Mapping policy spaces

How do political parties locate themselves relative to each other in "political space"? And how can one "measure" and identify such locations? I have a new paper out in Research & Politics, authored with Frederik Hjorth, Robert Klemmensen, Sara Binzer Hobolt and Martin E. Hansen.  Here is the abstract:

"Assigning political actors positions in ideological space is a task of key importance to political scientists. In this paper we compare estimates obtained using the automated Wordscores andWordfish techniques, along with estimates from voters and the Comparative Manifesto Project (CMP), against expert placements. We estimate the positions of 254 manifestos across 33 elections in Germany and Denmark, two cases with very different textual data available. We find that Wordscores approximately replicates the CMP, voter, and expert assessments of party positions in both cases, whereas Wordfish replicates the positions in the German manifestos only. The results demonstrate that automated methods can produce valid estimates of party positions, but also that the appropriateness of each method hinges on the quality of the textual data. Additional analyses suggest that Wordfish requires both longer texts and a more ideologically charged vocabulary in order to produce estimates comparable to Wordscores. The paper contributes to the literature on automated content analysis by providing a comprehensive test of convergent validation, in terms of both number of cases analyzed and number of validation measures."

"Social choice" & demokratiske paradokser

Min klumme dd. giver et lille, kort "social choice"-teoretisk perspektiv på det kommende folketingsvalg:

"Folketingsvalget kan komme når som helst, og uanset hvem der vinder, vil der være masser af skåltaler om, at valget er »en festdag for demokratiet«, og at »folket har talt«. Siden Murens fald i 1989-90 er demokrati da også blevet noget nær uanfægteligt som en måde at organisere politik på, i hvert fald i Vesten.
Men den ukritiske fremstilling af demokratiet som manifestationen af en »folkevilje« er langt fra den logik, der mere fundamentalt kan karakterisere demokratiet, når man skraber lidt i overfladen. Dét er noget, matematikere, filosoffer og enkelte statsmænd har været klar over siden antikken, men sjældent er trængt igennem til den idylliserende måde, vi taler om demokratiet på.
Problemet er i al sin simpelhed dette: På den ene side er det en »indbygget« del af vores demokratiforståelse, at »vinderen« skal være mere foretrukket af et flertal af vælgerne end alternativerne. På den anden side kan der reelt ske mærkelige ting, så snart mere end to personer skal vælge mellem mere end to alternativer, eller beslutningen skal »gennem« et valgsystem. I de sidste tilfælde kan man ikke være sikker på, at det første holder.
Hva’ba? Jo, matematikere har vist, at man kan have situationer, hvor et flertal foretrækker C frem for B, og et flertal ønsker A snarere end B – men hvor det paradoksalt nok også er tilfældet, at et flertal vil have C frem for A. Dermed har man, hvad der kaldes et »cyklisk flertal«: C slår B slår A slår C. Uanset hvad der bliver valgt, er det alene måden og rækkefølgen, man stemmer på, der afgør udfaldet. [...]
Man kalder dette for »Condorcets Paradoks« efter den franske matematiker, der i 1700-tallet opdagede det. Hans kollega opdagede det fænomen, der kaldes »Bordas Paradoks«: Her får A flere stemmer end B, men B vinder."

Condorcets Paradoks anslås at forekomme i 10-15 pct. af de tilfælde, hvor mere end to vælgere skal vælge imellem mere end to alternativer--og Bordas Paradoks forekommer ganske hyppigt i alle tænkelige demokratiske sammenhænge.

Det har jeg igennem årene beskæftiget mig en del med--også i "populære" kommentarer (f.eks. dagens, i en kommentar til det tyske forbundsvalg, i en alternativ analyse af det amerikanske præsidentvalg i 1960, om danske meningsmålinger i 2011, og om TV-serien "Borgen" (!).

Til min forskning på området hører bl.a. disse af mine arbejder, hvor jeg har prøvet