Festschrift in Honour of Martin Paldam

I have together with Toke Aidt (Cambridge) and Christian Bjørnskov/Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus) co-edited a festschrift in honour of our friend, colleague and mentor, professor Martin Paldam, who turned 70 last year. It was published as a special issue of "Public Choice", and Bjørnskov has blogged briefly about it at my old blog, Punditokraterne.

Keep up the good work, Martin!

Det er faktisk ikke Jeres penge ...

Foranlediget af henholdsvis kommunale budgetter/kommunalvalg og balladen om Lars Løkke Rasmussens afregninger i.f.m. GGGI, har jeg skrevet to klummer med titlen "Det er faktisk ikkke Jeres penge", del I og del II.  Essensen kan beskrives med dette referat af Milton Friedman:

"[Mennesker] bruger penge forskelligt, afhængigt af om det er deres egne eller andres, og hvad formålene er. Nobelprisvinderen i økonomi, Milton Friedman, argumenterede ofte, at der logisk set er fire forskellige måder at bruge penge på – afhængig af, hvem der yder, og hvem der nyder.Man kan bruge egne penge på formål valgt af én selv. Man kan bruge andres penge på formål valgt af én selv. Man kan også bruge egne penge på formål valgt af andre. Og endelig kan man bruge andres penge på formål valgt af andre.
Friedmans pointe handlede om forsigtighed: At uanset det konkrete formål, er vi mennesker naturligt mest forsigtige med de midler, der er vores egne og mindst forsigtige med andres penge – og mest selvoptagne, når vi kan. Er det éns egne, har man naturligt nok et større incitament til at pleje, planlægge, spare og investere, mens det er lige omvendt, når det er andres penge: Så gælder det bare om at bruge løs. Ligeledes med, om det er en selv eller andre, der bestemmer formålet. Er man i tvivl om det, skal man blot sammenligne ens eget toilet med ét på en banegård – eller hvordan politikere og andre offentlige beslutningstagere bruger deres egne penge, og hvordan de kan tænkes at opføre sig med skattekroner, når de ikke tror, de bliver set over skulderen."

Det har en pointe i.f.t. kommunalvalget:

"I selve valgåret sænker de skatterne

Grundlovsrevision?

Jeg har efterhånden--og senest dd.--skrevet en del klummer og blogposter om emner knyttet til spørgsmålet om en evt. dansk grundlovsrevision.  Min egen holdning er, at der er meget, der kunne være bedre ved den danske grundlov--men også at der ikke er noget akut, presserende problem, og at grundloven "netto" næppe vil blive bedre af at blive forsøgt revideret af den nuværende regering.

Her er nogle af mine indlæg om en evt. grundlovsrevision:

• "Dødfødt grundlovsrevision" (19.VIII.2013)
• "Grundlovs-revision i respirator?" (6.VI.2012)
• "Rød grundlov?" (17.X.2011)

For et en del år siden var jeg selv pennefører i et forsøg på at lave et forslag til en ny, mere liberal grundlov, og i den mere akademiske ende, har jeg set lidt nærmere på mønstre i konsekvenser af alternative grundlovsarrangementer.

Jeg har også skrevet en del indlæg om den ændring af tronfølgeloven, der blev

Ronald Coase, amning, halal & nøgenbadning ...

Jeg har blogget om tre emner, jeg ikke havde troet, at jeg skulle komme til at beskæftige mig med: Amning, halalslagtning og nøgenbadning.  Og slet ikke samtidigt.  Til gengæld var det

Adam Smith galore ...

I denne uge er det præcis 290 år siden, at den skotske økonom og samfundstænker Adam Smith (1723-1790) blev født.  For mit vedkommende er ugen--pudsigt nok og lidt tilfældigt--blevet en "Adam Smith Uge", uden sidestykke.

Søndag havde jeg i Berlingske en længere anmeldelse af den nye, danske udgave af Smiths "Nationernes Velstand" (udgivet af Informations Forlag).  Mandag blev jeg interviewet til Radio 24Syvs "Cordua & Steno" om Adam Smith (men programmet sendes først til august).

Torsdag deltog jeg sammen med Børsens debatredaktør Christopher Arzrouni, professor emeritus i nationaløkonomi, dr.polit. Hector Estrup og fhv. udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller--ledet af Henrik Dahl--i en paneldebat om Smith, arrangeret af Information & CEPOS.  Teksten til, hvad jeg sagde, er nedenfor.

Og fredag er der uddeling af Libertas Selskabets traditionsrige Adam Smith Pris, der denne gang går til Bernt Johan Collet, fhv. forsvarsminister og mangeårig formand for CEPOS (og, skylder jeg at nævne, ikke blot en nær slægtning af dem, der stod for den danske udgivelse af Smith i 1779 men også af undertegnede).

Mit indlæg fra debatmødet:

“Will the real Adam Smith please stand up?”

Freakonomics blogged "It's the weather, stupid ..."

So, Freakonomics (Steve Levitt, Chicago, and journalist Stephen Dubner) blogged and tweeted about my "It's the weather, stupid ..." paper (gated version, ungated version).  Their book sold 4,000,000 copies and their daily tweets alone reach +500,000 followers ...

It's the Weather, Stupid: New evidence from Denmark’s annual May Day demonstrations on the power of the weather. bit.ly/YHDYEF
— freakonomics (@freakonomics) May 9, 2013

BTW: So did my old friend, Lars Christensen at Market Monetarist.
Here and here are

Står vi overfor et nyt "jordskredsvalg"?

Jeg har nyligt skrevet to indlæg (en klumme og en blogpost) om, hvorvidt de nuværende meningsmålinger antyder--som mange synes at hævde--, at vi står overfor et "jordskredsvalg".

Mit svar er nej: Det ser historisk skidt ud for nogle partier: Særligt Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er for kraftigt nedadgående, mens Konservative er fortsat vigende.  Men anskuet med politologiske briller er de nuværende meningsmålinger blot mere af en tendens, vi har set længe.  De kan slet ikke sammenlignes

Retssikkerheden under pres

Jeg har på det seneste haft en del debatindlæg, der har som en slags fællesnævner, at den klassiske opfattelse om retssikkerhed, lighed for loven og--i almindelighed--beskyttelse af borgerne imod en  vilkårlig magtudøvelse er kommet under pres.  Fornylig i skattesagen mod fotomodellen Camilla Vest (som blev pure frikendt ved landsretten efter først at være idømt flere års fængsel og en millionbøde).  Senest i spørgsmålet om S-R-SF-regeringens og VK's aftale om en "offentlighedslov" (som i praksis vil mørklægge dele af den demokratiske proces).  Det virker som om, at borgerne først og fremmest er blevet til brikker, som myndighederne vil flytte rundt på et spillebrædt, hvor de skal bevise egen uskyld og straffes for uskyldige ting--velkommen til en "totalstat", der minder mere og mere om en bananrepublik.

Det gælder iøvrigt ikke kun danskernes syn på danske forhold: Ingen danskere brokker sig mere over Guantanamo-lejren (som nu har eksisteret i 11 år), og få har turdet eller villet kritisere præsident Obamas

Marx tog fejl

Karl Marx er en af de mest indflydelsesrige og interessante tænkere i de sidste 175 års politiske tænkning.  Han er også en af dem, der har taget mest fejl.  Det kan der være grund til at minde om i en tid, hvor finanskrisens efterdønninger af og til får folk til at tro, at denne skulle have bevist, at Marx havde ret.  Min gode, gamle ven, Dr. Madsen Pirie (Adam Smith Institute), har fornylig i en debat givet en pædagogisk opsummering af de væsentligste empiriske fejl i Marx' tænkning:

"He was wrong to predict that history would take us to the inevitable triumph of the proletariat and then stop.  History shows no signs of doing either.  Marx was also wrong to suggest that this would happen first in the most advanced economies as the final stage of capitalism.  In fact such revolutions as came took place in less developed economies such as Russia and China.  It has not happened in the advanced economies, and this could be because Marx was wrong about something else. He predicted that capitalism would drive down wages to survival level before its final denouement.  In fact as economies became more advanced, both wages and living standards rose to levels not even dreamt of in Marx's day, and this seems to have lowered the pressure for revolutionary change.

Marx was also wrong about something more fundamental.  He was wrong about change.  I don't just mean that he was wrong about the changes that would come about; more fundamentally he was wrong about how change takes place.  He took

Stemmer stemmerne i ”Borgen”?

Flere iagttagere af TV-serien ”Borgen” har gennem tiden hæftet sig ved, at de forskellige mandatfordelinger ikke altid synes at give mening.  I nogle afsnit har en gruppe af partier sammen flertal/ikke-flertal, for lidt senere i samme afsnit at få byttet rundt—uden at noget ”sker” parlamentarisk i mellemtiden.

I seriens klimaks i dens nylige, sidste afsnit (nr. 30) sker der noget mærkeligt efter afholdelsen af Folketingsvalget, nemlig da man kom til at skulle danne regering.

Her er, hvad man fik at vide og et par mulige fortolkninger.  Markeret med * er de mandatfordelinger for de 175 mandater, man får oplyst i afsnittet som valgets landsresultat, altså ekskl. de fire nordatlantiske (to fra Grønland, to fra Færøerne):

Partier	Mandater / flertal blandt 175 (ekskl. nordatlantiske) kræver 88	Mandater / flertal blandt alle 179 kræver 90
Solidarisk Samling (SS)	12*	12*
Miljøpartiet (MP)	22*	22*
Arbejderpartiet (AP)	42*	42*
Venstrefløj (SS+MP+AP)	=76*	=76*
Nye Demokrater (ND)	13*	13*
Højrefløj (M+NH+L+FP)	=86*	=86*
Moderate (M)	5*	5*
Nye Højre (NH)	23*	23*
Liberale (L)	maks. 47	maks. 45
Frihedspartiet (FP)	min. 11	min. 13

 * Mandatfordelinger, der oplyses eksplicit i afsnittet

Man kan ikke i afsnittet se og får ikke at vide, hvor mange mandater De Liberale og Frihedspartiet får.  Der siges intet om de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, så man kan ex ante antage, at de enten fordeler sig lige mellem "blokkene" eller holder sig ude af regeringsdannelsen.

Det kræver 90 mandater for at kunne være sikker på at have flertal (en majoritet) bag sin politik i Folketinget.  For ved en "dronningerunde" at få til opgave at danne regering kræver det kun et simpelt flertal (en pluralitet) af mandaterne bag sig.

Scenarie A.

1. På et tidspunkt på valgnatten henvender MP, AP og FP sig til ND (ved endnu et hemmeligt møde på ... Ridebanen!) med henblik på en bred koalition med Birgitte Nyborg som statsminister, og det forstås af konteksten, at det må være udenom SS.  Hvis det er tilfældet, må FP have mindst 13 mandater—fordi 22+42+13=77.  Hvis FP ikke har mindst 13 mandater, ville koalitionen ikke have de 90 mandater, som det kræver for et flertal i Folketinget, og det er, hvad det præsenteres som, at man vil have.  Nyborg siger, at det helt store spørgsmål er: "Hvem kan tælle til 90? Det kan jeg, hvis jeg tager imod dette tilbud. [... statsminister for] en flertalsregering. Det er en historisk mulighed. Det, der bliver besluttet i regeringen, kan blive gennemført i morgen, og jeg skal ikke spørge nogen om lov. Er du klar over, hvad jeg vil kunne få gennemført?" (48-49 minutter inde i afsnittet)
2. Men hvis FP har mindst 13 mandater, kan L--ved en antagelse om, at vi taler om et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer (altså 90)--højest have 45 mandater—fordi 86-5-23-(min.)13 er = maks. 45.
3. Så kommer mysteriet: Efterfølgende laves på forslag af Birgitte Nyborg en ny regering af ND, NH og L med Lars Hesselboe som statsminister.  (M omtales ikke, men vi antager, at de vil støtte.)  Følger man ræsonnementet hos Nyborg, vil denne angiveligt have flertal uden at skulle basere sig på FP—men det giver under de skitserede antagelser kun 13+5+23+maks.45 = maks. 86 mandater.
4. Her er så det mulige problem: Hvis ND, M, NH og L alle peger på Hesselboe/Nyborg m.fl., så har de altså maks. 86 mandater bag sig, men hvis den anden koalition peger på AP's leder, Thorsen, så har denne koalition 89 mandater ved "dronningerunden", hvis FP og SS peger på AP's Thorsen snarere end L's Hesselboe eller på en helt tredje.  (De to sidste muligheder hører vi ikke noget om.)

Hvis vi ikke ved andet, end hvad vi får at vide i afsnittet, må konklusionen altså være, at ingen af de to "blokke" kan være sikre på at have et sikkert flertal (90) bag sig i hverdagen (men vil være afhængige af et eller alle nordatlantiske mandater og Hesselboe/Nyborg tillige kun være en mindretalsregering), men at det til gengæld vil være er den af AP ledede koalition, som har en pluralitet af stemmerne bag sig og derfor ved en "dronningerunde" vil få tjansen med at danne regering.

Man kan ikke antage sig ud af det problem ved at øge De Liberales mandattal til f.eks. 47 eller 49 mandater.  

Interessant forskning: Berg & Henrekson om offentlige udgifter/økonomisk vækst

De to fremragende svenske økonomer Andreas Bergh og Magnus Henrekson har fornylig fået udgivet deres interessante paper "Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence" i Journal of Economic Surveys.  Her er en tidligere udgave og dette sammendrag:

"The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture: The most recent studies find a significant negative correlation: An increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5 to 1 percent lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth: One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research."