Jeg er af Berlingske blevet indstillet til Fonsmark-prisen (2023) og siden udvalgt som en af de tre finalister. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg havde selv fornøjelsen af at møde Henning Fonsmark nogle gange i 1990erne og er en stor beundrer af hans arbejder--især "Historien om den danske utopi".
I forbindelse med prisen er jeg blevet interviewet af Christian Foldager, "Idédebatten i partierne er reelt lige så livlig som Death Valley":
"[Peter Kurrild-Klitgaard har] i årtier ... været en særdels aktiv
intellektuel stemme herhjemme og noget så sjældent som en erklæret
borgerlig professor. Han er således medstifter af både den
borgerligt-liberale tænketank CEPOS og det liberale tidsskrift Libertas.
Og så er han naturligvis en mangeårig skribent for Berlingske, hvor han
i mere end to årtier har ageret borgerlig indpisker. Herfra har han
betragtet borgerlighedens idépolitiske kvaler med den socialdemokratiske
velfærdsideologi.
»Det er jo trist at se, hvordan det står til i dag i De Konservative og
Venstre. I perioder var partierne fyldt med folk, der skrev bøger og
havde dybsindige debatter om, hvor samfundet skulle bevæge sig hen, men
også meget konkrete, innovative politiske forslag. Alt det er
forsvundet.« [...]
»[Partierne] vil have kandidater, der
er villige til at indrette sig efter partitoppens diktat. Idédebatten i
partierne er reelt lige så livlig som Death Valley. Der er næsten kun
Henrik Dahl, som formulerer noget dybsindigt og interessant. Og som
skriver længere tekster end kronikker. Men det gjorde han jo også, før
han blev politiker.«
»Jeg
har meget svært ved at se nogen spændende politikudvikling fra de
borgerlige politikere. Det er næsten helt fraværende. Og det skyldes jo,
at man ikke har en levende debat i partierne. Man går i dag til valg på
det samme, som man gjorde for 20 år siden. Det handler om skattestop,
frit valg i det offentlige og udlicitering af offentlige opgaver til
private.«"
Avisen har også bedt mig om at skrive et essay med en slags præsentation af mig selv og hvad, der ligger mig på hjerte. Det har jeg gjort i et længere essay:
"[Jeg] er i stadigt stigende
grad blevet desillusioneret, når det gælder betydningen af selve
partipolitikken. De fleste politikere er, som mennesker er flest –
hverken værre eller bedre. Men i sagens natur har de fleste også i
prioriteret rækkefølge disse tre mål: At blive valgt, dernæst at blive
genvalgt, og derudover alt hvad der i øvrigt måtte fremme de to første
mål. De politikere, der ikke holder sig disse incitamenter for øje,
holder ret hurtigt op med at være politikere.
Konsekvensen
er, at de fleste politikere uvilkårligt fokuserer kortsigtet og
selvoptaget på de løsninger, der vil fremme deres egne karrierer snarere
end samfundets frihed og velstand. [...]
Vigtigere end hvilke partier
eller personer, der er ved magten, er snarere noget ganske andet:
Udviklingens retning og reformernes dybde.
Her
er de borgerliges evindelige problem, at man oftest er praktiske,
pragmatiske mennesker – og derfor er mere interesserede i at være med,
end hvad man er med til. Man nøjes gerne
med at blive slæbt efter fjendens kampvogne, alt imens man holder
højstemte skåltaler om at være »borgerlige stemmer, der arbejder«."
Update: Ved læserafstemningen gik min tidligere studerende Alex Vanopslagh ikke så overraskende af med sejren. Alex var flink til i sin tale at takke mig og sige, at jeg havde fortjent prisen.
Opslag
