Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne? Og er der
"total koks i meningsmålingerne", når
hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende
viser ret forskellige resultater?
Lad os tage det sidste først. Det
virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)--mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres "repræsentative udvalg". Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed--omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).
Med andre ord, set i "fugleperspektiv": Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er "koks" i.
Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance? Og hvad er det i givet fald?
For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre)
og dels for antal respondenter