EU-nej'et: En bred, folkelig mistillid til politikerne

Jeg har i kølvandet på det forudsete (og efter min mening rimeligt forudselige) "nej" ved folkeafstemningen 3. december haft to indlæg hos Berlingske om dette og årsagerne:

• "Den elitære Goliath" ("Magt & Marked", 3. december 2015)
• "Mistillid til eliten" ("Kurrilds", 7. december 2015)

Et "nej" tegner sig ved folkeafstemningen: cirka 52-53% - 47-48%

Næsten uanset hvordan man vender og drejer den seneste uges meningsmålinger, tegner det til, at folkeafstemningen i dag om suverænitetsafgivelse til EU i.f.m. retspolitikken bliver et nej.  Formodentlig i omegnen af 52-53% "nej" og 47-48% "ja".

Der har i de seneste målinger været noget, der ligner en lille bevægelse til fordel for "ja", men alt i alt er der simpelthen for meget, der ensartet peger i retning af et "nej".

Det er efterhånden velkendt, at det er en skidt idé at tro på kun én meningsmåling--også fordi man oplagt kommer til at "cherry-picke", altså vælge den man selv synes bedst om.  Vil man have et sikkert bud på tendensen eller status, står man sig bedre ved at se på samtlige tilgængelige meningsmålinger.

Men der er ingen entydigt "rigtig" måde at gøre dét på.  Skal man f.eks. tage et simpelt gennemsnit, eller ét hvor man vægter de enkelte målinger?  Og hvis man vægter dem, skal man så vægte for antal respondenter eller målingernes "alder" eller begge dele?  Eller skal man (som denne iagttager efterhånden foretrækker) bruge median-målingen snarere end gennemsnittet?  Og hvor mange målinger skal man medtage, og skal man evt. sætte loft over hvor mange fra hvert enkelt meningsmålingsfirma?

Der er ikke noget kategorisk rigtigt svar på disse spørgsmål--det er håndværk snarere end videnskab.  Men den seneste uges meningsmålinger er så entydige, at det her ikke betyder meget fra eller til.  Af de seneste ni meningsmålinger har kun én (for ti dage siden) peget på et "ja"--og det med så lille et forspring, at det var ligegyldigt.  I de meningsmålinger, hvor den ene side har haft et forspring, der er statistisk signifikant, er det hver gang til "nej"-siden.

Nedenfor er gengivet tre forskellige måder at udregne et "aggregeret" meningsmålings-billede:

Hvordan klarede meningsmålingsfirmaerne & co. sig? PS ...

Jeg præsenterede i dag ved et morgenmøde i CEPOS en udvidet version af nedennævnte sammenligning af, hvordan meningsmålingerne m.v. klarede sig i.f.m. FV15.  Mine PowerPoint-dias med tal & kommentarer kan ses/downloades her.

Hvordan klarede meningsmålingsfirmaerne & co. sig?

Hvordan klarede meningsmålingsfirmaerne sig i forbindelse med FV15?  I løbet af valgaftenen blev der på de sociale medier skældt meget ud på dem, mens prognoserne rullede, men hvordan gik det egentlig i praksis, da stemmerne var talt op?  Og hvordan gik det med de medier og forskere, der--som jeg selv--forsøgte sig med at "aggregere" meningsmålingerne til mere "udglattede" resultater?

Her kommer en hurtig opsummering, ordnet fra dem, der målt via "bruttofejl" i forhold til det faktiske valgresultat, var tættest på dette:

Nettofejl (rundet af), ordnet fra færrest til flest:

• Gallup, sidste måling: 3,6%
• Megafon, sidste måling: 3,9%
• Voxmeter,

Udfaldet af folketingsvalget 2015?

Aldrig er der blevet fremstillet så mange meningsmålinger ved et dansk folketingsvalg som ved dette, FV15.  Nogle dage er der kommet hele syv nye, nationale målinger.  Aldrig før har der været så mange forskere og "kommentatorer" til at drøfte og udlægge dem.  Også ofte langt ud over, hvad der har været belæg for.

De senere år er der også kommet flere "konkurrerende" aggregeringer af målinger: Først Søren Risbjerg Thomsen på Altinget.dk; siden forsøgsvis undertegnede her på stedet og tidligere på Punditokraterne.dk; dernæst fra 2011 Berlingske Barometer; og senest under denne valgkamp fra fire dygtige, yngre forskere på min arbejdsplads, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet (Jens Olav Dahlgaard, Frederik Hjorth, Martin Vinæs Larsen, Asmus Leth Olsen).  Alle med lidt forskellige udvalg af målinger, og lidt forskellige "teknikker".

Jeg har sådan set ikke meget yderligere at bidrage med, men har nu ved et par valg forsøgt mig med en "median-model", hvor jeg i stedet for at tage et gennemsnit (simpelt eller vægtet på den ene eller anden måde) tager medianen af de (syv) seneste målinger.  Det er der forskellige grunde til, men kort fortalt viser erfaringerne fra flere lande, at man på den måde synes at få frasorteret "outlier"-enkeltmålinger, der trækker gennemsnittet for meget den ene eller anden vej.

Her kommer så lidt på den baggrund.

Det overordnede billede af valgkampen ser omtrent sådan ud: På valgdagen ser de to "blokke" ud til at stå stort set lige--efter først en solid føring fra "blå blok", dernæst en svag føring til først "rød blok" og derefter ditto til "blå blok" igen.

Min "median-model" (baseret på syv seneste målinger fra forskellige institutter) giver i stemmeandele pr. dd. 50,1% "blå" og 48,5% "røde" (og altså 1,4% "andre").  Det er

Mapping policy spaces

How do political parties locate themselves relative to each other in "political space"? And how can one "measure" and identify such locations? I have a new paper out in Research & Politics, authored with Frederik Hjorth, Robert Klemmensen, Sara Binzer Hobolt and Martin E. Hansen.  Here is the abstract:

"Assigning political actors positions in ideological space is a task of key importance to political scientists. In this paper we compare estimates obtained using the automated Wordscores andWordfish techniques, along with estimates from voters and the Comparative Manifesto Project (CMP), against expert placements. We estimate the positions of 254 manifestos across 33 elections in Germany and Denmark, two cases with very different textual data available. We find that Wordscores approximately replicates the CMP, voter, and expert assessments of party positions in both cases, whereas Wordfish replicates the positions in the German manifestos only. The results demonstrate that automated methods can produce valid estimates of party positions, but also that the appropriateness of each method hinges on the quality of the textual data. Additional analyses suggest that Wordfish requires both longer texts and a more ideologically charged vocabulary in order to produce estimates comparable to Wordscores. The paper contributes to the literature on automated content analysis by providing a comprehensive test of convergent validation, in terms of both number of cases analyzed and number of validation measures."

"Social choice" & demokratiske paradokser

Min klumme dd. giver et lille, kort "social choice"-teoretisk perspektiv på det kommende folketingsvalg:

"Folketingsvalget kan komme når som helst, og uanset hvem der vinder, vil der være masser af skåltaler om, at valget er »en festdag for demokratiet«, og at »folket har talt«. Siden Murens fald i 1989-90 er demokrati da også blevet noget nær uanfægteligt som en måde at organisere politik på, i hvert fald i Vesten.
Men den ukritiske fremstilling af demokratiet som manifestationen af en »folkevilje« er langt fra den logik, der mere fundamentalt kan karakterisere demokratiet, når man skraber lidt i overfladen. Dét er noget, matematikere, filosoffer og enkelte statsmænd har været klar over siden antikken, men sjældent er trængt igennem til den idylliserende måde, vi taler om demokratiet på.
Problemet er i al sin simpelhed dette: På den ene side er det en »indbygget« del af vores demokratiforståelse, at »vinderen« skal være mere foretrukket af et flertal af vælgerne end alternativerne. På den anden side kan der reelt ske mærkelige ting, så snart mere end to personer skal vælge mellem mere end to alternativer, eller beslutningen skal »gennem« et valgsystem. I de sidste tilfælde kan man ikke være sikker på, at det første holder.
Hva’ba? Jo, matematikere har vist, at man kan have situationer, hvor et flertal foretrækker C frem for B, og et flertal ønsker A snarere end B – men hvor det paradoksalt nok også er tilfældet, at et flertal vil have C frem for A. Dermed har man, hvad der kaldes et »cyklisk flertal«: C slår B slår A slår C. Uanset hvad der bliver valgt, er det alene måden og rækkefølgen, man stemmer på, der afgør udfaldet. [...]
Man kalder dette for »Condorcets Paradoks« efter den franske matematiker, der i 1700-tallet opdagede det. Hans kollega opdagede det fænomen, der kaldes »Bordas Paradoks«: Her får A flere stemmer end B, men B vinder."

Condorcets Paradoks anslås at forekomme i 10-15 pct. af de tilfælde, hvor mere end to vælgere skal vælge imellem mere end to alternativer--og Bordas Paradoks forekommer ganske hyppigt i alle tænkelige demokratiske sammenhænge.

Det har jeg igennem årene beskæftiget mig en del med--også i "populære" kommentarer (f.eks. dagens, i en kommentar til det tyske forbundsvalg, i en alternativ analyse af det amerikanske præsidentvalg i 1960, om danske meningsmålinger i 2011, og om TV-serien "Borgen" (!).

Til min forskning på området hører bl.a. disse af mine arbejder, hvor jeg har prøvet

Terrorisme

De forfærdelige terroranslag i Paris og København i januar og februar i år har--desværre--givet mig grund til at "genbesøge" et emne, som jeg i sin tid skrev min ph.d. afhandling om, nemlig politisk vold og oprør, herunder revolutioner, opstande og terrorisme, og siden hen har berørt i andre arbejder.

Min afhandling, "Rational Choice, Collective Action and the Paradox of Rebellion" (1996, forsvaret 1997, her anmeldt i Public Choice)--som endte med at hænge mig langt ud af halsen--var et forsøg på at reformulere en rational choice-teori om politiske aktiviteter kendetegnede ved at være ulovlige, ofte voldelige, og havende en "kollektiv gode"-natur.  Studiet, der primært var teoretisk i karakter, forkuserede på betydningen af ideologi og "politiske iværksættere".

Jeg vendte sidenhen, sammen med Robert Klemmensen (SDU) og Mogens K. Justesen (CBS), tilbage til emnet terrorisme mere snævert i en artikel, "The Political Economy of Freedom, Democracy and Transnational Terrorism" (2006), til et temanummer om terrorisme.  Paperet, der (i al ubeskedenhed) siden er blevet dét mest citerede danske studie om terrorisme og et af de mest citerede internationalt af slagsen, havde dette sammendrag:

"We conduct an empirical analysis of data relating measures of economic and political freedom to the occurrence of transnational terrorism 1996–2002. We use binary logistical regression models

Vælgernes viden og uvidenhed

Politiken kan dd. fortælle på baggrund af en surveyundersøgelse blandt yngre danskere, at de adspurgte som helhed betragtet generelt ikke forstår så meget af økonomiske forhold.  Og det er endog når man spørger dem om deres privatøkonomi.

Der er desværre grund til at tro, at vælgerne ikke er klogere, når det gælder politik og andre samfundsforhold.  Tværtimod er deres viden ofte langt fra de fakta, de forsøger at tage stilling til.  Det har jeg fornylig haft to klummer om, nemlig

Udvalgte klummer & indlæg 2014

Det blev igen i 2014 til en pæn mængde debatindlæg og blogposter.  Jeg har nedenfor--ligesom sidste år og forrige år--forsøgt at se på, hvilke der "vandt mest gehør".  D.v.s., jeg har atter, fortsat lidt arbitrært, taget dem, der på Facebook fik +100"likes"; det kunne lige så godt have været et hvilket som helst andet antal, men nu har jeg brugt den målestok to gange før, og det gør jeg så igen, uanset om det er blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" anført ved hver).

1. "Politiske kommentatorer med håret i fedtefadet - igen" (Magt & Marked, 2014): 897
2. "Pyramidespils-samfundet" (Kurrilds, 2014): 500
3. "Berigelses-kommissionen" (Kurrilds, 2014): 478
4. "Basta! En politiksters arrogance" (Magt & Marked, 2014):  466
5. "Tager Rune Lykkeberg fis på Politikens læsere?" (Magt & Marked, 2014): 458
6. "Hvad vil Venstre egentlig?" (Magt & Marked, 2014): 410
7. "Helt ærligt, Johanne" (Groft Sagt, 2014): 381
8. "Jantelov og topskat" (Magt & Marked, 2014): 372
9. "Totalkommunen" (Kurrilds, 2014): 297
10. "Politisk uvidenhed, privat klogskab" (Magt & Marked, 2014): 286
11. "Fra ordbogen: 'Politikster'" (Groft Sagt, 2014): 283
12. "Det er absolut sidste chance før verdens undergang – igen" (Magt & Marked, 2014): 238
13. "Mullah Carlsen" (Groft Sagt, 2014): 190
14. "Illusionen om lige muligheder" (Kurrilds, 2014): 180
15. "Vejen til Trældom" (Kurrilds, 2014): 175
16. "Når magten bliver vilkårlig" (Kurrilds, 2014): 171
17. "Hvem kan vælgerne stole på?" (Kurrilds, 2014): 164
18. "Borgerlig så det gør noget - CEPOS ti år efter" (Magt & Marked, 2014): 157
19. "Edmund Burke og nutidens konservative" (Magt & Marked, 2014): 156
20. "Noget må der gøres!" (Groft Sagt, 2014): 131
21. "Ulighed