Står vi overfor et nyt "jordskredsvalg"?

Jeg har nyligt skrevet to indlæg (en klumme og en blogpost) om, hvorvidt de nuværende meningsmålinger antyder--som mange synes at hævde--, at vi står overfor et "jordskredsvalg".

Mit svar er nej: Det ser historisk skidt ud for nogle partier: Særligt Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er for kraftigt nedadgående, mens Konservative er fortsat vigende.  Men anskuet med politologiske briller er de nuværende meningsmålinger blot mere af en tendens, vi har set længe.  De kan slet ikke sammenlignes

Retssikkerheden under pres

Jeg har på det seneste haft en del debatindlæg, der har som en slags fællesnævner, at den klassiske opfattelse om retssikkerhed, lighed for loven og--i almindelighed--beskyttelse af borgerne imod en  vilkårlig magtudøvelse er kommet under pres.  Fornylig i skattesagen mod fotomodellen Camilla Vest (som blev pure frikendt ved landsretten efter først at være idømt flere års fængsel og en millionbøde).  Senest i spørgsmålet om S-R-SF-regeringens og VK's aftale om en "offentlighedslov" (som i praksis vil mørklægge dele af den demokratiske proces).  Det virker som om, at borgerne først og fremmest er blevet til brikker, som myndighederne vil flytte rundt på et spillebrædt, hvor de skal bevise egen uskyld og straffes for uskyldige ting--velkommen til en "totalstat", der minder mere og mere om en bananrepublik.

Det gælder iøvrigt ikke kun danskernes syn på danske forhold: Ingen danskere brokker sig mere over Guantanamo-lejren (som nu har eksisteret i 11 år), og få har turdet eller villet kritisere præsident Obamas

Marx tog fejl

Karl Marx er en af de mest indflydelsesrige og interessante tænkere i de sidste 175 års politiske tænkning.  Han er også en af dem, der har taget mest fejl.  Det kan der være grund til at minde om i en tid, hvor finanskrisens efterdønninger af og til får folk til at tro, at denne skulle have bevist, at Marx havde ret.  Min gode, gamle ven, Dr. Madsen Pirie (Adam Smith Institute), har fornylig i en debat givet en pædagogisk opsummering af de væsentligste empiriske fejl i Marx' tænkning:

"He was wrong to predict that history would take us to the inevitable triumph of the proletariat and then stop.  History shows no signs of doing either.  Marx was also wrong to suggest that this would happen first in the most advanced economies as the final stage of capitalism.  In fact such revolutions as came took place in less developed economies such as Russia and China.  It has not happened in the advanced economies, and this could be because Marx was wrong about something else. He predicted that capitalism would drive down wages to survival level before its final denouement.  In fact as economies became more advanced, both wages and living standards rose to levels not even dreamt of in Marx's day, and this seems to have lowered the pressure for revolutionary change.

Marx was also wrong about something more fundamental.  He was wrong about change.  I don't just mean that he was wrong about the changes that would come about; more fundamentally he was wrong about how change takes place.  He took

Stemmer stemmerne i ”Borgen”?

Flere iagttagere af TV-serien ”Borgen” har gennem tiden hæftet sig ved, at de forskellige mandatfordelinger ikke altid synes at give mening.  I nogle afsnit har en gruppe af partier sammen flertal/ikke-flertal, for lidt senere i samme afsnit at få byttet rundt—uden at noget ”sker” parlamentarisk i mellemtiden.

I seriens klimaks i dens nylige, sidste afsnit (nr. 30) sker der noget mærkeligt efter afholdelsen af Folketingsvalget, nemlig da man kom til at skulle danne regering.

Her er, hvad man fik at vide og et par mulige fortolkninger.  Markeret med * er de mandatfordelinger for de 175 mandater, man får oplyst i afsnittet som valgets landsresultat, altså ekskl. de fire nordatlantiske (to fra Grønland, to fra Færøerne):

Partier	Mandater / flertal blandt 175 (ekskl. nordatlantiske) kræver 88	Mandater / flertal blandt alle 179 kræver 90
Solidarisk Samling (SS)	12*	12*
Miljøpartiet (MP)	22*	22*
Arbejderpartiet (AP)	42*	42*
Venstrefløj (SS+MP+AP)	=76*	=76*
Nye Demokrater (ND)	13*	13*
Højrefløj (M+NH+L+FP)	=86*	=86*
Moderate (M)	5*	5*
Nye Højre (NH)	23*	23*
Liberale (L)	maks. 47	maks. 45
Frihedspartiet (FP)	min. 11	min. 13

 * Mandatfordelinger, der oplyses eksplicit i afsnittet

Man kan ikke i afsnittet se og får ikke at vide, hvor mange mandater De Liberale og Frihedspartiet får.  Der siges intet om de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, så man kan ex ante antage, at de enten fordeler sig lige mellem "blokkene" eller holder sig ude af regeringsdannelsen.

Det kræver 90 mandater for at kunne være sikker på at have flertal (en majoritet) bag sin politik i Folketinget.  For ved en "dronningerunde" at få til opgave at danne regering kræver det kun et simpelt flertal (en pluralitet) af mandaterne bag sig.

Scenarie A.

1. På et tidspunkt på valgnatten henvender MP, AP og FP sig til ND (ved endnu et hemmeligt møde på ... Ridebanen!) med henblik på en bred koalition med Birgitte Nyborg som statsminister, og det forstås af konteksten, at det må være udenom SS.  Hvis det er tilfældet, må FP have mindst 13 mandater—fordi 22+42+13=77.  Hvis FP ikke har mindst 13 mandater, ville koalitionen ikke have de 90 mandater, som det kræver for et flertal i Folketinget, og det er, hvad det præsenteres som, at man vil have.  Nyborg siger, at det helt store spørgsmål er: "Hvem kan tælle til 90? Det kan jeg, hvis jeg tager imod dette tilbud. [... statsminister for] en flertalsregering. Det er en historisk mulighed. Det, der bliver besluttet i regeringen, kan blive gennemført i morgen, og jeg skal ikke spørge nogen om lov. Er du klar over, hvad jeg vil kunne få gennemført?" (48-49 minutter inde i afsnittet)
2. Men hvis FP har mindst 13 mandater, kan L--ved en antagelse om, at vi taler om et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer (altså 90)--højest have 45 mandater—fordi 86-5-23-(min.)13 er = maks. 45.
3. Så kommer mysteriet: Efterfølgende laves på forslag af Birgitte Nyborg en ny regering af ND, NH og L med Lars Hesselboe som statsminister.  (M omtales ikke, men vi antager, at de vil støtte.)  Følger man ræsonnementet hos Nyborg, vil denne angiveligt have flertal uden at skulle basere sig på FP—men det giver under de skitserede antagelser kun 13+5+23+maks.45 = maks. 86 mandater.
4. Her er så det mulige problem: Hvis ND, M, NH og L alle peger på Hesselboe/Nyborg m.fl., så har de altså maks. 86 mandater bag sig, men hvis den anden koalition peger på AP's leder, Thorsen, så har denne koalition 89 mandater ved "dronningerunden", hvis FP og SS peger på AP's Thorsen snarere end L's Hesselboe eller på en helt tredje.  (De to sidste muligheder hører vi ikke noget om.)

Hvis vi ikke ved andet, end hvad vi får at vide i afsnittet, må konklusionen altså være, at ingen af de to "blokke" kan være sikre på at have et sikkert flertal (90) bag sig i hverdagen (men vil være afhængige af et eller alle nordatlantiske mandater og Hesselboe/Nyborg tillige kun være en mindretalsregering), men at det til gengæld vil være er den af AP ledede koalition, som har en pluralitet af stemmerne bag sig og derfor ved en "dronningerunde" vil få tjansen med at danne regering.

Man kan ikke antage sig ud af det problem ved at øge De Liberales mandattal til f.eks. 47 eller 49 mandater.  

Interessant forskning: Berg & Henrekson om offentlige udgifter/økonomisk vækst

De to fremragende svenske økonomer Andreas Bergh og Magnus Henrekson har fornylig fået udgivet deres interessante paper "Government Size and Growth: A Survey and Interpretation of the Evidence" i Journal of Economic Surveys.  Her er en tidligere udgave og dette sammendrag:

"The literature on the relationship between the size of government and economic growth is full of seemingly contradictory findings. This conflict is largely explained by variations in definitions and the countries studied. An alternative approach – of limiting the focus to studies of the relationship in rich countries, measuring government size as total taxes or total expenditure relative to GDP and relying on panel data estimations with variation over time – reveals a more consistent picture: The most recent studies find a significant negative correlation: An increase in government size by 10 percentage points is associated with a 0.5 to 1 percent lower annual growth rate. We discuss efforts to make sense of this correlation, and note several pitfalls involved in giving it a causal interpretation. Against this background, we discuss two explanations of why several countries with high taxes seem able to enjoy above average growth: One hypothesis is that countries with higher social trust levels are able to develop larger government sectors without harming the economy. Another explanation is that countries with large governments compensate for high taxes and spending by implementing market-friendly policies in other areas. Both explanations are supported by ongoing research."

Udvalgte klummer & indlæg 2011-12 ...

Jeg har nu blogget hos Berlingske i knap to år--og både i den periode og en del år før skrevet klummer og kronikker, bidraget til "Groft Sagt" m.v. sammesteds.  Dét--kombineret med interesse for valgsystemer--har fået mig til fundere lidt over, hvordan man egentlig bedst kan "måle" den synlige "interesse" for ens egne indlæg.

Som skribent på et medie som b.dk har man ikke selv adgang til "klik"-data, så man må se på andre ting, hvis man vil danne sig et indtryk.  Én mulighed er at se på antal kommentarer.  Problemet med det er, at internettet--ligesom en god kloak--giver frit afløb for stort set alt.  Ofte fra et lille antal personer, der føler stærkt for eller imod--og gerne under pseudonym.

Mere meningsfuldt er det måske at se på Facebook tilkendegivelser.  Disse sker under eget navn, og med kun én stemme per person i.f.t. det pågældende emne.  Til gengæld kan man stemme frit på alle de ting, man kan lide.  På den måde minder Facebook-"likes" faktisk en del om den valgmetode, der kendes som "approval voting" (godkendelses-valg)--og som valgteoretikere generelt finder er blandt de mest optimale givet de forskellige metoders respektive kvaliteter.

Jeg har med de briller på prøvet at anskue hvilke af mine Berlingske-indlæg, der har givet "størst" positiv respons, lidt arbitrært opsummeret som dem der "on-line" har fået mere end 100 "likes", uanset om det har været blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" i parenteser):

1. "Skandalen Jersild" (Magt & Marked, 2011): 890.
2. "Det Radikale styringsparti" (Magt & Marked, 2012): 720.
3. "Jeg anklager" (Kurrilds, 2011): 380.
4. "Totalstaten" (Kurrilds, 2012): 367.
5. "1984 i 2012" (Magt & Marked, 2012): 279.
6. "Den urimelige kritik af Thorning-Schmidts tale - og den rimelige" (Magt & Marked, 2012): 273.
7. "Det falske 'fællesskab'" (Kurrilds, 2012): 234.
8. "Den politiske klasses dobbeltmoral" (Magt & Marked, 2011): 233.
9. "Sohn, socialisme og sort snak" (Magt & Marked, 2011): 233.
10. "Ufiltreret uvidenhed" (Kurrilds, 2011): 211.
11. "Kvote-fup" (Kurrilds, 2012): 210.
12. "Har Manu Sareen et problem?" (Magt & Marked, 2012): 203.
13. "De fiktive nedskæringer" (Magt & Marked, 2011): 200.
14. "Voldsekstremisterne" (Kurrilds, 2011): 192.
15. "Jobdræberne" (Magt & Marked, 2012): 181.
16. "Bananrepublikken Danmark?" (Magt & Marked, 2012): 179.
17. "Det man ikke ser" (Kurrilds, 2012): 177.
18. "Ord, handling og strudselogik" (Magt & Marked, 2012): 150.
19. "Energiforligets pris" (Magt & Marked, 2012): 147.
20. "Fanatisme og misundelse" (Kurrilds, 2011): 146.
21. "VK-regeringen & katten i sækken" (Magt & Marked, 2011): 144.
22. "Vestagers venner" (Magt & Marked, 2011): 141.
23. "Liberalisme, Lykkeberg og luftkasteller" (Magt & Marked, 2012): 132.
24. "Spar på krudt & hovsa-politik" (Magt & Marked, 2011): 122.
25. "Lov og orden" (Groft Sagt, 2012): 120.
26. "Myten om censtrum-venstre" (Kurrilds, 2012): 119.
27. "Mere velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 119.
28. "Hvorfor er det så interessant, hvad de kendte mener?" (Kurrilds, 2011): 118.
29. "Den dag i New York" (kronik, 2011): 116.
30. "Nyttige idioter" (Groft Sagt, 2011): 116.
31. "Det ubehagelige faktum" (Kurrilds, 2012): 111.
32. "God bedring!" (Groft Sagt, 2012): 110.
33. "Romney vælger Ryan" (Magt & Marked, 2012): 109.
34. "Velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 106.
35. "Alle rammes af en formueskat" (Magt & Marked, 2012): 104.

De Radikales ideologi?

Er Det Radikale Venstre fortsat et "social-liberalt" parti? Det har jeg dd. en ikke helt videnskabelig men dog veldokumenteret kommentar om.

De Konservatives meningsmålinger

Det ser ikke godt ud for De Konservative i meningsmålingerne.  (Update: Jeg har en klumme om det i Berlingske: "Konservativ dødsspiral".*)  Her er to næsten identiske figurer baseret på knap 200 meningsmålinger fra juli 2011 til nu.  Den første viser et glidende gennemsnit af de seneste to målinger samt en ikke-lineær tendenslinje.

Den anden er mere detaljeret og viser

Comparison of US 2012 election results, polls and forecasts

There have never been more polls and more "predictions" in a US election than in 2012.  So much so of both that we may have reached a point of saturation.

Nonetheless, here is a quick comparison of the actual election result (in terms of national popular vote shares for the two major party candidates) and the last polls from various pollsters as well as the last "predictions" made by various individuals and websites.  The comparison is based in "gross errors" vis-a-vis the actual election result.*

As is evident the poll aggregates do quite well, with the exception of Huffington Post's Pollster, although all get the "outcome" (winner) right.

Among the pollsters the variation is greater, ranging from the very precise (PPP, IBD/TIPP) to the far off (Reuters, Zogby, Pew et al.).  Most pollsters are within the statistical margin of error.  Rasmussen, which did very well in the last two presidential elections, was mediocre this time, while Pew,

Amerikansk præsidentvalg 2012: Vægtet, dagligt gennemsnit af "tracking polls" af "sandsynlige vælgere"

Dagens§ tal:4.-5.11.: Obama: 49,21%; Romney: 48,73% (-0,5%) [N = 7.257. Kilder: ABC News/Washington Post; Gallup; Rasmussen; TIPP]
Tidligere datoer§:

• 3.11.: Obama: 49,00%; Romney: 48,42%% (-0,6%) [N = 3.569.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 2.11.: Obama: 48,50%; Romney: 48,50%% (+0,0%) [N = 2.985.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 1.11.: Obama: 48,00%; Romney: 48,51% (+0,5%) [N = 3.035.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 31.10.: Obama: 47,93%; Romney: 48,54% (+0,6%) [N = 2.793.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 30.10.: Obama: 47,92%; Romney: 49,00% (+1,1%) [N = 2.788.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 29.10.: Obama: 47,46%; Romney: 49,00% (+1,5%) [N = 2.771.  Kilder: ABC News/Washington Post; Rasmussen]

• 28.10.: Obama: 46,97%; Romney: 49,99% (+3,0%) [N = 5.459.  Kilder: ABC News/Washington Post; Gallup; Rasmussen]

Too close to call: Growth and the cost of ruling in US presidential elections, with an application to the 2012 election

I have finally written-up a small research note trying to collect together the little model for the explanation of outcomes of US presidential elections that I have played around with for years.  What could be more relevant than do so on the eve of the 2012 election?  At this risk of being proven totally wrong, here is the title and abstract and link to files for download:

Too close to call: Growth and the cost of ruling in US presidential elections, with an application to the 2012 election

The note briefly outlines a new model for the explanation of US presidential elections, founded on (a) recent economic growth and (b) a measure of what may be called “’the cost of ruling”.  The former is based in changes in real disposable income for the period following a mid-term election, while the latter combines factors of incumbency and terms-in-office.  The model is applied to data from the US presidential elections 1932-2008 and has considerable explanatory power for the variation in the incumbent party’s candidate’s share of the two-party vote (R²=0.74).  The model is controlled against a number of other frequent explanations and is found to be quite robust.  When augmented with approval ratings for incumbent presidents, the explanatory power increases to 83 pct. and only incorrectly calls one of the last 15 US presidential elections.  Applied to the 2012 election as a forecasting model the prediction is that President Obama will win 49,6 pct. of

Amerikansk valgsæson

Det er--hvis nogen skulle være i tvivl--igen amerikansk valgår, og derfor en sæson, hvor der er tryk på for mit vedkommende.

På det seneste har jeg blogget

• om nomineringen af Paul Ryan som Republikansk vicepræsidentkandidat
• om hvorvidt denne nominering har betydet noget for Romneys meningsmålinger
• om dårlig dansk research af en dansk TV-station

Jeg har også været forbi Danmarks Radio for at drøfte

• Første debat

Buchanan & Tullock's "The Calculus of Consent" - Special Issue, "Public Choice" (2012)

Tidsskriftet "Public Choice" (som jeg har fornøjelsen og æren at være en af redaktørerne af) har netop udsendt sit september-nummer, der er et tema-nummer helliget, at det i år er 50 år siden udgivelsen af Nobelprismodtageren James M. Buchanan og Gordon Tullocks banebrydende klassiker "The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy".

Nummeret--der er gæsteredigeret af Viktor Vanberg og Georg Vanberg--indeholder korte artikler af en lang række store navne fra de sidste fem årtiers public choice forskning, bl.a. Buchanan og Tullock selv, økonomer som Peter Bernholz, Dennis Mueller, Charles R. Plott, Robert Sugden, Robert Tollison og Richard Wagner, politologer som Peter Ordeshook, Mike Munger og nyligt afdøde Vincent Ostrom, samt bl.a. filosoffer som Hartmut Kliemt og Loren Lomasky. Disse har alle fået til opgave at give deres egen reflektion i.f.t., hvordan "The Calculus" påvirkede dem og deres forskning.

Jeg er selv med i.f.a. et bidrag med min egen vinkel, "Modeling constitutional choice: Reflections of The Calculus of Consent 50 years on".  En offentligt tilgængelig udgave af manuskriptet kan downloades

Forecasting turn-out on next May Day?

I have tried to do a bit of "forecasting" with my model for turn-out at May Day demonstrations (based in my "Public Choice" article "It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations").  A simplified model including

• Average of min./max. temperatures (according to DMI's weather forecast, as of Friday, for Tuesday min. 6 degrees Celsius, max. 18 degrees = average 12 degrees)
• Bandwagon (last year's no. of participants = 55,000)
• Colour of government (not a "bourgeois" government, i.e. a dummy = 0)
• Post-Soviet collapse (dummy = 1)

Using these four variables, we get a forecast of 81,782 demonstrators in Copenhagen's Fælledparken (standard error of estimate: 42,000).  Using

Do Danish voters get the government a majority prefer?

I have a new working paper out (in a preliminary version), dealing with "election inversions" in Danish elections/government formations. That is: Do Danish voters get the government(-coalition) a majority wants? One would think so, but I show that there are (at least) two types of voting paradoxes that may manifest themselves and lead to election inversions, where a majority of the voters vote for parties supporting one government, but where the other side wins. I show that

It's (still) the weather, stupid!

Som jeg tidligere har omtalt, har jeg beskæftiget mig med at teste nogle klassiske modeller af på et originalt dansk emne: Hvad er det, der påvirker, hvor mange der deltager i 1. maj demonstrationer?  Artiklen er nu færdig og udgivet i Public Choice, hvor den vil kunne læses af folk, der har net-adgang via et bibliotek eller et universitet.  Her er sammendraget:

"We investigate the possible explanations for variations in aggregate levels of participation in large-scale political demonstrations. A simple public choice inspired model is applied to data derived from the annual May Day demonstrations of the Danish labor movement and socialist parties taking place in Copenhagen in the period 1980–2011. The most important explanatory variables are variations in the weather conditions and consumer confidence, while political and socio-economic conditions exhibit no robust effects. As such accidental or non-political factors may be much more important for collective political action than usually acknowledged and possibly make changes in aggregate levels of political support seem erratic and unpredictable."

En mere "populær" version optrådte for to år siden som kronik i Berlingske. På min gamle blog har redacteuren, den gode Christian Bjørnskov, været så flink at give den et par venlige ord med.

2012: There you go again ...

Med tirsdagens caucus-valg i Iowa er 2012's amerikanske præsidentvalgkamp for alvor, formelt skudt i gang.  Jeg var i den forbindelse en tur forbi DR's Deadline 22.30 for at drøfte de Republikanske kandidater, der måske får chancen til at dyste med Barack Obama.  Jeg har også haft lejlighed til at "kloge" mig om Republikanernes "mangel" på en Reagan (JP), det mulige udfald (JP) og det faktiske udfald i Iowa et par gange (Ritzau, JP).  En lille blog-kommentar til en blog-post af Berlingskes USA-korrespondent David Trads om præsidentvalgets vigtighed har også affødt dialog om,

Finanslovs-fjolleri

Er "ansvarlige" partier forpliget til at stemme for finansloven?  Det har været en udbredt opfattelse i dansk politik siden 1920-21, og dansk politologis "grand old man", professor Erik Rasmussen, studerede normen og dens udvikling intensivt.

Jeg er uenig.  Jeg argumenterer i en blogpost for, at der er mindst fem gode grunde til at stemme nej til finanslove (hvis man altså er uenige i dem).

Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011

Jeg var forleden taler ved et ganske velbesøgt møde om "Den borgerlige opposition de kommende år" hos den borgerlige tænketank CEPOS.  Mit eget indlæg tog udgangspunkt i en artikel, "Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011", som jeg fornylig publicerede i tidsskriftet "Økonomi & Politik" (nr. 3/2011).  Interesserede kan se mine PowerPoint-dias her og video med selve indlægget (og efterfølgende debat med Claus Hjort Frederiksen, Martin Henriksen, Simon Emil Ammitzbøll og Lars Barfoed) her.  Et af de centrale dias er det ovenstående.

PS. Dagbladet Børsen havde en leder om mødet her.

Aggregerings-paradoks i praksis

Marquis de Condorcet

En ny meningsmåling fra Voxmeter viser, at hvis folketingsvalget blev afholdt i dag, og hvis stemmerne iøvrigt faldt som i målingen, ville vi have haft et eksempel på et "aggregerings-paradoks": Hvor en aggregering af stemmerne giver et andet resultat end dét, som et flertal ønsker--en type "valgparadoks" først identificeret af Marquis de Condorcet.  I nærværende tilfælde, at 50,1 pct. af vælgerne ville have foretrukket en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen, mens et flertal af mandaterne (90 mod 89) ville have peget på Helle Thorning-Schmidt.

Et sådant paradoks er faktisk forekommet ved tidligere valg.  I 1990 stemte et flertal af vælgerne på partier, der ønskede Svend Auken (S) som statsminister, men

I Financial Times ...

Mig om bl.a. Helle Thorning-Schmidt, de danske vælgere og valget, i Financial Times, på valgdagen:

“People do not seem to be making a whole-hearted embrace of the left but they are tired of the current government”

Dén dag i New York

Jeg har ved en tidligere lejlighed skrevet og senere blogget lidt om 11/9.  Her--ti år efter--har jeg så en kronik i Berlingske om begivenheden.  Et lidt personligt og

Moralister stjæler ...

Eller ihvertfald tyder forskning på, at moralfilosoffer stjæler flere biblioteksbøger end andre.  Go figure ...

Obama, Osama & 2012

Jeg har på min Magt & Marked blog begået to blog-poster om amerikanernes likvidering af Osama bin Laden, og hvad dette kunne betyde for præsident Obamas popularitet og præsidentvalget i 2012.  Den ene var umiddelbart efter nyheden--den anden var her to en halv måned efter.

Konklusionen var den samme: Betydningen for Obamas popularitet har været voldsomt overvurderet.  Først og sidst er det økonomien, der afgør amerikanske præsidentvalg, og på den konto er Obama i alvorlige problemer.

Skal vi have faste valgperioder for Folketinget?

Deadline, 22.30, 5.VI.2011, med Martin Breum

Jeg var på Grundlovsdag i år en tur forbi Deadline på DR2 for at drøfte mulig grundlovsreform, herunder fordele og ulemper ved at have faste valgperioder uden muligheden for udskrivning af valg i utide--som det kendes fra bl.a. danske kommuner, Europa Parlamentet, og parlamenterne i vore to nordiske broderlande Norge & Sverige (og måske snart også i det britiske Underhus).

"Social værnepligt" = velfærdsslaveri

Jeg er kommet ud i en længere debat med den tænksomme og interessante RUC-historiker Henrik Jensen på baggrund af hans forslag om, at alle danskere skal arbejde et halvt år i social-, sundheds- og kultur-sektorerne som en slags "social værnepligt".  Mit første modsvar er her, hans replik her, og min duplik her.
Vi bliver nok ikke enige, men jeg synes selv, at det måske mest interessante er, at Henrik Jensen kalder sine indlæg for "Sit samfund skylder man alt" og "Frihed til at gøre det rette".  For mens alle mennesker nok børe anerkende deres "gæld" til andre, tror jeg nu nok, at det er få eller ingen, der skylder deres "samfund" intet mindre end "alt", og hvis frihed er noget, er det så ikke netop retten til at gøre noget andet, end det andre mener er det rette?

Reagans "fusionisme"

Fra stiftelsen af "Det Danske Ronald Reagan Selskab", 6.II.2011

Som jeg har noteret andetsteds, ville Ronald Reagan forleden være fyldt 100 år. Jeg havde anledning til at markere det sammen med en række andre, herunder sammen med bl.a. Søren Pind drøfte Reagans "fusionisme", altså hans kombination af (klassisk) liberale synspunkter og mere traditionalistisk konservative. Dette var et perspektiv, der i virkeligheden kun gik lidt længere tilbage end Reagan, til kredsene omkring Frank S. Meyer og William F. Buckley, og som reelt repræsenterede et særegent nyt skridt i amerikansk "konservatisme". Her kommer to passager, der illustrerer perspektivet hos Reagan.

Det første er uddrag fra en tale, "Our Time Is Now, Our Moment Has Arrived", holdt i marts 1981 ved årsmødet i CPAC (Conservative Political Action Committee):

"There are so many people and institutions who come to mind for their role in the success we celebrate tonight. Intellectual leaders like Russell Kirk, Friedrich Hayek, Henry Hazlitt, Milton Friedman, James Burnham, Ludwig von Mises—they shaped so much of our thoughts.

Min nye Berlingske-blog, "Magt og Marked"

Jeg er nu begyndt at blogge fast på Berlingske, på min egen blog "Magt og Marked"--og dér lægger jeg ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.

Jeg vil derudover også fast skrive min egen klumme for Berlingske, fantasiløst kaldet "Kurrilds".  Den første af disse handlede om Henrik Jensens forslag om at indføre et halvt års tvungen "samfundspligt" for alle--altså en slags velfærds-slaveri.

Her på stedet vil jeg fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Hvad "nyt" siger meningsmålingerne? Ikke så meget (II)

Jeg har lige revideret mit vægtede gennemsnit fra forleden, så det inkluderer den seneste måling fra YouGov Zapera (der, en passant, giver fortsat rødt flertal og lavest målte tilslutning til Konservative nogensinde).  Så ser de opdaterede tal (med samme model af vægtning af antal respondenter og datoer) således ud:

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der "total koks i meningsmålingerne", når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)--mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres "repræsentative udvalg".  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed--omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i "fugleperspektiv": Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er "koks" i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter

Anbefalinger af studerende m.v.

Jeg får i perioder ganske mange henvendelser om at skrive anbefalinger af tidligere eller nuværende studerende.  Det gør jeg som udgangspunkt meget gerne--men her er nogle vigtige punkter:

1) Inden Du overhovedet går videre ...

Hjælp til skole- og gymnasieelever

Kære elever på danske skoler & gymnasier:

Når I får projekter/opgaver, er I rigtigt flittige til at kontakte os forskere og spørge om hjælp.  Det gør de fleste af os som udgangspunkt gerne.  Problemet er blot, at vores tid er begrænset (og fyldt med andre opgaver), mens Jeres behov for hjælp som regel er (i praksis) ubegrænsede.

Derfor får jeg, når der er projektuge i skoler e.l., ofte 5-10 henvendelser om dagen fra elever, der gerne vil have svar på alt muligt (som man ofte ville kunne google sig til) eller anmodninger om interview på "kun" cirka 30 minutters tid e.l.  Dertil kommer telefonopringninger m.v.

Det er efterhånden blevet så omfattende, at henvendelserne i sig selv udgør en gene.  Derfor dette:

1. Nej, jeg giver ikke interviews til projekter/opgaver.
2. Begynd med at google efter svar på de ting, I har brug for at vide.
3. Hvis I så stadigvæk synes, at I har brug for min hjælp, så venligst:

• vær sikker på, at det, I vil vide noget om, er noget, jeg ved noget om;
• send mig en email; lad være med at ringe;
• skær i emailen ud i pap, hvad I har brug for svar på/hjælp med;
• send det i god tid (d.v.s. ikke en eller to dage før deadline).

Hvis I gør det på dén måde, kan I være nogenlunde sikre på, at I ikke spilder min tid--og at jeg ikke spilder Jeres.

Bedste hilsner,

Peter Kurrild-Klitgaard

Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blæreret

Finally, the votes are in ... Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

	Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia)	44,8	52,1	--
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010)	42,9 (-1,9)	50,6 (-1,5)	3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet)	42 (-2,8)	51 (-1,1)	3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010)	41,3 (-3,5)	50,7 (-1,4)	4,9
Diverse meningsmålinger:
YouGov/Polimetrix (1.XI.2010)	45 (+0,2)	52 (-0,1)	0,3
Zogby (1.XI.2010)	45 (+0,2)	50 (-2,1)	2,3
Ipsos (31.X.2010)	44 (-0,8)	50 (-2,1)	2,9
Opinion Research (30.X.2010)	42 (-2,8)	52 (-0,1)	2,9
Hart McInturf (30.X.2010)	43 (-1,8)	49 (-3,1)	4,9
Rasmussen (31.X.2010)	39 (-5,8)	51 (-1,1)	6,9
Pew (30.X.2010)	42 (-2,8)	48 (+4,1)	6,9
Gallup (31.X.2010)	40 (-4,8)	55 (+2,9)	7,7
Opinion Dynamics (28.X.2010)	37 (-7,8)	50 (-2,1)	9,9
Repræsentanternes Hus	193	242	--
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010)	191 (middel af estimat) (-2)	244 (middel af estimat) (+2)	4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010)	190 (-3)	245 (+3)	6
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010)	196 (middel af estimat) (+3)	239 (middel af estimat) (-3)	6
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010)	181 (-12)	254 (+12)	24
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet)	203 (+10)	232 (-10)	20

Min prognose for midtvejsvalget 2010

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006).  De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for "likely voters" (N = 10.884 14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.


Stemmeandele på landsplan (afrundet):

• Demokraterne: 42%
• Republikanerne: 51%
• (= andre: 7%)

Senatet:

• Demokraterne: 50 (-9)
• Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

• Demokraterne: 190 (-66)
• Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.


Et sådant "bud" ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende

Midtvejsvalget 2010: Et andet kik

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.--altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:


Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to "uafhængige)
• "Toss ups": 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• "Toss ups": 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to "uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men "close but no cigar".  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.


Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle "toss-ups" "breaker" samme vej, får man dette resultat:


Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Midtvejsvalget 2010: Et første kik

USA's midtvejsvalg er nu kun to måneder væk.  Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende--og vigtige--af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august--eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt "tunet ind"--og mange af dem er det heller ikke efterfølgende--men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt "registrerede vælgere", som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke ...



G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point--men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med

Round-up af gamle klummer, kronikker m.v.

Det er lidt tid siden, at jeg sidst har fået postet links til diverse avisindlæg, så her kommer lige en slags opsamling:

Om danske forhold eller politik mere generelt:

• "Kulturkamp 2.0?": Om "kulturkampen" er forbi, eller bare slet ikke kom i gang
• "Folkeligt oprør og jordskredsvalg?": Står vi overfor noget lignende?
• "Når politiske løgne bliver hverdag": Når politikerne bliver ligeglade med sandheden ...
• "Hvorfor går Liberal Alliance frem?": Det kan ikke forklares med "Lene Espersen" (alene) ...

Om amerikanske forhold:

• "Moske, måske ikke": Om den omdiskuterede

Augusts meningsmålinger - mine egne snit

Jeg har tidligere omtalt, at jeg er begyndt at eksperimentere med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, lidt i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit, for derved at komme lidt udover egne & mediers evige tendens til altid at stirre sig blinde på små, i virkeligheden ligegyldige og uforklarlige udsving.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 - 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første