Stemmer stemmerne i ”Borgen”?

Flere iagttagere af TV-serien ”Borgen” har gennem tiden hæftet sig ved, at de forskellige mandatfordelinger ikke altid synes at give mening.  I nogle afsnit har en gruppe af partier sammen flertal/ikke-flertal, for lidt senere i samme afsnit at få byttet rundt—uden at noget ”sker” parlamentarisk i mellemtiden.

I seriens klimaks i dens nylige, sidste afsnit (nr. 30) sker der noget mærkeligt efter afholdelsen af Folketingsvalget, nemlig da man kom til at skulle danne regering.

Her er, hvad man fik at vide og et par mulige fortolkninger.  Markeret med * er de mandatfordelinger for de 175 mandater, man får oplyst i afsnittet som valgets landsresultat, altså ekskl. de fire nordatlantiske (to fra Grønland, to fra Færøerne):

Partier	Mandater / flertal blandt 175 (ekskl. nordatlantiske) kræver 88	Mandater / flertal blandt alle 179 kræver 90
Solidarisk Samling (SS)	12*	12*
Miljøpartiet (MP)	22*	22*
Arbejderpartiet (AP)	42*	42*
Venstrefløj (SS+MP+AP)	=76*	=76*
Nye Demokrater (ND)	13*	13*
Højrefløj (M+NH+L+FP)	=86*	=86*
Moderate (M)	5*	5*
Nye Højre (NH)	23*	23*
Liberale (L)	maks. 47	maks. 45
Frihedspartiet (FP)	min. 11	min. 13

 * Mandatfordelinger, der oplyses eksplicit i afsnittet

Man kan ikke i afsnittet se og får ikke at vide, hvor mange mandater De Liberale og Frihedspartiet får.  Der siges intet om de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, så man kan ex ante antage, at de enten fordeler sig lige mellem "blokkene" eller holder sig ude af regeringsdannelsen.

Det kræver 90 mandater for at kunne være sikker på at have flertal (en majoritet) bag sin politik i Folketinget.  For ved en "dronningerunde" at få til opgave at danne regering kræver det kun et simpelt flertal (en pluralitet) af mandaterne bag sig.

Scenarie A.

1. På et tidspunkt på valgnatten henvender MP, AP og FP sig til ND (ved endnu et hemmeligt møde på ... Ridebanen!) med henblik på en bred koalition med Birgitte Nyborg som statsminister, og det forstås af konteksten, at det må være udenom SS.  Hvis det er tilfældet, må FP have mindst 13 mandater—fordi 22+42+13=77.  Hvis FP ikke har mindst 13 mandater, ville koalitionen ikke have de 90 mandater, som det kræver for et flertal i Folketinget, og det er, hvad det præsenteres som, at man vil have.  Nyborg siger, at det helt store spørgsmål er: "Hvem kan tælle til 90? Det kan jeg, hvis jeg tager imod dette tilbud. [... statsminister for] en flertalsregering. Det er en historisk mulighed. Det, der bliver besluttet i regeringen, kan blive gennemført i morgen, og jeg skal ikke spørge nogen om lov. Er du klar over, hvad jeg vil kunne få gennemført?" (48-49 minutter inde i afsnittet)
2. Men hvis FP har mindst 13 mandater, kan L--ved en antagelse om, at vi taler om et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer (altså 90)--højest have 45 mandater—fordi 86-5-23-(min.)13 er = maks. 45.
3. Så kommer mysteriet: Efterfølgende laves på forslag af Birgitte Nyborg en ny regering af ND, NH og L med Lars Hesselboe som statsminister.  (M omtales ikke, men vi antager, at de vil støtte.)  Følger man ræsonnementet hos Nyborg, vil denne angiveligt have flertal uden at skulle basere sig på FP—men det giver under de skitserede antagelser kun 13+5+23+maks.45 = maks. 86 mandater.
4. Her er så det mulige problem: Hvis ND, M, NH og L alle peger på Hesselboe/Nyborg m.fl., så har de altså maks. 86 mandater bag sig, men hvis den anden koalition peger på AP's leder, Thorsen, så har denne koalition 89 mandater ved "dronningerunden", hvis FP og SS peger på AP's Thorsen snarere end L's Hesselboe eller på en helt tredje.  (De to sidste muligheder hører vi ikke noget om.)

Hvis vi ikke ved andet, end hvad vi får at vide i afsnittet, må konklusionen altså være, at ingen af de to "blokke" kan være sikre på at have et sikkert flertal (90) bag sig i hverdagen (men vil være afhængige af et eller alle nordatlantiske mandater og Hesselboe/Nyborg tillige kun være en mindretalsregering), men at det til gengæld vil være er den af AP ledede koalition, som har en pluralitet af stemmerne bag sig og derfor ved en "dronningerunde" vil få tjansen med at danne regering.

Man kan ikke antage sig ud af det problem ved at øge De Liberales mandattal til f.eks. 47 eller 49 mandater.  
Det vil ganske vist give ND+M+NH+L de 88 eller 90 mandater, som de vil skulle bruge til henholdsvis en pluralitet ved en "dronningrunde" uden de nordatlantiske eller til en egentlig parlamentarisk majoritetet --for det vil betyde, at de mandater skal fraregnes, hvad FP måtte kontrollere og dermed, at den første koalition af MP+AP+FP+ND ikke vil have kunne haft det flertal, der tales om ...

Scenarie B.

Men måske Adam Price kun har tænkt--og regnet--på de 175 ikke-nordatlantiske mandater i.f.t. et flertal?

Det var frem til 1960erne generelt tilfældet, at de nordatlantiske mandater afholdt sig fra at spille en rolle ved danske regeringsdannelser.  Det kræver i så fald ikke 90 mandater til et "praktisk" flertal men kun 88.  I så fald har regnestykket for den første koalition heddet 22 (MP) + 42 (AP) + ND (13) + FP (mindst 11) = mindst 88--hvilket ville være lige præcis et simpelt flertal.

Hvis FP har mindst 11 mandater, kan L højest have 47 mandater--fordi 86-5-23-(min.)11 er = maks. 47.

Så vil en "revideret" flertalskoalition af ND, M, NH og L give 13+5+23+maks. 47 =  maks. 88 mandater--mens venstrefløjen (SS+MP+AP) plus FP vil have min. 87.

Det sidste er den eneste konstellation/mandatfordeling, der kan passe i forhold til handlingen i afsnittet--ellers går det simpelthen ikke op, og så passer mandaterne ikke til historien.  Det ville formodentlig være nok til at lade De Liberales Hesselboe få chancen ved en "dronningerunde" til at danne en ny regering, som den Birgitte Nyborg foreslår ham.

Men ... der er bare et problem: Den passer ikke med Nyborgs ovenfor citerede udtalelser om, at regeringen vil have 90 mandater og ikke vil skulle spørge nogen om lov, o.s.v.  Udover at det ville være det mindst tænkelige parlamentariske flertal (maks. 88 mod min. 87), og dermed reelt kun have maks. en stemmes flertal, så ville det i praksis ikke være nok til det parlamentariske flertal, der tales om, når de fire nordatlantiske mandater tælles med.  De falder ikke nødvendigvis 2-2 til fløjene--i de senere år har de været 3-1.  Det ville med andre ord være en ekstremt skrøbelig regering--slet ikke én med Birgitte Nyborgs erklærede målsætning om at kunne lave den politik, "vi vil" uden at skulle spørge andre.  Men i afsnittet siges, som sagt, intet specifikt om de nordatlantiske mandater (men se nedenfor).

Hvornår har vi sidst set en regering blive dannet med kun et mandats flertal og uden at inddrage de nordatlantiske?  Ikke den nuværende--her var resultatet ved Folketingsvalget 2011 89 mod 86 uden de nordatlantiske og 92 mod 87 med dem.  Snarere Folketingsvalget 1998, hvor venstrefløjen fik 88 mandater, højrefløjen 87 mandater, og hvor de nordatlantiske mandater delte sig 2-2.

Scenarie C.

Men der er også en tredje mulig fortolkning/analyse: I et glimt af landsresultatets kolonner (se screenshot) ser man, at de fire nordatlantiske mandater alle er farvet røde og placeret "til venstre" for den "røde blok".  Det omtales ikke i afsnittet, men hvordan skal det forstås?  Hvis det tages bogstaveligt--som at de fire alle, ret usædvanligt, støtter samme blok--så passer (med en antagelse om, at disse ikke støtter SS) Nyborgs påstand om, at ND+MP+AP+FP+nordatlantiske vil kunne have 90 mandater.  Så vil der faktisk kun skulle bruges ni mandater fra FP--og så kan L få 49 mandater, og så "stemmer stemmerne", for så får ND+M+NH+L også lige præcis 90 mandater.

Sådan kan man godt få historien på plads.

Men den kommer med en pris: 1) At det antages at alle fire nordatlantiske mandater allierer sig med to venstrefløjspartier--hvilket er historisk uset. 2) At dette slet ikke omtales med et ord i afsnittets ellers detaljerede konspirationer og koalitionsforhandlinger.

Det meste af dette er jo--udover at være fiktivt--noget spekulativt.

Vi "ved" jo ikke, hvad mandatfordelingerne for L og FP er, og vi får heller intet at vide om de nordatlantiske mandater.  Men noget antyder, at manuskriptforfatterne har været i et dilemma mellem på den ene side af skabe "drama" og på den anden side skitsere en proces, der helt giver mening i.f.t., hvorledes dansk parlamentarisme fungerer.

Eller hva'?


PS. Hvad ville politologer forudsige, at udfaldet af regeringsdannelsen blev?  Hvis ... (1) mandatfordelingerne var som anført, (2) partierne placeret på en venstre-højre skala som antydet, og (3) de nordatlantiske ikke blander sig i regeringsdannelsen ..., så ville Robert Axelrods (meget træfsikre) teori om "minimalt-vindende-forbundne-koalitioner" forudsige enten en SS-MP-AP-ND koalition (89 mandater mod 86 mandater) eller en ND-M-NH-L-FP koalition (99 mod 76 mandater), og formodentlig anført af enten AP eller L.  Og måske snarere det første end det sidste.

Hvis ND partout udelukker FP og ikke vil i regering med SS, vil det sige en SS-MP-AP-ND koalition med en MP-AP-ND regering.  Lyder det bekendt?