24.6.15

Hvordan klarede meningsmålingsfirmaerne & co. sig? PS ...

Jeg præsenterede i dag ved et morgenmøde i CEPOS en udvidet version af nedennævnte sammenligning af, hvordan meningsmålingerne m.v. klarede sig i.f.m. FV15.  Mine PowerPoint-dias med tal & kommentarer kan ses/downloades her.

19.6.15

Hvordan klarede meningsmålingsfirmaerne & co. sig?

Hvordan klarede meningsmålingsfirmaerne sig i forbindelse med FV15?  I løbet af valgaftenen blev der på de sociale medier skældt meget ud på dem, mens prognoserne rullede, men hvordan gik det egentlig i praksis, da stemmerne var talt op?  Og hvordan gik det med de medier og forskere, der--som jeg selv--forsøgte sig med at "aggregere" meningsmålingerne til mere "udglattede" resultater?

Her kommer en hurtig opsummering, ordnet fra dem, der målt via "bruttofejl" i forhold til det faktiske valgresultat, var tættest på dette:

Nettofejl (rundet af), ordnet fra færrest til flest:
  • Gallup, sidste måling: 3,6%
  • Megafon, sidste måling: 3,9%
  • Voxmeter,

18.6.15

Udfaldet af folketingsvalget 2015?

Aldrig er der blevet fremstillet så mange meningsmålinger ved et dansk folketingsvalg som ved dette, FV15.  Nogle dage er der kommet hele syv nye, nationale målinger.  Aldrig før har der været så mange forskere og "kommentatorer" til at drøfte og udlægge dem.  Også ofte langt ud over, hvad der har været belæg for.

De senere år er der også kommet flere "konkurrerende" aggregeringer af målinger: Først Søren Risbjerg Thomsen på Altinget.dk; siden forsøgsvis undertegnede her på stedet og tidligere på Punditokraterne.dk; dernæst fra 2011 Berlingske Barometer; og senest under denne valgkamp fra fire dygtige, yngre forskere på min arbejdsplads, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet (Jens Olav Dahlgaard, Frederik Hjorth, Martin Vinæs Larsen, Asmus Leth Olsen).  Alle med lidt forskellige udvalg af målinger, og lidt forskellige "teknikker".

Jeg har sådan set ikke meget yderligere at bidrage med, men har nu ved et par valg forsøgt mig med en "median-model", hvor jeg i stedet for at tage et gennemsnit (simpelt eller vægtet på den ene eller anden måde) tager medianen af de (syv) seneste målinger.  Det er der forskellige grunde til, men kort fortalt viser erfaringerne fra flere lande, at man på den måde synes at få frasorteret "outlier"-enkeltmålinger, der trækker gennemsnittet for meget den ene eller anden vej.

Her kommer så lidt på den baggrund.

Det overordnede billede af valgkampen ser omtrent sådan ud: På valgdagen ser de to "blokke" ud til at stå stort set lige--efter først en solid føring fra "blå blok", dernæst en svag føring til først "rød blok" og derefter ditto til "blå blok" igen.


Min "median-model" (baseret på syv seneste målinger fra forskellige institutter) giver i stemmeandele pr. dd. 50,1% "blå" og 48,5% "røde" (og altså 1,4% "andre").  Det er marginalt mere i "blå" favør end ved at tage et af gennemsnittene (baseret i samme målinger), men ganske lidt.  Men ganske lidt kan være nok til at gøre en vigtig forskel.  Se bare her, når det gælder mandatfordelinger partierne imellem:

Median-model  Simpelt  gennem-  snit
Socialdemokraterne (A) 43 44
Radikale Venstre (B) 9 9
Socialistisk Folkeparti (F) 10 10
Enhedslisten (Ø) 15 15
Alternativet (Å) 9 9
I alt 86 87
I alt + nordatlantiske 89 90

Konservative (C )
7 7
Liberal Alliance (I) 14 14
Kristendemokraterne (K) 0 0
Dansk Folkeparti (O) 32 32
Venstre (V) 36 35
I alt 89 88
I alt + nordatlantiske 90 89

Kort sagt: Det ligger så tæt, at "anything goes".  Og én, der ligger ret tæt på, hvad jeg skitserede midtvejs i valgkampen: At man kan komme i en situation, hvor "blå blok" vinder et flertal af stemmerne, men "rød blok" får et flertal af mandaterne.

Kan man komme det nærmere på nuværende tidspunkt?  Næppe, men her er én grund til at tro, at "rød blok" har "strukturel fordel" qua de tre af de fire nordatlantiske mandater, der ser ud til at gå til venstrefløjen: Ser man på målingerne fra de seneste fire dage (24 ialt), så er status denne:

  • "Blå" føring i stemmeandele: 18
  • "Rød" føring i stemmeandele: 6
  • "Blå" føring i mandattal: 9
  • "Rød" føring i mandattal: 15

Kort sagt: Det kan godt være, at de borgerligt-liberale fører i gennemsnitlige stemmeandele o.l., men det er hyppigst venstrefløjen, der løber med et flertal af mandaterne.  Noget tyder på, at "rød blok" med de tre fra Nordatlanten og stemmespild til Kristendemokraterne ligger til at have en "strukturel" fordel, som vil gøre udfaldet.


***


Så hvad siger det altsammen?  Her er nogle "take-away"-punkter fra det billede, meningsmålingerne giver, når de kombineres med mine mavefornemmelser:
  1. At valget--i fraværet på overraskende god "get out the vote"-operationer fra den ene eller anden side--ser ud til at blive meget tæt.  Meget muligt uhyggeligt tæt.
  2. At det meget, meget tænkeligt bliver de nordatlantiske mandater, der afgør regeringsdannelsen.
  3. At uanset hvem, der i sidste ende vinder valget, så har Helle Thorning-Schmidt været "the comeback kid", med overraskende opdrift de seneste måneder.  Det har været godt "slutspil" fra hendes og hendes rådgiveres side.
  4. At det meget tænkeligt var kombinationen af mere positive økonomiske konjunkuturer og Lars Løkke Rasmussens ramponerede image, der gjorde valget overraskende tæt i forhold til, hvad det tegnede til.

Update: Her er de stemmeandele for partierne, min median-model skulle give, justeret til 100 pct., d.v.s. uden "andre":

Socialdemokraterne (A) 24,6
Radikale Venstre (B) 5,2
Socialistisk Folkeparti (F) 5,4
Enhedslisten (Ø) 8,5
Alternativet (Å) 4,9
I alt 48,7
Konservative (C ) 3,9
Liberal Alliance (I) 7,7
Kristendemokraterne (K) 0,9
Dansk Folkeparti (O) 18,2
Venstre (V) 20,5
I alt 51,3
Update 2: De ovennævnte mandatfordelinger var delvist under antagelse om, at de nordatlantiske ville fordele sig 3-1; det viste sig at blive 4-0. 

27.4.15

Mapping policy spaces

How do political parties locate themselves relative to each other in "political space"? And how can one "measure" and identify such locations? I have a new paper out in Research & Politics, authored with Frederik Hjorth, Robert Klemmensen, Sara Binzer Hobolt and Martin E. Hansen.  Here is the abstract:

"Assigning political actors positions in ideological space is a task of key importance to political scientists. In this paper we compare estimates obtained using the automated Wordscores andWordfish techniques, along with estimates from voters and the Comparative Manifesto Project (CMP), against expert placements. We estimate the positions of 254 manifestos across 33 elections in Germany and Denmark, two cases with very different textual data available. We find that Wordscores approximately replicates the CMP, voter, and expert assessments of party positions in both cases, whereas Wordfish replicates the positions in the German manifestos only. The results demonstrate that automated methods can produce valid estimates of party positions, but also that the appropriateness of each method hinges on the quality of the textual data. Additional analyses suggest that Wordfish requires both longer texts and a more ideologically charged vocabulary in order to produce estimates comparable to Wordscores. The paper contributes to the literature on automated content analysis by providing a comprehensive test of convergent validation, in terms of both number of cases analyzed and number of validation measures."


13.4.15

"Social choice" & demokratiske paradokser

Min klumme dd. giver et lille, kort "social choice"-teoretisk perspektiv på det kommende folketingsvalg:

"Folketingsvalget kan komme når som helst, og uanset hvem der vinder, vil der være masser af skåltaler om, at valget er »en festdag for demokratiet«, og at »folket har talt«. Siden Murens fald i 1989-90 er demokrati da også blevet noget nær uanfægteligt som en måde at organisere politik på, i hvert fald i Vesten.
Men den ukritiske fremstilling af demokratiet som manifestationen af en »folkevilje« er langt fra den logik, der mere fundamentalt kan karakterisere demokratiet, når man skraber lidt i overfladen. Dét er noget, matematikere, filosoffer og enkelte statsmænd har været klar over siden antikken, men sjældent er trængt igennem til den idylliserende måde, vi taler om demokratiet på.
Problemet er i al sin simpelhed dette: På den ene side er det en »indbygget« del af vores demokratiforståelse, at »vinderen« skal være mere foretrukket af et flertal af vælgerne end alternativerne. På den anden side kan der reelt ske mærkelige ting, så snart mere end to personer skal vælge mellem mere end to alternativer, eller beslutningen skal »gennem« et valgsystem. I de sidste tilfælde kan man ikke være sikker på, at det første holder.
Hva’ba? Jo, matematikere har vist, at man kan have situationer, hvor et flertal foretrækker C frem for B, og et flertal ønsker A snarere end B – men hvor det paradoksalt nok også er tilfældet, at et flertal vil have C frem for A. Dermed har man, hvad der kaldes et »cyklisk flertal«: C slår B slår A slår C. Uanset hvad der bliver valgt, er det alene måden og rækkefølgen, man stemmer på, der afgør udfaldet. [...]
Man kalder dette for »Condorcets Paradoks« efter den franske matematiker, der i 1700-tallet opdagede det. Hans kollega opdagede det fænomen, der kaldes »Bordas Paradoks«: Her får A flere stemmer end B, men B vinder."
Condorcets Paradoks anslås at forekomme i 10-15 pct. af de tilfælde, hvor mere end to vælgere skal vælge imellem mere end to alternativer--og Bordas Paradoks forekommer ganske hyppigt i alle tænkelige demokratiske sammenhænge.

Det har jeg igennem årene beskæftiget mig en del med--også i "populære" kommentarer (f.eks. dagens, i en kommentar til det tyske forbundsvalg, i en alternativ analyse af det amerikanske præsidentvalg i 1960, om danske meningsmålinger i 2011, og om TV-serien "Borgen" (!).

Til min forskning på området hører bl.a. disse af mine arbejder, hvor jeg har prøvbet at konfrontere de teoretiske paradokser med den empiriske virkelighed:

  • "Special Issue on Empirical Social Choice" (Public Choice, 2014), hvoriblandt disse:
  • "Empirical social choice: An introduction", 'gated' udgave her; 'ungated' version her
  • "Picking a loser? A social choice perspective on the Danish government formation of 1975", 'gated' paper her; 'ungated' version her
  • "Election Inversions, Coalitions and Proportional Representation: Examples of Voting Paradoxes in Danish Government Formations" (Scandinavian Political Studies, 2013) ('gated' version her; 'ungated' version her)
  • "Voting paradoxes under proprtional representation: Evidence from eight Danish elections"(Scandinavian Political Studies, 2008) ('gated' version her)
  • "An empirical example of the Condorcet Paradox of voting in a large electorate" (Public Choice>, 2001) ('gated' version her)

4.3.15

Terrorisme


De forfærdelige terroranslag i Paris og København i januar og februar i år har--desværre--givet mig grund til at "genbesøge" et emne, som jeg i sin tid skrev min ph.d. afhandling om, nemlig politisk vold og oprør, herunder revolutioner, opstande og terrorisme, og siden hen har berørt i andre arbejder.

Min afhandling, "Rational Choice, Collective Action and the Paradox of Rebellion" (1996, forsvaret 1997, her anmeldt i Public Choice)--som endte med at hænge mig langt ud af halsen--var et forsøg på at reformulere en rational choice-teori om politiske aktiviteter kendetegnede ved at være ulovlige, ofte voldelige, og havende en "kollektiv gode"-natur.  Studiet, der primært var teoretisk i karakter, forkuserede på betydningen af ideologi og "politiske iværksættere".

Jeg vendte sidenhen, sammen med Robert Klemmensen (SDU) og Mogens K. Justesen (CBS), tilbage til emnet terrorisme mere snævert i en artikel, "The Political Economy of Freedom, Democracy and Transnational Terrorism" (2006), til et temanummer om terrorisme.  Paperet, der (i al ubeskedenhed) siden er blevet dét mest citerede danske studie om terrorisme og et af de mest citerede internationalt af slagsen, havde dette sammendrag:
"We conduct an empirical analysis of data relating measures of economic and political freedom to the occurrence of transnational terrorism 1996–2002. We use binary logistical regression models

2.3.15

Vælgernes viden og uvidenhed

Politiken kan dd. fortælle på baggrund af en surveyundersøgelse blandt yngre danskere, at de adspurgte som helhed betragtet generelt ikke forstår så meget af økonomiske forhold.  Og det er endog når man spørger dem om deres privatøkonomi.

Der er desværre grund til at tro, at vælgerne ikke er klogere, når det gælder politik og andre samfundsforhold.  Tværtimod er deres viden ofte langt fra de fakta, de forsøger at tage stilling til.  Det har jeg fornylig haft to klummer om, nemlig

3.1.15

Udvalgte klummer & indlæg 2014

Det blev igen i 2014 til en pæn mængde debatindlæg og blogposter.  Jeg har nedenfor--ligesom sidste år og forrige år--forsøgt at se på, hvilke der "vandt mest gehør".  D.v.s., jeg har atter, fortsat lidt arbitrært, taget dem, der på Facebook fik +100"likes"; det kunne lige så godt have været et hvilket som helst andet antal, men nu har jeg brugt den målestok to gange før, og det gør jeg så igen, uanset om det er blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" anført ved hver).


  1. "Politiske kommentatorer med håret i fedtefadet - igen" (Magt & Marked, 2014): 897
  2. "Pyramidespils-samfundet" (Kurrilds, 2014): 500
  3. "Berigelses-kommissionen" (Kurrilds, 2014): 478
  4. "Basta! En politiksters arrogance" (Magt & Marked, 2014):  466
  5. "Tager Rune Lykkeberg fis på Politikens læsere?" (Magt & Marked, 2014): 458
  6. "Hvad vil Venstre egentlig?" (Magt & Marked, 2014): 410
  7. "Helt ærligt, Johanne" (Groft Sagt, 2014): 381
  8. "Jantelov og topskat" (Magt & Marked, 2014): 372
  9. "Totalkommunen" (Kurrilds, 2014): 297
  10. "Politisk uvidenhed, privat klogskab" (Magt & Marked, 2014): 286
  11. "Fra ordbogen: 'Politikster'" (Groft Sagt, 2014): 283
  12. "Det er absolut sidste chance før verdens undergang – igen" (Magt & Marked, 2014): 238
  13. "Mullah Carlsen" (Groft Sagt, 2014): 190
  14. "Illusionen om lige muligheder" (Kurrilds, 2014): 180
  15. "Vejen til Trældom" (Kurrilds, 2014): 175
  16. "Når magten bliver vilkårlig" (Kurrilds, 2014): 171
  17. "Hvem kan vælgerne stole på?" (Kurrilds, 2014): 164
  18. "Borgerlig så det gør noget - CEPOS ti år efter" (Magt & Marked, 2014): 157
  19. "Edmund Burke og nutidens konservative" (Magt & Marked, 2014): 156
  20. "Noget må der gøres!" (Groft Sagt, 2014): 131
  21. "Ulighed

7.11.14

Midtvejsvalg 2014 i USA (2)

Der har--ikke så overraskende--været drøn på i dækningen af USA's midtvejsvalg.  Nylige "ting" omfatter bl.a.:
  • Artikel i oktober-udgaven af Ræson om mulighederne for, at Republikanerne igen ville kunne ødelægge alt for dem selv.
  • Klumme i Berlingske om Obama som "lame duck" de næste to år.
  • Radiooptræden i Lars Trier Mogensens "Det Røde Felt" (Radio 24Syv) om lidt af det samme, sammen med Mads Fuglede, David Trads og Jakob Nielsen (Politiken)
  • Interview i Berlingske.
  • Interview i Jyllands-Posten ("Danske medier har underspillet, hvor skidt det ser ud").
  • Interview i Jyllands-Posten ("Hvis Obama havde været på valg ...")
  • Interview i Deadline med "efteranalyse".

4.11.14

Prognose for midtvejsvalg i USA 2014: Senatet

Prognose pr. 4.XI.2014 (sidste opdatering):
Republikanerne: 52 (+7)
Demokraterne: 45 (-8)
Uafhængige: 3 (+1)

Republikansk gennemsnitligt forspring i delstaterne: 4,4%
(sidste uge: 3,6%)


I de senere år er interessen for at kunne "forudsige" udfaldet af valg i USA tilnærmelsesvis eksploderet.

Det begyndte for et par årtier siden med politologers og økonomers forsøg på at lave teoretisk drevne modeller, der gerne med så få antagelser som muligt skulle kunne forklare så meget af den historiske variation i stemmeandele som muligt--og også gerne forudsige de konkrete vindere.  Særligt stærke har modeller været, der forklarer det regerende partis kandidats stemmeandel med den økonomiske udvikling.  (Min personlige favorit er prof. Douglas Hibbs' "Bread & Peace"-model for præsidentvalg, der klarer sig ekstremt godt på både få antagelser, overordnet forklaringskraft og konkrete forudsigelser.  Min egen "Bread & the Cost of Ruling"-model har været under udvikling siden 2008.)

Med internettet, flere data og forøgede software-muligheder for let at lave stadigt mere avancerede kvantitative analyser, der tidligere skulle laves på papir og med lommeregner, har snart sagt ethvert større medie i USA fået deres egne analytikere eller forskere, der laver "prognose"-modeller.  Den mest kendte er Nate Silvers "538" (tidligere hos New York Times, men nu selvstændig), men med på vognen er f.eks. Washington Post og New York Times.  Disse er typisk baserede i meningsmålinger (snarere end f.eks. økonomiske faktorer) og sigter generelt mod at kunne forudsige så præcist som muligt (men er til gengæld i sagens natur "fattige", når det kommer til egentlige forklaringer af udfaldene).

Jeg har i en del år (faktisk siden 1996, hvor jeg lavede en analyse for DR), på den ene og anden vis, forsøgt mig med kommenterende analyser og enkelte specifikke forudsigelser.  I år har vil jeg i forbindelse med midtvejsvalget lave en systematisk men enkel meningsmålingsbaseret prognose for udfaldet af den mest interessante del af dét--valget til Senatet.  (Valget til Repræsentanternes Hus er lige så vigtigt, men dér er Republikanernes sandsynlighed for at holde--og endog øge--deres flertal tæt på 100 pct.)

"Modellen"

Modellen, som jeg vil opdatere et par gange inden valgdagen, er ekstremt simpel sammenlignet med de ovennævnte: For hver delstat tager jeg a) de fem seneste meningsmålinger fra b) forskellige meningsmålingsfirmaer og c) tager så den ikke-Republikanske kandidats "median"-resultat.  (Er der kun fire eller to, tager jeg et simpelt gennemsnit.) Er median-andelen og gennemsnittet grundlæggende det samme, laver jeg et "call" på baggrund af det; er de forskellige, gør jeg det samme p.b.a. medianen og evt. andre forhold. (Medianen er i mange henseender at foretrække fremfor gennemsnittet ved denne type analyser, jf. her og her.) Giver medianen "uafgjort", følger jeg gennemsnittet.

Alle meningsmålingsdata hentes fra RealClearPolitics.  Dermed er alt offentligt og replicerbart.

Seneste data (per 4.XI.2014)


Delstat Seneste måling Næst-seneste måling 3. seneste måling 4. seneste måling 5. seneste måling Gennemsnit Median PKK's "call"
Alabama  R
Alaska -1,0% -5,0% 6,0% -4,0% -4,0% -1,6% -4,0%  R
Arkansas -8,0% -7,0% -13,0% -2,0% -5,0% -7,0% -7,0%  R
Colorado -3,0% -2,0% -2,0% -1,0% -6,0% -2,8% -2,0%  R
Delaware 18,0% 25,0% 15,0% 19,3% 18,0%  D
Georgia -4,0% -1,0% -3,0% -3,0% -4,0% -3,0% -3,0%  R
Hawaii 52,0% 26,0% 32,0% 36,7% 32,0%  D
Idaho -31,0% -18,0% -25,0% -24,7% -25,0%  R
Illinois 10,0% 10,0% 13,0% 14,0% 10,0% 11,4% 10,0%  D
Iowa -3,0% 0,0% -7,0% -1,0% -1,0% -2,4% -1,0%  R
Kansas 1,0% 1,0% -1,0% 2,0% 1,0% 0,8% 1,0%  I
Kentucky -9,0% -8,0% -5,0% -6,0% -8,0% -7,2% -8,0%  R
Louisiana -1,0% -5,0% -7,0% -8,0% -4,0% -5,0% -5,0%  R
Maine -20,0% -32,0% -19,0% -40,0% -35,0% -29,2% -32,0%  R
Massachusetts 14,0% 15,0% 20,0% 25,0% 16,0% 18,0% 16,0%  D
Michigan 13,0% 15,0% 14,0% 15,0% 8,0% 13,0% 13,0%  D
Minnesota 11,0% 9,0% 10,0% 10,0% 10,0%  D
Mississippi -22,0% -15,0% -12,0% -16,3% -15,0%  R
Montana -18,0% -16,0% -20,0% -18,0% -20,0%  R
Nebraska -29,0% -17,0% -23,0% -23,0%  R
New Hampshire 2,0% -1,0% 1,0% 7,0% 0,0% 1,8% 1,0%  D
New Jersey 14,0% 12,0% 24,0% 16,0% 11,0% 15,4% 14,0%  D
New Mexico 7,0% 16,0% 18,0% 13,0% 13,0% 13,4% 13,0%  D
North Carolina 2,0% 0,0% 1,0% -2,0% 2,0% 0,6% 1,0%  D
Oklahoma -35,0% -36,0% -31,0% -34,0% -35,0%  R
Oklahoma -31,0% -34,0% -29,0% -31,3% -31,0%  R
Oregon 19,0% 12,0% 21,0% 17,3% 19,0%  D
Rhode Island 45,0% 35,0% 40,0% 40,0%  D
South Carolina -15,0% -20,0% -18,0% -17,7% -18,0%  R
South Carolina -28,0% -31,0% -32,0% -30,3% -31,0%  R
South Dakota -14,0% -11,0% -9,0% -14,0% -13,0% -12,2% -13,0%  R
Tennessee -22,0% -15,0% -18,5% -18,5%  R
Texas -22,0% -26,0% -21,0% -18,0% -21,8% -21,5%  R
Virginia 7,0% 12,0% 10,0% 10,0% 9,8% 10,0%  D
West Virginia -22,0% -11,0% -17,0% -16,7% -17,0%  R
Wyoming -40,0% -36,0% -38,0% -38,0%  R









NB! Tallene er forspring i stemmeandel til den ikke-Republikanske kandidat (d.v.s. generelt en Demokrat).  Hvis tallet er negativt, står Demokraten til at tabe; er det positivt, står vedkommende til at vinde. Der er ikke taget højde for konfidensintervaller o.l.









Prognosen

På denne enkle baggrund er min prognose altså, at Republikanerne (der udover dem, der er på valg, har 30 medlemmer af Senatet) vil få 52 mandater, mens Demokraterne (der p.t. har 32 andre end dem, der er på valg) vil få 45 og dermed tabe flertallet i kammeret, mens et yderligere mandat vil gå til "uafhængige" (hvoraf der allerede er to, som er associerede med Demokraterne).

Selvom "modellen" er ekstremt simpel og uteknisk, giver den reelt det samme billede som de langt mere avancerede/komplekse modeller.  Disse siger per dd.:
  • DailyKos [erklæret Demokratisk]: R: 53; D: 47 (inkl. "uafhængige")
  • 538/Nate Silver: R: 53; D: 47 (inkl. "uafhængige")

15.10.14

Politik som professionel karriere

Jeg har på det seneste skrevet flere klummer om politik som professionel karriere--herunder specielt lidt om, hvorvidt politikere er lønnet for lidt, eller måske endog for meget og vælgernes syn på samme.  Her er de:

Det er iøvrigt et emne, jeg tidligere har berørt i bl.a. "Politisk kravlegård".



28.5.14

Midtvejsvalg 2014 i USA


Jeg er langsomt ved at varme op til dækning af det kommende midtvejsvalg i USA i november i år, hvor hele Repræsentanternes Hus, 1/3 af senatet og et stort flertal af landets guvernørposter er på valg.

Her er min klumme i Berlingske fra forleden: "Republikanerne på vej til sejr".  Den hed egentlig "Kan Republikanerne slå sig selv igen?", hvilket var det underliggende tema, men debatredaktionen syntes nok, at titlen var for lang og/eller for ikke-provokerende.  Den redigerede siger sådan set også, hvad konklusionen er: At Republikanerne p.t. ser ud til at få et ganske godt valg, hvor man fastholder stort set alt, hvad man har, og måske går nok frem i senatet til at få flertallet der.  Dermed bliver midtvejsvalget måske et af deres bedste i mange årtier og potentielt bedre end 2010.

Det berørte jeg sådan set allerede i en blogpost efter de seneste amerikanske lokalvalg, der blev afholdt i november 2013: "Obamas nedtur".

De fleste anerkendte analytikere synes at være enige, bl.a. Nate Silver ("538"), Larry Sabato, Alan Abramowitz, John Sides m.fl.

Washington Posts "Election Lab" prognose (John Sides).

Jeg venter med at begynde at give mine egne bud indtil efter sommerferien. Men i sidste ende er det, som (næsten) altid,

23.4.14

New paper on the political economy of monarchy

Since my teenage years I have been fascinated by the colourfulness of monarchy.  Most other children grow out of it, but I did not--and have occasionally mixed it up with my professional interest in political economy and comparative politics.


The forthcoming issue of Journal of Institutional and Theoretical Economics features an article by myself and Christian Bjørnskov: "Economic Growth and Institutional Reform in Modern Monarchies and Republics: A Historical Cross-Country Perspective 1820–2000" (gated version; old, ungated version).  Here is the abstract:
Conventional arguments suggest that republics ought to grow faster than monarchies and experience lower transitional costs following reforms. We employ a panel of 27 countries observed from 1820 to 2000 to estimate these differences. Results show no significant growth differences between the two regime types. Effects of incremental reforms do not differ between them, but those of large-scale reforms do. Specifically, we find a strong valley-of-tears effect of large reforms in republics, and monarchies benefit from such reforms in the ten-year perspective adopted here. We offer some tentative thoughts on the underlying mechanisms responsible for the results.
I have previously published on "The Constitutional Economics of Autocratic Succession" (Public Choice, 2000), looking at coups against Danish monarchs ca. 936-1849, ditto in "Autocratic Succession" (2004) with data also from Sweden, and on "Rational Bandits: Plunder, Public Goods and the Vikings"

13.4.14

Edmund Burke, konservatisme og liberalisme


Jeg pusler--nu og da--lidt med at skrive en introduktion til Edmund Burkes politiske tænkning.  Der ud af er der bl.a. kommet en længere blogpost, hvori jeg prøver at påvise, at Burke var (mindst) lige så økonomisk liberal som sin gode ven, allierede og partifælle, Adam Smith, og at nutidens danske Konservative ofte misrepræsenterer Burke.  Her er et uddrag:
"Den britiske politiker og skribent Edmund Burke (1729-1797) bliver ofte set som en slags grundlægger af konservatismen som politisk ideologi–eller filosofi eller grundholdning, eller hvad man nu vil.
Burke bliver i særdeleshed typisk påberåbt af nutidige konservative, når de ønsker at demonstrere en intellektuel basis, der går udover dag-til-dag politikken.  Ikke sjældent fremstilles han i praksis som en slags repræsentant for en “midten-af-vejen” holdning lige langt fra den økonomiske liberalisme og ditto socialisme.  Som en Connie Hedegaard iklædt 1700-tals-paryk og -skødefrakke–klar til kamp for social ansvarlighed, en pæn tone og global bæredygtighed.
Det ville Burke nu nok have frabedt sig–især hvis han havde kunnet se, hvad de selvsamme gør sig til talsmænd for i praktisk politik, altimens de påberåber sig hans navn.  For nutidens Konservative citerer som regel Burke, som en vis person læser Biblen.  De ignorerer konteksten og alt andet end Burkes kritik af Den Franske Revolution som udslag af systemtænkning.  De ser bort fra, at Burke selv ræsonnerede indenfor rammerne af naturretstænkning og var en prominent fortaler for, at alle mennesker har et sæt af medfødte, naturlige rettigheder, uanset om disse måtte være implementeret i konkret lovgivning eller ej.  De glemmer, at han var parlamentsmedlem og chefideolog for det liberale Whig-parti, de konservative Toryers væsentligste modstander og bedste ven med liberalismens “bedstefader”,  Adam Smith.
De plukker selektivt passager ud med smukke men luftige metaforer om “kontrakten mellem generationerne”, om “fællesskab” hvor “ingen mand er en ø”, og om at “forandre for at bevare”.  Udsagn, som har præcis så meget konkret at sige om praktisk politik, som fuglenes flugt eller døde dyrs indvolde har at fortælle om fremtiden.  Det er “fluffy”, næsten esoteriske udsagn, som i praksis kan anvendes til at argumentere for både det ene og dettes eksakte modsætning.  På den måde bliver nutidens forsøg på at lave konservativ tænkning meget ofte til en slags påskeæg af den slags, man kan fylde med indhold: En tom ydre skal og indeni lige præcis, hvad man kan få plads til–inklusive ikke så lidt luft, hvis man ikke har andet at byde på."