteknisk, giver den reelt det samme billede som de langt mere avancerede/komplekse modeller.  Disse siger per dd.:
  • DailyKos [erklæret Demokratisk]: R: 53; D: 47 (inkl. "uafhængige")
  • 538/Nate Silver: R: 53; D: 47 (inkl. "uafhængige")

15.10.14

Politik som professionel karriere

Jeg har på det seneste skrevet flere klummer om politik som professionel karriere--herunder specielt lidt om, hvorvidt politikere er lønnet for lidt, eller måske endog for meget og vælgernes syn på samme.  Her er de:

Det er iøvrigt et emne, jeg tidligere har berørt i bl.a. "Politisk kravlegård".



28.5.14

Midtvejsvalg 2014 i USA


Jeg er langsomt ved at varme op til dækning af det kommende midtvejsvalg i USA i november i år, hvor hele Repræsentanternes Hus, 1/3 af senatet og et stort flertal af landets guvernørposter er på valg.

Her er min klumme i Berlingske fra forleden: "Republikanerne på vej til sejr".  Den hed egentlig "Kan Republikanerne slå sig selv igen?", hvilket var det underliggende tema, men debatredaktionen syntes nok, at titlen var for lang og/eller for ikke-provokerende.  Den redigerede siger sådan set også, hvad konklusionen er: At Republikanerne p.t. ser ud til at få et ganske godt valg, hvor man fastholder stort set alt, hvad man har, og måske går nok frem i senatet til at få flertallet der.  Dermed bliver midtvejsvalget måske et af deres bedste i mange årtier og potentielt bedre end 2010.

Det berørte jeg sådan set allerede i en blogpost efter de seneste amerikanske lokalvalg, der blev afholdt i november 2013: "Obamas nedtur".

De fleste anerkendte analytikere synes at være enige, bl.a. Nate Silver ("538"), Larry Sabato, Alan Abramowitz, John Sides m.fl.

Washington Posts "Election Lab" prognose (John Sides).

Jeg venter med at begynde at give mine egne bud indtil efter sommerferien. Men i sidste ende er det, som (næsten) altid,

23.4.14

New paper on the political economy of monarchy

Since my teenage years I have been fascinated by the colourfulness of monarchy.  Most other children grow out of it, but I did not--and have occasionally mixed it up with my professional interest in political economy and comparative politics.


The forthcoming issue of Journal of Institutional and Theoretical Economics features an article by myself and Christian Bjørnskov: "Economic Growth and Institutional Reform in Modern Monarchies and Republics: A Historical Cross-Country Perspective 1820–2000" (gated version; old, ungated version).  Here is the abstract:
Conventional arguments suggest that republics ought to grow faster than monarchies and experience lower transitional costs following reforms. We employ a panel of 27 countries observed from 1820 to 2000 to estimate these differences. Results show no significant growth differences between the two regime types. Effects of incremental reforms do not differ between them, but those of large-scale reforms do. Specifically, we find a strong valley-of-tears effect of large reforms in republics, and monarchies benefit from such reforms in the ten-year perspective adopted here. We offer some tentative thoughts on the underlying mechanisms responsible for the results.
I have previously published on "The Constitutional Economics of Autocratic Succession" (Public Choice, 2000), looking at coups against Danish monarchs ca. 936-1849, ditto in "Autocratic Succession" (2004) with data also from Sweden, and on "Rational Bandits: Plunder, Public Goods and the Vikings"

13.4.14

Edmund Burke, konservatisme og liberalisme


Jeg pusler--nu og da--lidt med at skrive en introduktion til Edmund Burkes politiske tænkning.  Der ud af er der bl.a. kommet en længere blogpost, hvori jeg prøver at påvise, at Burke var (mindst) lige så økonomisk liberal som sin gode ven, allierede og partifælle, Adam Smith, og at nutidens danske Konservative ofte misrepræsenterer Burke.  Her er et uddrag:
"Den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797) bliver ofte set som en slags grundlægger af konservatismen som politisk ideologi–eller filosofi eller grundholdning, eller hvad man nu vil.
Burke bliver i særdeleshed typisk påberåbt af nutidige konservative, når de ønsker at demonstrere en intellektuel basis, der går udover dag-til-dag politikken.  Ikke sjældent fremstilles han i praksis som en slags repræsentant for en “midten-af-vejen” holdning lige langt fra den økonomiske liberalisme og ditto socialisme.  Som en Connie Hedegaard iklædt 1700-tals-paryk og -skødefrakke–klar til kamp for social ansvarlighed, en pæn tone og global bæredygtighed.
Det ville Burke nu nok have frabedt sig–især hvis han havde kunnet se, hvad de selvsamme gør sig til talsmænd for i praktisk politik, altimens de påberåber sig hans navn.  For nutidens Konservative citerer som regel Burke, som en vis person læser Biblen.  De ignorerer konteksten og alt andet end Burkes kritik af Den Franske Revolution som udslag af systemtænkning.  De ser bort fra, at Burke selv ræsonnerede indenfor rammerne af naturretstænkning og var en prominent fortaler for, at alle mennesker har et sæt af medfødte, naturlige rettigheder, uanset om disse måtte være implementeret i konkret lovgivning eller ej.  De glemmer, at han var parlamentsmedlem og chefideolog for det liberale Whig-parti, de konservative Toryers væsentligste modstander og bedste ven med liberalismens “bedstefader”,  Adam Smith.
De plukker selektivt passager ud med smukke men luftige metaforer om “kontrakten mellem generationerne”, om “fællesskab” hvor “ingen mand er en ø”, og om at “forandre for at bevare”.  Udsagn, som har præcis så meget konkret at sige om praktisk politik, som fuglenes flugt eller døde dyrs indvolde har at fortælle om fremtiden.  Det er “fluffy”, næsten esoteriske udsagn, som i praksis kan anvendes til at argumentere for både det ene og dettes eksakte modsætning.  På den måde bliver nutidens forsøg på at lave konservativ tænkning meget ofte til en slags påskeæg af den slags, man kan fylde med indhold: En tom ydre skal og indeni lige præcis, hvad man kan få plads til–inklusive ikke så lidt luft, hvis man ikke har andet at byde på."

2.4.14

Når magten bliver vilkårlig

Jeg undrer mig i min klumme over politiets prioriteringer:

Det har jeg gjort før ("Totalstaten", 2012).

17.2.14

Empirical social choice - special issue of "Public Choice"

Does modern democracy produce outcomes preferred by a majority of the voters? One would think that this must be so.

But not necessarily.  Since the 1950s social scientists have been interested in those instances where there is a potential discrepancy between individual preferences and collective choices. For example, individuals are usually assumed to have "transitive" preferences; say, I like foie gras more than pasta and pasta more than shrimps--therefore we may assume that I like foie gras more than shrimps.  If I do not, then most people would find my ordering somewhat odd.

But when more than two such individual preferences over more than two alternatives are aggregated as a social choice (e.g. through a vote), we may get "intransitive" collective preferences--e.g.,

foie gras > pasta > shrimps > foie gras.

This "voting paradox"--most famously developed by Condorcet and in modern days applied by Kenneth Arrow and William H. Riker--has profound implications for how we may view not only democratic decisions but politics in general.  Alas, while thousands and thousands of studies have been made of the theoretical aspects of such phenomena, the empirical side is much less studied.

Since the late 1990s a large part of my own research agenda has been devoted to such issues (e.g., cycles in voter preferences [paper here], voting paradoxes in proportional electoral systems [gated paper here] and election inversions [gated paper here; ungated version here]).  The most recent issue of "Public Choice" is a special issue on "Empirical Social Choice", guest edited by myself and--on the occasion of the 30th anniversary of William H. Riker's seminal book "Liberalism against Populism" (1982)--devoted to empirical studies of voting paradoxes and the effects of different voting methods.


I have two papers in the special issue myself: 1) An general introduction devoted to Riker's book and its implications, as well as an overview of the contributions to the special issue ("Empirical social choice: An introduction", gated paper here; ungated version here); 2) an analysis of the 1975 government formation in Denmark ("Picking a loser?", gated paper here; ungated version here).  In the latter I argue that the process made visible a flaw in the Danish procedures: Given the preferences of the political parties and the system of "negative parliamentarism", the Danish political system ended up with what was possibly only the third ranked government alternative, one supported only by a minority in parliament.  Different procedures might well have produced what was the majority preferred outcome: A centre-right government led by Poul Hartling.

The special issue contains a number of interesting contributions by prominent political scientists and economists such as John Aldrich, Steven Brams, Josep Colomer, Keith Dougherty, Bernard Grofman, Nicholas Miller, Michael Munger, Mogens N. Pedersen, Bjørn Erik Rasch, Norman Schofield, Nic Tideman and Ad Van Deemen.

6.1.14

Udvalgte klummer & indlæg 2013

Det blev til alt i alt pænt over 100 debatindlæg og blogposter i 2013.  Jeg har nedenfor--ligesom sidste år--forsøgt at se på, hvilke der "vandt mest gehør".  Jeg har igen, lidt arbitrært, taget dem, der på Facebook fik +100 "likes" (en feature, der iøvrigt en del af året var fjernet fra Berlingskes hjemmmeside); det kunne lige så godt have været 50 eller 150, men nu var det 100 styk, jeg brugte som kriterium sidste år, og det gør jeg så igen, uanset om det er blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" anført ved hver).



Resultatet af de mest "likede" er nedenfor--hvoraf jeg måske selv er gladest for nr. 1, den om Camilla Vest-skattesagen, fordi den efterfølgende var med til at genoplive interessen for en sag, som ellers stort set kun B.T. havde interesseret sig for, men som (efter min mening) var et gruopvækkende eksempel på, hvordan det kan gå, når offentlige myndigheder glemmer, hvem de er til for.



  1. To tanker, der melder sig, når jeg ser

9.12.13

Festschrift in Honour of Martin Paldam

I have together with Toke Aidt (Cambridge) and Christian Bjørnskov/Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus) co-edited a festschrift in honour of our friend, colleague and mentor, professor Martin Paldam, who turned 70 last year. It was published as a special issue of "Public Choice", and Bjørnskov has blogged briefly about it at my old blog, Punditokraterne.

Keep up the good work, Martin!


28.10.13

Det er faktisk ikke Jeres penge ...

Foranlediget af henholdsvis kommunale budgetter/kommunalvalg og balladen om Lars Løkke Rasmussens afregninger i.f.m. GGGI, har jeg skrevet to klummer med titlen "Det er faktisk ikkke Jeres penge", del I og del II.  Essensen kan beskrives med dette referat af Milton Friedman:
"[Mennesker] bruger penge forskelligt, afhængigt af om det er deres egne eller andres, og hvad formålene er. Nobelprisvinderen i økonomi, Milton Friedman, argumenterede ofte, at der logisk set er fire forskellige måder at bruge penge på – afhængig af, hvem der yder, og hvem der nyder.Man kan bruge egne penge på formål valgt af én selv. Man kan bruge andres penge på formål valgt af én selv. Man kan også bruge egne penge på formål valgt af andre. Og endelig kan man bruge andres penge på formål valgt af andre.
Friedmans pointe handlede om forsigtighed: At uanset det konkrete formål, er vi mennesker naturligt mest forsigtige med de midler, der er vores egne og mindst forsigtige med andres penge – og mest selvoptagne, når vi kan. Er det éns egne, har man naturligt nok et større incitament til at pleje, planlægge, spare og investere, mens det er lige omvendt, når det er andres penge: Så gælder det bare om at bruge løs. Ligeledes med, om det er en selv eller andre, der bestemmer formålet. Er man i tvivl om det, skal man blot sammenligne ens eget toilet med ét på en banegård – eller hvordan politikere og andre offentlige beslutningstagere bruger deres egne penge, og hvordan de kan tænkes at opføre sig med skattekroner, når de ikke tror, de bliver set over skulderen."
Det har en pointe i.f.t. kommunalvalget:
"I selve valgåret sænker de skatterne

19.8.13

Grundlovsrevision?

Jeg har efterhånden--og senest dd.--skrevet en del klummer og blogposter om emner knyttet til spørgsmålet om en evt. dansk grundlovsrevision.  Min egen holdning er, at der er meget, der kunne være bedre ved den danske grundlov--men også at der ikke er noget akut, presserende problem, og at grundloven "netto" næppe vil blive bedre af at blive forsøgt revideret af den nuværende regering.

Her er nogle af mine indlæg om en evt. grundlovsrevision:


For et en del år siden var jeg selv pennefører i et forsøg på at lave et forslag til en ny, mere liberal grundlov, og i den mere akademiske ende, har jeg set lidt nærmere på mønstre i konsekvenser af alternative grundlovsarrangementer.

Jeg har også skrevet en del indlæg om den ændring af tronfølgeloven, der blev

13.8.13

Ronald Coase, amning, halal & nøgenbadning ...

Jeg har blogget om tre emner, jeg ikke havde troet, at jeg skulle komme til at beskæftige mig med: Amning, halalslagtning og nøgenbadning.  Og slet ikke samtidigt.  Til gengæld var det

7.6.13

Adam Smith galore ...

I denne uge er det præcis 290 år siden, at den skotske økonom og samfundstænker Adam Smith (1723-1790) blev født.  For mit vedkommende er ugen--pudsigt nok og lidt tilfældigt--blevet en "Adam Smith Uge", uden sidestykke.

Søndag havde jeg i Berlingske en længere anmeldelse af den nye, danske udgave af Smiths "Nationernes Velstand" (udgivet af Informations Forlag).  Mandag blev jeg interviewet til Radio 24Syvs "Cordua & Steno" om Adam Smith (men programmet sendes først til august).

Torsdag deltog jeg sammen med Børsens debatredaktør Christopher Arzrouni, professor emeritus i nationaløkonomi, dr.polit. Hector Estrup og fhv. udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller--ledet af Henrik Dahl--i en paneldebat om Smith, arrangeret af Information & CEPOS.  Teksten til, hvad jeg sagde, er nedenfor.

Og fredag er der uddeling af Libertas Selskabets traditionsrige Adam Smith Pris, der denne gang går til Bernt Johan Collet, fhv. forsvarsminister og mangeårig formand for CEPOS (og, skylder jeg at nævne, ikke blot en nær slægtning af dem, der stod for den danske udgivelse af Smith i 1779 men også af undertegnede).


Mit indlæg fra debatmødet:

“Will the real Adam Smith please stand up?”

9.5.13

Freakonomics blogged "It's the weather, stupid ..."

So, Freakonomics (Steve Levitt, Chicago, and journalist Stephen Dubner) blogged and tweeted about my "It's the weather, stupid ..." paper (gated version, ungated version).  Their book sold 4,000,000 copies and their daily tweets alone reach +500,000 followers ...
BTW: So did my old friend, Lars Christensen at Market Monetarist.
Here and here are

29.4.13

Står vi overfor et nyt "jordskredsvalg"?

Jeg har nyligt skrevet to indlæg (en klumme og en blogpost) om, hvorvidt de nuværende meningsmålinger antyder--som mange synes at hævde--, at vi står overfor et "jordskredsvalg".

Mit svar er nej: Det ser historisk skidt ud for nogle partier: Særligt Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er for kraftigt nedadgående, mens Konservative er fortsat vigende.  Men anskuet med politologiske briller er de nuværende meningsmålinger blot mere af en tendens, vi har set længe.  De kan slet ikke sammenlignes

22.4.13

Retssikkerheden under pres

Jeg har på det seneste haft en del debatindlæg, der har som en slags fællesnævner, at den klassiske opfattelse om retssikkerhed, lighed for loven og--i almindelighed--beskyttelse af borgerne imod en  vilkårlig magtudøvelse er kommet under pres.  Fornylig i skattesagen mod fotomodellen Camilla Vest (som blev pure frikendt ved landsretten efter først at være idømt flere års fængsel og en millionbøde).  Senest i spørgsmålet om S-R-SF-regeringens og VK's aftale om en "offentlighedslov" (som i praksis vil mørklægge dele af den demokratiske proces).  Det virker som om, at borgerne først og fremmest er blevet til brikker, som myndighederne vil flytte rundt på et spillebrædt, hvor de skal bevise egen uskyld og straffes for uskyldige ting--velkommen til en "totalstat", der minder mere og mere om en bananrepublik.

Det gælder iøvrigt ikke kun danskernes syn på danske forhold: Ingen danskere brokker sig mere over Guantanamo-lejren (som nu har eksisteret i 11 år), og få har turdet eller villet kritisere præsident Obamas

11.4.13

Marx tog fejl

Karl Marx er en af de mest indflydelsesrige og interessante tænkere i de sidste 175 års politiske tænkning.  Han er også en af dem, der har taget mest fejl.  Det kan der være grund til at minde om i en tid, hvor finanskrisens efterdønninger af og til får folk til at tro, at denne skulle have bevist, at Marx havde ret.  Min gode, gamle ven, Dr. Madsen Pirie (Adam Smith Institute), har fornylig i en debat givet en pædagogisk opsummering af de væsentligste empiriske fejl i Marx' tænkning:
"He was wrong to predict that history would take us to the inevitable triumph of the proletariat and then stop.  History shows no signs of doing either.  Marx was also wrong to suggest that this would happen first in the most advanced economies as the final stage of capitalism.  In fact such revolutions as came took place in less developed economies such as Russia and China.  It has not happened in the advanced economies, and this could be because Marx was wrong about something else. He predicted that capitalism would drive down wages to survival level before its final denouement.  In fact as economies became more advanced, both wages and living standards rose to levels not even dreamt of in Marx's day, and this seems to have lowered the pressure for revolutionary change.
Marx was also wrong about something more fundamental.  He was wrong about change.  I don't just mean that he was wrong about the changes that would come about; more fundamentally he was wrong about how change takes place.  He took

15.3.13

Stemmer stemmerne i ”Borgen”?


Flere iagttagere af TV-serien ”Borgen” har gennem tiden hæftet sig ved, at de forskellige mandatfordelinger ikke altid synes at give mening.  I nogle afsnit har en gruppe af partier sammen flertal/ikke-flertal, for lidt senere i samme afsnit at få byttet rundt—uden at noget ”sker” parlamentarisk i mellemtiden.

I seriens klimaks i dens nylige, sidste afsnit (nr. 30) sker der noget mærkeligt efter afholdelsen af Folketingsvalget, nemlig da man kom til at skulle danne regering.

Her er, hvad man fik at vide og et par mulige fortolkninger.  Markeret med * er de mandatfordelinger for de 175 mandater, man får oplyst i afsnittet som valgets landsresultat, altså ekskl. de fire nordatlantiske (to fra Grønland, to fra Færøerne):


Partier
Mandater / flertal blandt 175 (ekskl. nordatlantiske) kræver 88
Mandater / flertal blandt alle 179 kræver 90
Solidarisk Samling (SS)
12*
12*
Miljøpartiet (MP)
22*
22*
Arbejderpartiet (AP)
42*
42*
Venstrefløj (SS+MP+AP)
=76*
=76*
Nye Demokrater (ND)
13*
13*
Højrefløj (M+NH+L+FP)
=86*
=86*
Moderate (M)
5*
5*
Nye Højre (NH)
23*
23*
Liberale (L)
maks. 47
maks. 45
Frihedspartiet (FP)
min. 11
min. 13
 * Mandatfordelinger, der oplyses eksplicit i afsnittet

Man kan ikke i afsnittet se og får ikke at vide, hvor mange mandater De Liberale og Frihedspartiet får.  Der siges intet om de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, så man kan ex ante antage, at de enten fordeler sig lige mellem "blokkene" eller holder sig ude af regeringsdannelsen.

Det kræver 90 mandater for at kunne være sikker på at have flertal (en majoritet) bag sin politik i Folketinget.  For ved en "dronningerunde" at få til opgave at danne regering kræver det kun et simpelt flertal (en pluralitet) af mandaterne bag sig.

A.

  1. På et tidspunkt på valgnatten henvender MP, AP og FP sig til ND (ved et hemmeligt møde på Ridebanen!) med henblik på en bred koalition med Birgitte Nyborg som statsminister, og det forstås af konteksten, at det må være udenom SS.  Hvis det er tilfældet, må FP have mindst 13 mandater—fordi 22+42+13=77.  Hvis FP ikke har mindst 13 mandater, ville koalitionen ikke have de 90 mandater, som det kræver for et flertal i Folketinget, og det er, hvad det præsenteres som, at man vil have.  Nyborg siger, at det helt store spørgsmål er: "Hvem kan tælle til 90? Det kan jeg, hvis jeg tager imod dette tilbud. [... statsminister for] en flertalsregering. Det er en historisk mulighed. Det, der bliver besluttet i regeringen, kan blive gennemført imorgen, og jeg skal ikke spørge nogen om lov. Er du klar over, hvad jeg vil kunnje få gennemført?" (48-49 minutter inde i afsnittet)
  2. Men hvis FP har mindst 13 mandater, kan L--ved en antagelse om, at vi taler om et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer (altså 90)--højest have 45 mandater—fordi 86-5-23-(min.)13 er = maks. 45.
  3. Så kommer mysteriet: Efterfølgende laves på forslag af Birgitte Nyborg en ny regering af ND, NH og L med Lars Hesselboe som statsminister.  (M omtales ikke, men vi antager, at de vil støtte.)  Følger man ræsonnementet hos Nyborg, vil denne angiveligt skulle have flertal uden at skulle basere sig på FP—men det giver under de skitserede antagelser kun 13+5+23+maks.45 = maks. 86 mandater.
  4. Her er så det mulige problem: Hvis ND, M, NH og L alle peger på Hesselboe/Nyborg m.fl., så har de altså maks. 86 mandater bag sig, men hvis den anden koalition peger på AP's leder, Thorsen, så har denne koalition 89 mandater ved "dronningerunden", hvis FP og SS peger på AP's Thorsen snarere end L's Hesselboe eller på en helt tredje.  (De to sidste muligheder hører vi ikke noget om.)
Hvis vi ikke ved andet, end hvad vi får at vide i afsnittet, må konklusionen altså være, at ingen af de to "blokke" kan være sikre på at have et sikkert flertal (90) bag sig i hverdagen (men vil være afhængige af et eller alle nordatlantiske mandater og Hesselboe/Nyborg tillige kun være en mindretalsregering), men at det til gengæld vil være er den af AP ledede koalition, som har en pluralitet af stemmerne bag sig og derfor ved en "dronningerunde" vil få tjansen med at danne regering.

Man kan ikke antage sig ud af det problem ved at øge De Liberales mandattal til f.eks. 47 eller 49 mandater.  Det vil ganske vist

22.2.13

Interessant forskning: Berg & Henrekson om offentlige udgifter/økonomisk vækst

De to fremragende svenske økonomer Andreas Bergh og Magnus Henrekson har fornylig fået udgivet deres interessante paper "Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence" i Journal of Economic Surveys.  Her er en tidligere udgave og dette sammendrag:
"The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture: The most recent studies find a significant negative correlation: An increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5 to 1 percent lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth: One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research."

31.12.12

Udvalgte klummer & indlæg 2011-12 ...


Jeg har nu blogget hos Berlingske i knap to år--og både i den periode og en del år før skrevet klummer og kronikker, bidraget til "Groft Sagt" m.v. sammesteds.  Dét--kombineret med interesse for valgsystemer--har fået mig til fundere lidt over, hvordan man egentlig bedst kan "måle" den synlige "interesse" for ens egne indlæg.

Som skribent på et medie som b.dk har man ikke selv adgang til "klik"-data, så man må se på andre ting, hvis man vil danne sig et indtryk.  Én mulighed er at se på antal kommentarer.  Problemet med det er, at internettet--ligesom en god kloak--giver frit afløb for stort set alt.  Ofte fra et lille antal personer, der føler stærkt for eller imod--og gerne under pseudonym.

Mere meningsfuldt er det måske at se på Facebook tilkendegivelser.  Disse sker under eget navn, og med kun én stemme per person i.f.t. det pågældende emne.  Til gengæld kan man stemme frit på alle de ting, man kan lide.  På den måde minder Facebook-"likes" faktisk en del om den valgmetode, der kendes som "approval voting" (godkendelses-valg)--og som valgteoretikere generelt finder er blandt de mest optimale givet de forskellige metoders respektive kvaliteter.

Jeg har med de briller på prøvet at anskue hvilke af mine Berlingske-indlæg, der har givet "størst" positiv respons, lidt arbitrært opsummeret som dem der "on-line" har fået mere end 100 "likes", uanset om det har været blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" i parenteser):

  1. "Skandalen Jersild" (Magt & Marked, 2011): 890.
  2. "Det Radikale styringsparti" (Magt & Marked, 2012): 720.
  3. "Jeg anklager" (Kurrilds, 2011): 380.
  4. "Totalstaten" (Kurrilds, 2012): 367.
  5. "1984 i 2012" (Magt & Marked, 2012): 279.
  6. "Den urimelige kritik af Thorning-Schmidts tale - og den rimelige" (Magt & Marked, 2012): 273.
  7. "Det falske 'fællesskab'" (Kurrilds, 2012): 234.
  8. "Den politiske klasses dobbeltmoral" (Magt & Marked, 2011): 233.
  9. "Sohn, socialisme og sort snak" (Magt & Marked, 2011): 233.
  10. "Ufiltreret uvidenhed" (Kurrilds, 2011): 211.
  11. "Kvote-fup" (Kurrilds, 2012): 210.
  12. "Har Manu Sareen et problem?" (Magt & Marked, 2012): 203.
  13. "De fiktive nedskæringer" (Magt & Marked, 2011): 200.
  14. "Voldsekstremisterne" (Kurrilds, 2011): 192.
  15. "Jobdræberne" (Magt & Marked, 2012): 181.
  16. "Bananrepublikken Danmark?" (Magt & Marked, 2012): 179.
  17. "Det man ikke ser" (Kurrilds, 2012): 177.
  18. "Ord, handling og strudselogik" (Magt & Marked, 2012): 150.
  19. "Energiforligets pris" (Magt & Marked, 2012): 147.
  20. "Fanatisme og misundelse" (Kurrilds, 2011): 146.
  21. "VK-regeringen & katten i sækken" (Magt & Marked, 2011): 144.
  22. "Vestagers venner" (Magt & Marked, 2011): 141.
  23. "Liberalisme, Lykkeberg og luftkasteller" (Magt & Marked, 2012): 132.
  24. "Spar på krudt & hovsa-politik" (Magt & Marked, 2011): 122.
  25. "Lov og orden" (Groft Sagt, 2012): 120.
  26. "Myten om censtrum-venstre" (Kurrilds, 2012): 119.
  27. "Mere velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 119.
  28. "Hvorfor er det så interessant, hvad de kendte mener?" (Kurrilds, 2011): 118.
  29. "Den dag i New York" (kronik, 2011): 116.
  30. "Nyttige idioter" (Groft Sagt, 2011): 116.
  31. "Det ubehagelige faktum" (Kurrilds, 2012): 111.
  32. "God bedring!" (Groft Sagt, 2012): 110.
  33. "Romney vælger Ryan" (Magt & Marked, 2012): 109.
  34. "Velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 106.
  35. "Alle rammes af en formueskat" (Magt & Marked, 2012): 104.