pkk

pkk

18.12.09

Markedsfejl versus statsfejl



Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om "markedsfejl"--og "statsfejl". Et lille uddrag:
Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? ...

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.
Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her. (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.) En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.

25.11.09

Påvirker samfundsøkonomien amerikanske midtvejsvalg?

Jeg er en svoren tilhænger af analyser, der forudsiger, at positive (negative) forandringer i samfundsøkonomiske forhold vil påvirke politikernes popularitet positivt (negativt). Det synes f.eks. at være ret klart ved amerikanske præsidentvalg (se her og her), men gælder det også ved midtvejsvalg, som det USA skal have næste år? Ifølge den altid læsværdige blog/webportal RealClearPolitics.com er billedet lidt uklart, men måske der er noget om snakken.

Ihvertfald skal præsident Obama nok håbe på, at hans "approval ratings", der nu for første gang dykker under 50 pct., ikke falder yderligere.

24.11.09

Er der fløjpolitiske "cykler" i dansk politik?

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes "politiske cykler" (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

10.11.09

Obamas hverdag II

Min første "USA i dag"-klumme fra Berlingske, med lidt mere af samme karakter som før--men nu yderligere aktualiseret af sidste uges valg i flere delstater og fortsat faldende meningsmålinger.

6.11.09

Forskerstafetten

Institut for Statskundskabs blad har været så flinke at interviewe mig om mine forskningsinteresser.

26.10.09

Dimensioner II: Alle vil gerne være midten

Og her er så (i forlængelse af min foregående klumme)--fra dagens Berlingske Tidende--klumme nr. 2 om dimensioner og politik.

23.10.09

Dimensioner I: Er højre rykket mod venstre?

Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt "højre" og "venstre" fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til "højre", rykker så langt til "venstre", at de overhaler nogle af dem til "venstre" ...

22.10.09

Punditokraterne - igen

Jeg er her i oktober--efter cirka et års pause--igen begyndt at blogge lidt på den blog, jeg selv lavede for fem et halvt år siden, Punditokraterne, men som jeg sidste år indledte en pause fra.  Indtil videre gør jeg det at jeg her på stedet poster de mere forsknings-relaterede ting, mens jeg på Punditokraterne også poster mere politiske eller spøjse indlæg.  Det vil medføre en vis cross-posting.

12.10.09

Nobelprisen i økonomi til Ostrom & Williamson

Politologen Elinor Ostrom fik (sammen med Oliver Williamson) Nobelprisen i økonomi. Hende (og ham) har jeg længe været en fan af. Mere her.

Update: Nå ja, så glemte jeg vist at sige, hun er fhv. præsident for Public Choice Society samt fra tid til anden bidragyder til et vist tidsskrift "Public Choice", hvor hendes mand og mentor er redaktionsmedlem.
Update II: Fint sammendrag i Wall Street Journal.
Update III: Ups ... Kom lige i tanke om, at jeg faktisk har publiceret "sammen med" Elinor Ostrom--d.v.s., vi var i 2003 begge bidragydere til dette særnummer til ære for Mancur Olsons studier af kollektive handlingsproblemer.

9.10.09

Nobels Fredspris til Obama

Jeg er de seneste timer blevet kimet ned vedrørende tildelingen af Nobels Fredspris til præsident Barack Obama. Det er givet omstændighederne svært at holde tungen lige i munden, men jeg prøvede da i et interview i Politiken--hvor et par af mine fagfæller faktisk lå meget på linie.

Min fortrinlige kollega Peter Viggo Jakobsen udtrykte det samme, som jeg tænkte, men lidt mere bramfrit. Associated Press' White House Correspondent havde en næsten lige så kontant kommentar her. Financial Times' Gideon Rachman kan--som så mange andre--godt lide Obama og ikke lide Bush men har dog denne nøgterne kommentar:
"The peace prize committee say that he is being rewarded for his “extraordinary efforts to strengthen international diplomacy”. But while it is OK to give school children prizes for “effort” - my kids get them all the time - I think international statesmen should probably be held to a higher standard."
Sigende nok var deadline for nominering af kandidater til prisen kun 12 dage efter Obamas tiltræden, hvilket nok siger et og andet

30.9.09

Den logiske konsekvens

Min seneste "På Spidsen"-klumme fra Berlingske Tidende--denne gang om "civil ulydighed" og om moralisme og/eller relativisme i visse dele af det politiske spektrum.

28.9.09

Lighed og levestandard

Det er vist 117. gang, at jeg slår dette slag i bolledejen ... Men det er altså ikke trivielt, at ulighed og fattigdom ikke er det samme.

15.9.09

31.8.09

Vox pop

Jeg er simpelthen så træt af at blive få smidt i hovedet, hvad to-tre-fire mere eller mindre tilfældigt udvalgte danskere skal mene på få sekunder om et vigtigt emne. Læs mere her.

28.8.09

Hvor stor skal staten være?

Hvilken farve skal månen have? Og hvor stor skal staten være? Det emne beskæftiger jeg mig dd. med i min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske Tidende. Jeg har skrevet om emnet før, men denne klumme er inspireret af en ny rapport af to bulgarske økonomer, der er fortsat i sporene efter en række af denne type af studier lavet de seneste to årtier (se f.eks. især her, samt her, her og her).

17.8.09

En ikke helt wertfrei klumme

Hermed min seneste klumme fra Berlingske--som næppe kvalificerer som wertfrei kausalvidenskab ...

5.8.09

Obamas hverdag

Jeg har tidligere redegjort for, hvorledes de næsten messianske forventninger til præsident Barack Obama efterhånden har måttet justeres i.f.t. den politiske hverdag. Det gør jeg nu igen i en klumme i Berlingske Tidende forleden. Det korte af det lange er, at Obama allerede nu er i visse problemer--trods et solidt politisk flertal i kongressen bag sig.

Hvad er årsagerne? Obama har ikke begået nogen store fejl, i hvert fald ikke af den umiddelbart synlige slags. Problemerne skyldes slet ikke Republikanerne--som fortsat ligger gevaldigt underdrejet, både i og udenfor kongressen.

Det ansete ugeblad The Economist peger i sin leder i denne uge på, at en årsag er, at Obama har overladt for meget af sin politik til partifællerne i kongressen—som ligger pænt til venstre for de amerikanske midtervælgere. De vil gerne bruge flere penge og blande sig i mere, end vælgerne er villige til og gør det ved så meget som muligt at føre hård blokpolitik. Dermed fremstår Obama ifølge bladet som en præsident, ”der enten bevidst eller instinktivt glider mod venstre, og som er mere optaget af luftige visioner end af detaljer”.

Hvis Obama vitterligt ligger i midten af amerikansk politik (sådan som de fleste midtervælgere nok troede, da de stemte på ham), hvorfor regerer han så ikke sådan? Der er to oplagte muligheder.

Den ene mulighed er, at han er en dårlig realpolitiker, som ikke kan få sine partifæller til at gøre, hvad han vil. Den anden er, at han måske slet ikke ligger i midten af billedet, men derimod som hans kritikere længe argumenterede med henvisning til hans fortid et pænt stykke ude på venstrefløjen af venstrefløjen. Det blev afvist som ”skræmmekampagne” og ”gammeldags”.
Men som præsident kan man ikke nøjes med at tale—man må handle, og på et eller andet tidspunkt viser man så, hvor man virkeligt står.

Dertil kommer, at hvis Obama gerne vil føre en mere venstreorienteret politik, så er det nu, han skal gøre det. Vi befinder os nu i ”en så seriøs krise”, at den—som hans stabschef sagde—”er for god til at spilde”. Jo nærmere han kommer på næste valgdag, jo sværere bliver det.

Jeg er selv nok meget enig med Sean Trendes analyse fra RealClearPolitics.com:

“Then we look to 2010. The average midterm loss for a President’s party since World War II has been 10.5% of its seats. But the economy isn’t looking too hale right now; the average loss for a President’s party when real disposable income rises by less than 2% is 13%. The average loss for a President’s party when the President’s approval is at or below 50% is 16%. And if you look at real disposable income increases of less than 2% and a Presidential approval of less than 50% -- at the very least a possible scenario for 2010 – you end up with a murderer’s row of midterm elections: 1946, 1974, 1982, 1994, 2006.

The four scenarios described above would translate to losses of 27, 33, 41, and 49 seats, respectively for the Democrats. The latter two would hand control of the House to Republicans, while the former would deprive the Democrats of working control of the House. And remember, these are just averages. Some results in each category are lower, but some are higher.

In other words, Obama realizes that the odds are not likely going to improve for the implementation of an aggressively liberal agenda. Right now, he is in the midst of a liberal moment, where he has governing majorities in each House. He wants to get a health care bill through that is the closest to his philosophy, and he knows that future Congresses are unlikely to have similarly hearty Democratic majorities.

So he’s “going for it,” knowing that if he can ram a bill through – and with a 80-seat majority in the House I think he ultimately will be able to – it will probably never be repealed, even if Republicans surge back in 2010. If he doesn’t do it now, he will likely be relegated to pursuing an incrementalist strategy, similar to what the Democrats have been pursuing since 1994. If you accept that Obama truly is a solid liberal at heart, not a centrist, and that he’s ultimately at least as concerned about getting this agenda through as he is getting re-elected, then his present approach makes sense.”


Så måske er det bare er, hvad han helst vil. I så fald har Obamas politiske udspil vist sig at ligge så ganske langt fra de midtervælgere, der i november 2008 valgte ham, at han er ved at støde dem fra sig. Endnu en indikation af, at det mestendels var recession og Bush fatigue snarere end begejstring for Obamas program, der afgjorde valget.

7.7.09

Vælgerne, krisen & markedsøkonomien

I min seneste "Perspektiv-klumme" ser jeg lidt nærmere på, om der er noget, der tyder på, at vælgerne i kølvandet på krisen i deres handlinger eller holdninger straffer politikere eller politikker, der associeres med at være "pro-markedsøkonomi". Det synes ikke at være tilfældet--i særdeleshed ikke i USA, hvor vælgerne bemærkelsesværdigt nok er mere positive overfor en beskeden og begrænset stat end før krisen.

6.7.09

Skal "exit polls" forbydes?

Hvor godt ramte meningsmålingerne og de såkaldte "exit polls" i.f.m. EP-valget og folkeafstemningen? Det diskuterer nogle af meningsmålingsfirmaerne (bl.a. her), mens andre har været hurtigt ude med én--indtil videre udokumenteret--påstand om, at afstemingsresultatet blev påvirket markant af mediernes omtale om "exit polls" tidligere på valgdagen. Det har--traditionen tro--fået nogle til igen at foreslå et forbud--herunder forskere der burde vide bedre. Jeg selv er uenig, som man kan læse her.

10.6.09

Grundloven og tronfølgen III

Her er--af mulig interesse i forlængelse af de to foregående blog-poster og denne uges folkeafstemning--en kronik, jeg havde i Berlingske Tidende for næsten nøjagtigt ti år siden:

Berlingske Tidende 03.08.1999, 1. sektion, side 12:

Grundloven og tronfølgen

Kronik: Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem en grundlovsrevision og en ændring af tronfølgen. Men der er mange, der gerne vil bruge det ene som løftestang for det andet.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Kommentator, Adjunkt, ph.d.

Nu hvor røgen efterhånden har lagt sig oven på festfyrværkeriet i forbindelse med grundlovens 150-års jubilæum, kunne det være på sin plads at standse op og lidt mere nøgternt vurdere kvaliteten af de mange forslag, der blev fremsat i jublen.

Nogle forslag var interessante, en del var ligegyldige, men konkurrencen var særlig hård om prisen for de mindst gennemtænkte. Blandt disse var f.eks. professoren i journalistik, som - vistnok i ramme alvor - i en kronik foreslog, at man ved en grundlovsrevision ikke kun skulle sikre retten til at ytre sig, men også indføre en pligt til at deltage i den demokratiske debat. Man kan kun gyse ved tanken om, hvilke straffe der skulle tildeles for ikke at deltage nok.

Og når talen er på forholdet mellem rettigheder og pligter, så var der hård konkurrence til professorens forslag. Socialistisk Folkeparti hentede en gammel hest frem og foreslog - igen vistnok i ramme alvor - at man skulle grundlovssikre »naturens rettigheder«. Her kan næppe være tale om menneskerettigheder, men det er bemærkelsesværdigt, at SF - der altid hellere vil tale om borgernes pligter over for staten end om borgernes frihedsrettigheder over denne - her helt glemmer spørgsmålet om pligter. For hvis »naturen« skal gives rettigheder, hvad skal dens tilsvarende »pligter« så være? At respektere borgernes rettigheder? At se lidt bedre ud? At være lidt mindre upraktisk?

Mens disse forslag i praksis er ligegyldige, så kan det samme desværre ikke siges om det forslag, der flere gange blev luftet af en lang række personer, bl.a. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Folketingets fhv. formand Erling Olsen. Disse benyttede lejligheden til at foreslå, at en revision af grundloven bør ske i sammenhæng med en revision af tronfølgen, især hvis kronprins Frederiks første barn bliver en datter. I så fald - hed det flere gange - bør tronfølgen ændres, så førstefødselsretten bliver ubetinget, d.v.s. at det er det ældste barn, uanset køn, der bliver tronfølger. Man kan mene, hvad man vil om nødvendigheden eller berettigelsen af en sådan ændring af tronfølgen. Men det er åbenlyst, at de, der har fremført dette argument, enten ikke kender grundloven, eller også er ude i et ganske andet ærinde. For der er absolut ingen nødvendighed i at kæde en revision af det ene sammen med en revision af det andet.

Tronfølgen er - i modsætning til hvad mange tror - ikke bestemt af selve grundloven. Der står faktisk ikke et ord om tronfølgen i grundloven. Den er derimod et sidestillet dokument [som der blot henvises til], der for at kunne ændres skal gennem samme proces, men det er også det hele. Man kan sagtens ændre tronfølgeloven uden at ændre [selve] grundloven, og omvendt. Juridisk set er der lige så stor sammenhæng mellem de to, som der er mellem en finanslov og f.eks. en lov om rockeres tilholdssteder. Kort sagt: Hvis politikerne virkelig mener, at tronfølgen skal ændres, hvorfor så vente på den langt mere komplicerede grundlovsrevision? Dertil kommer, at argumentationen for betimeligheden af en revision er en mellemting mellem dårlig og usaglig.

I Sverige ændrede man tronfølgen netop således, at man indførte absolut førstefødselsret, og dér gjorde man det netop, som det nu foreslås, reelt med tilbagevirkende kraft. Resultatet var, at den daværende tronfølger, prins Carl Philip blev erstattet som sådan af sin storesøster, prinsesse Victoria. Det er nok ikke noget dårligt valg, men princippet er vel netop, at det ikke bør være et valg. Ændrer man på tronfølgen ikke ud fra generelle principper, men ud fra særlige hensyn til specifikke enkeltpersoner, har man i virkeligheden ophævet idéen om et konstitutionelt monarki og i stedet indført en slags præsidentielt pseudo-monarki med frit valg.

Det er uhyre svært at få ændret grundloven. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem Men måske langt farligere er, at man dermed sætter en farlig præcedens. Logikken i et retssamfund er og bør være, at love ikke ændres med henblik på specifikke personer. Justitia skal være blind, og man bør ikke lave love, der rammer Peter specifikt, men ikke Poul.

Men institutionaliserer man, at det er acceptabelt at ændre på de fundamentale forfatningsmæssige regler ud fra hensyn til specifikke enkeltpersoner, er det i det lange løb en trussel mod retssikkerheden. Ønsker man at holde fast i retsprincippet, bør man derfor snarere gøre som i Norge, hvor man også, i 1990, har indført fuld kvindelig arvefølge og absolut førstefødselsret, men hvor sidstnævnte først træder i kraft for personer født efter lovens ikrafttræden. Men hvis forslaget vitterlig er så dårligt, hvorfor kommer det så på banen? Og hvorfor netop fremsat af socialdemokrater?

Svaret er - som enhver politiker ved - at det er uhyre svært at få ændret grundloven. Ikke bare skal forslaget vedtages af to folketing, med et valg imellem, men det skal også vedtages af et flertal ved en folkeafstemning, og hvor ja-stemmerne udgør mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede. Det sidste krav er uhyre svært at opfylde og har tidligere været årsag til, at grundlovsændringer er blevet forkastede. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem. Og i disse royalt begejstrede tider, og hvor vi alle støtter en grundlæggende juridisk ligestilling af kønnene, er der næppe noget, der i den grad ville kunne bære en grundlovsændring igennem som et forslag om revision af tronfølgen. Det lærte politikerne i 1953, da man vedtog den afskaffelse af Landstinget, som man længe havde ønsket, men hvor det var indførelsen af kvindelig arvefølge, der bragte stemmedeltagelsen op.

Men der er en anden grund til, at nogle politikere er særlig interesserede i at koble en ændring af grundloven sammen med en ændring af tronfølgen. Formodentlig stort set alle kvindelige vælgere vil være for en indførelse af ubetinget førstefødselsret, og givetvis vil de fleste mænd også, og ganske mange vil formodentlig være passionerede støtter - langt mere end deres støtte til nogen enkelt grundlovsændring. En ændring af tronfølgen vil dermed gøre det muligt at bære grundlovsændringer igennem, som ellers ikke ville have en jordisk chance for at blive vedtaget.

En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet. Men den eneste måde, hvorpå en vælger vil kunne stemme nej til dem på, er ved samtidig at stemme nej til det populære forslag om en ændring af tronfølgen. En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet.

Men der er altså ingen nødvendighed i at koble de to ting sammen i ét forslag. Man kan enten have to helt separate afstemninger med lang tid imellem dem, eller man kan for den sags skyld have to samtidige afstemninger, én om grundloven og én om tronfølgen, hvor man kan stemme ja til begge, nej til begge, eller vælge og vrage.

Det er derfor, at Poul Nyrup Rasmussens og Erling Olsens strøtanker er intellektuelt uhæderlige. Mener man, at tronfølgen bør ændres, så bør politikerne gøre kongehuset og borgerne den tjeneste at gøre det hurtigst muligt - eller også lægge den på is i en generation, eller så længe at det netop ikke vil være et valg. Og under alle omstændigheder bør man have den anstændighed at erkende, at det ene intet har med det andet at gøre og derfor sætte dem til afstemning separat.

6.6.09

Grundloven og tronfølgen

En fremtidig grundlovsreforms fremtid burde ikke kunne afgøres af noget så relativt uvæsentligt som, hvorvidt der er eller ikke er kønsligestilling i Tronfølgen. Læs min klumme i Berlingske Tidende.

Update: Lederskribenten hos 180grader var tilsyneladende enig.

21.5.09

Politikere og moral

Min seneste "På Spidsen"-klumme fra Berlingske Tidende--denne gang om, hvordan politikere ofte mener, at borgerne skal gøre ét, men selv praktiserer noget andet.

Det klima-industrielle kompleks

Min gamle kollega, fagfælle og studiekammerat, Bjørn Lomborg, har en tankevækkende kronik i Wall Street Journal om det, der kan kaldes det "klima-industrielle kompleks": Snævre særinteresser med en privatøkonomisk interesse i at ekspandere miljøreguleringen og derfor i at overdimensionere miljørpoblemerne:

"This phenomenon will be on display at the World Business Summit on Climate Change in Copenhagen this weekend. The organizers -- the Copenhagen Climate Council -- hope to push political leaders into more drastic promises when they negotiate the Kyoto Protocol's replacement in December.

The opening keynote address is to be delivered by Al Gore, who actually represents all three groups: He is a politician, a campaigner and the chair of a green private-equity firm invested in products that a climate-scared world would buy.

Naturally, many CEOs are genuinely concerned about global warming. But many of the most vocal stand to profit from carbon regulations. The term used by economists for their behavior is "rent-seeking."

The world's largest wind-turbine manufacturer, Copenhagen Climate Council member Vestas, urges governments to invest heavily in the wind market. It sponsors CNN's "Climate in Peril" segment, increasing support for policies that would increase Vestas's earnings. A fellow council member, Mr. Gore's green investment firm Generation Investment Management, warns of a significant risk to the U.S. economy unless a price is quickly placed on carbon.

Even companies that are not heavily engaged in green business stand to gain. European energy companies made tens of billions of euros in the first years of the European Trading System when they received free carbon emission allocations. ...

U.S. companies and interest groups involved with climate change hired 2,430 lobbyists just last year, up 300% from five years ago. Fifty of the biggest U.S. electric utilities -- including Duke -- spent $51 million on lobbyists in just six months.

The massive transfer of wealth that many businesses seek is not necessarily good for the rest of the economy. Spain has been proclaimed a global example in providing financial aid to renewable energy companies to create green jobs. But research shows that each new job cost Spain 571,138 euros, with subsidies of more than one million euros required to create each new job in the uncompetitive wind industry. Moreover, the programs resulted in the destruction of nearly 110,000 jobs elsewhere in the economy, or 2.2 jobs for every job created."

Moral blandt britiske politikere & "clubmen"

Den omsiggribende skandale om britiske politikeres misbrug af offentlige kasser til private formål fik forleden i den fine avis The Telegraph nogle kloge ord med på vejen af Andrew Roberts, der var forarget over premierminister Gordon Browns indirekte sammenligning af politikerne med medlemmerne af "private gentlemen clubs", d.v.s. de klubber, der mestendels er beliggende i London-bydelen St. James. Som en dedikeret og begejstret "club man" kan jeg kun være enig i udsagn som f.eks. dette:

"What infernal cheek! How dare the denizens of Westminster, mired in this cesspit of scandal of their own making, look three-quarters of a mile westwards and try to equate London clubmen with their repulsive practices. If one is looking for sleaze and corruption in today's society, where do you look for it: Westminster, or St James's? If club members were caught doing half of what it turns out MPs have been up to, they would immediately be forced to resign their memberships and never show their faces again. ...

The House of Commons has been called "the best club in London", but only by people who aren't members of any others. For it lacks the key ingredient that makes up a really good club: the blackball. Absolutely anybody can become a Member of Parliament who has the qualifications of a thrusting temperament, opinionated nature, desire to boss us about, need to show off and, very often, a gnawing inferiority complex and mother fixation. Who would want to belong to a club full of people like that? ...

If you want to witness vicious, noisy, self-interested, boorish and, we now discover, corrupt behaviour in London society, where would one go? To the sepulchral Athenaeum, courtly Brooks's, elegant White's, beautiful Garrick, noble Pratt's, witty Beefsteak or palatial Reform? Or to the chamber of the Commons on any day the House is sitting?"

15.5.09

Myten om de uregulerede markedskræfter

Jeg har dd. min faste klumme i Berlingske--denne gang om den p.t. ofte hørte påstand om, at vi lever i en verden af "laissez-faire" og "uregulerede markedskræfter".

4.5.09

Når meningsmålinger giver politisk ukorrekte svar ...

Min "På Spidsen"-klumme i Berlingske dd. beskæftiger sig med et emne, som jeg normalt holder mig langt fra: Indvandring og integration. Imidlertid er de omtalte meningsmålinger gode eksempler på, at "lytterne" nogle gange ikke ønsker at høre de budskaber, de ikke kan lide ...

26.4.09

Obamas forandring

Barack Obama lovede under sidste års præsidentvalgkamp, at han stod for "forandring"--bl.a. af den måde, hvorpå Washington fungerer. Ser man på hans første 100 dage, er der bestemt partipolitiske forandringer--men ikke så meget andet.

20.4.09

Politikken bliver i familien ...

En avisklumme om, at dansk politik mere og mere begynder at ligne et oligopol af politiske klaner ...

6.4.09

Hvad betød Fogh?

Jeg har dd. en klumme i Berlingske Tidende, hvori jeg berører én facet--om end måske en central én--af spørgsmålet om, hvad Anders Fogh Rasmussen har betydet politisk.

1.4.09

Ny bog (næsten) med artikel om dansk politiks dimensioner


Tillad mig at reklamere for, at jeg for nogle måneder siden udsendte bogen "Partier og partisystemer i forandring" (redigeret sammen med Karina Kosiara-Pedersen) som et festskrift i anledning af min chef og gamle lærer, Lars Billes, 65 års fødselsdag.

I bogen--der har indlæg fra en række prominente partiforskere (hvilket jeg ikke selv er)--skriver jeg sammen med mine estimerede kolleger Robert Klemmensen og Mogens N. Pedersen om, hvordan årtiers forskning i, hvor mange dimensioner, der er i dansk politik, stort set uanset hvilken metode, der anvendes, synes at give de samme resultater. Der er--uanset om man ser på politikernes afstemningsadfærd, deres taler, partiernes programmer, vælgernes vurderinger, politikernes egne vurderinger ... o.s.v.--stort set altid tale om en mere eller mindre forudsigelig "højre-venstre"-skala. Lidt pudsigt.

Nogle forsvundne avisklummer om kapitalisme og den offentlige sektors størrelse ...

Berlingske Tidendes hjemmeside er desværre ikke altid helt, hvad den skal--og kan--være. Så der er nogle af mine forskellige indlæg i avisen, der aldrig er kommet med dér, og derfor komme de så her. Én klumme om, at størrelsen betyder noget--altså at det ikke er trivielt, om vi har en stor eller lille offentlig sektor. Og her er en anden om, at rygterne om kapitalismens snarlige undergang--også denne gang--er noget overdrevne.

22.3.09

En ny politisk klasse? II

Hvad sker der med dansk politik, når stadigt flere politikere får politik som en egentlig levevej? Det berøres i denne klumme, der nærmest er en slags åndelig forsættelse af en anden nylig.

20.3.09

Hvem hæver skatterne mest?

I forlængelse af min kronik om skattereformen i sidste uge, har jeg dd. en klumme i Berlingske Tidende om, hvilke regeringer der hæver skatterne mest. Svaret vil måske overraske nogle.

18.3.09

Kronik om skattereformen

Jeg havde forleden denne kronik i Berlingske Tidende, om den såkaldte "skattelettelse" og "skattereform". Den er nu--med nogen forsinkelse--kommet på avisens hjemmeside.

23.2.09

En upolitologisk klumme

Min seneste klumme fra Berlingske Tidende (dd.) er ikke just politologisk.

18.2.09

New article on voting paradoxes

My most recent, published English-language academic article is this one, in Scandinavian Political Studies, dealing with the possible occurrence of "voting paradoxes" in Danish parliamentary elections. In many ways that study began with a much earlier finding of a "Condorcet cycle" in Danish voter preferences in this 2001-article.

13.2.09

En ny politisk klasse?

Mandag havde jeg en klumme i Berlingske om de politiske kommentatorer--og krigen imellem dem.

Velkommen til min nye hjemmeside

Jeg har valgt at omlægge min gamle (web 1.0, anno ca. 1998-agtige) hjemmeside til blog-format. Det har jeg--med en vis succes--prøvet før, da jeg i 2005 lavede Punditokraterne.

Siden her vil dog ikke så meget have karakter af en "debatterende" blog, som det vil være en anden måde at annoncere nyheder, links til min forskning o.l., samt på anden vis kommunikere med mine studerende og omverdenen.

Velkommen til.