Jeg har en ny artikel, men om et "gammelt" emne: Den empiriske forekomst af social choice-teoris "valgparadokser". Denne gang med to tidligere studerende, Emily Duminski og Søren Nikolai Horndrup, og i Økonomi & Politik. Her er sammendraget:
"I et demokratisk system kan vælgerpræferencer
aggregeres til en samlet kollektiv præference på et utal af forskellige måder,
hvorefter en specifik aggregeringsmetode fordeler det samlede antal mandater
mellem partierne. Hvis metoden producerer resultater, som divergerer fra
vælgernes underliggende præferencer, opstår der såkaldte valgparadokser. De
kendes fra flertalsvalgsystemer (f.eks. amerikanske og britiske valg), men det er
generelt overset, at de også kan forekomme under forholdstalsvalg. Ved brug af
data fra valgundersøgelserne i.f.m. folketingsvalgene 2007, 2011 og 2015
analyseres den mulige empiriske forekomst af fire teoretisk udledte
valgparadokser fra social choice teori. Vi viser, at alle fire valgparadokser
forekommer empirisk. Dermed sættes der spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang
folketingsvalgs udfald kan udlægges som en afspejling af folkets vilje."
Jeg er af Berlingske blevet indstillet til Fonsmark-prisen (2023) og siden udvalgt som en af de tre finalister. Det er jeg meget taknemmelig for. Jeg havde selv fornøjelsen af at møde Henning Fonsmark nogle gange i 1990erne og er en stor beundrer af hans arbejder--især "Historien om den danske utopi".
I forbindelse med prisen er jeg blevet interviewet af Christian Foldager, "Idédebatten i partierne er reelt lige så livlig som Death Valley":
"[Peter Kurrild-Klitgaard har] i årtier ... været en særdels aktiv intellektuel stemme herhjemme og noget så sjældent som en erklæret borgerlig professor. Han er således medstifter af både den borgerligt-liberale tænketank CEPOS og det liberale tidsskrift Libertas. Og så er han naturligvis en mangeårig skribent for Berlingske, hvor han i mere end to årtier har ageret borgerlig indpisker. Herfra har han betragtet borgerlighedens idépolitiske kvaler med den socialdemokratiske velfærdsideologi.
»Det er jo trist at se, hvordan det står til i dag i De Konservative og Venstre. I perioder var partierne fyldt med folk, der skrev bøger og havde dybsindige debatter om, hvor samfundet skulle bevæge sig hen, men også meget konkrete, innovative politiske forslag. Alt det er forsvundet.« [...]»[Partierne] vil have kandidater, der er villige til at indrette sig efter partitoppens diktat. Idédebatten i partierne er reelt lige så livlig som Death Valley. Der er næsten kun Henrik Dahl, som formulerer noget dybsindigt og interessant. Og som skriver længere tekster end kronikker. Men det gjorde han jo også, før han blev politiker.«
»Jeg har meget svært ved at se nogen spændende politikudvikling fra de borgerlige politikere. Det er næsten helt fraværende. Og det skyldes jo, at man ikke har en levende debat i partierne. Man går i dag til valg på det samme, som man gjorde for 20 år siden. Det handler om skattestop, frit valg i det offentlige og udlicitering af offentlige opgaver til private.«"
Avisen har også bedt mig om at skrive et essay med en slags præsentation af mig selv og hvad, der ligger mig på hjerte. Det har jeg gjort i et længere essay:
"[Jeg] er i stadigt stigende grad blevet desillusioneret, når det gælder betydningen af selve partipolitikken. De fleste politikere er, som mennesker er flest – hverken værre eller bedre. Men i sagens natur har de fleste også i prioriteret rækkefølge disse tre mål: At blive valgt, dernæst at blive genvalgt, og derudover alt hvad der i øvrigt måtte fremme de to første mål. De politikere, der ikke holder sig disse incitamenter for øje, holder ret hurtigt op med at være politikere.
Konsekvensen er, at de fleste politikere uvilkårligt fokuserer kortsigtet og selvoptaget på de løsninger, der vil fremme deres egne karrierer snarere end samfundets frihed og velstand. [...]
Vigtigere end hvilke partier eller personer, der er ved magten, er snarere noget ganske andet: Udviklingens retning og reformernes dybde.
Her er de borgerliges evindelige problem, at man oftest er praktiske, pragmatiske mennesker – og derfor er mere interesserede i at være med, end hvad man er med til. Man nøjes gerne med at blive slæbt efter fjendens kampvogne, alt imens man holder højstemte skåltaler om at være »borgerlige stemmer, der arbejder«."
Update: Ved læserafstemningen gik min tidligere studerende Alex Vanopslagh ikke så overraskende af med sejren. Alex var flink til i sin tale at takke mig og sige, at jeg havde fortjent prisen.
Do you know the old fable of Buridan's Ass? Where a donkey dies because it cannot decide whether to drink first or eat first.
"Deliberation may increase the quality of decisions but also necessarily takes time and effort and hence will have costs. But proponents of deliberative democracy as an attractive or superior method for making decisions almost all focus on presumed benefits while in practice ignoring the costs associated with investing time and resources in the process of deliberation. We show that the cost side significantly influences the performance of the deliberative process. Through a number of simulations, we demonstrate that there must be a certain point beyond which the costs of deliberating will outweigh the potential benefits. Since this type of processes invariably will be time consuming, especially when the convergence of the participants towards a common goal is slow, conditions are derived where the deliberative process performs relatively well or relatively poorly, both as concerns the probability of reaching an agreement and in the net benefits to the participants. This is especially the case when the number of participants increase."
"Peter Kurrild-Klitgaard har gennem mange år – rigtig mange år – været en af de centrale skikkelser i den borgerlige idédebat, kendt både som ung liberalkonservativ aktivist i 80’erne, professor i statskundskab og klummeskribent.
Bogen 'Demokrati i totalstaten', som Kurrild-Klitgaard selv har redigeret, samler nogle af de bedste af disse.
Lad os tage vurderingen før substansen.
Når 'Demokrati i totalstaten' er en god bog, skyldes det ikke kun det åbenlyse, at Peter Kurrild-Klitgaard skriver godt. Han er en af de få, der nemt, forståeligt – og tilpas polemisk – kan gøre rede for politiske og ideologiske sammenhænge og løfte debatten. Det skyldes også den stærke tematiske sammenhæng klummerne i mellem.
De belyser hver for sig og samlet et emne, der står centralt i den liberale samfundskritik i det hele taget: spørgsmålet om statsapparatets uhæmmede vækst og invasive adfærd under demokratiet; altså spørgsmålet om, hvordan et system, der er funderet på frihed og anerkendelse af visse grundlæggende frihedsrettigheder, alligevel snapper stadig større lunser af denne frihed.
Kurrild-Klitgaard skriver i indledningen: ”vores moderne altomfattende demokrati med allestedsnærværende velfærdsstat [er] i virkeligheden… baseret på en række præmisser, som i bedste fald ikke alle sammen kan opfyldes hele tiden, og som i værste fald ikke blot slet ikke kan opfyldes, men hvis efterstræbelse decideret truer med at trække tæppet væk under ting, som de fleste ellers sætter pris på: frihed, retssamfund og velstand.”"
"Få mennesker i det borgerlige Danmark er mere velkendte end professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard. Han har i årevis været garant for gode, borgerlige ord i alverdens avisklummer, debatindlæg og andet godt. [...]
Peter Kurrild-Klitgaard har begået en velskrevet, lettilgængelig og sine steder uhyre underholdende bog. Der er trods alt tale om en samling af avisklummer og -indlæg, hvis ypperste kvalitet jo netop skal være at formidle et enkelt budskab på en prægnant, præcis og polemisk måde. Og det er en disciplin, som den gode Kurrild-Klitgaard efterhånden har betydelig erfaring udi. Bogen består af otte kapitler, der hver især består af et antal tidligere udgivne klummer eller indlæg. Kapitlerne er tematiske – ikke kronologiske – og temaerne er tro mod forfatterens årelange vendetta mod overregulering, kvælende velfærd og almindelig uvidenhed. At på den måde være skrevet i små bidder er på sæt og vis én af bogens store forcer. Den er ikke tung at danse med, og den kan nemt spises i mindre bidder – hvilket denne pendlerramte anmelder i øvrigt er ganske tilfreds med – men dette til trods, føler man sig samtidig betydelig klogere efter at have læst bogen.
Dette sidste hænger sammen med, at Peter Kurrild-Klitgaard tilhører en noget sjældent art af professorer: Man er nemlig ikke i tvivl om, at klummerne i bogen er skrevet både provokatorisk og båret frem af en stærk holdning til tingenes almindelige tilstand. Men man er samtidig heller ikke tvivl om, at Peter Kurrild-Klitgaard ikke bare skriver om det, der føles rart i mavsen. Langt størstedelen af indlæggene, der er medtaget i bogen, er anskuelsesundervisning i forskningsformidling, og i flere tilfælde refererer forfatteren direkte til udvalgte teorier eller teoretikere – selv om der er tale om tekster til dagbladene."
"En gennemgående kritik i bogen er, at formynderstatens omsorg for borgerne går hånd i hånd med en trang til at bestemme, hvad der også er bedst for dem. Eller jo mere stat, vi får, jo bedre er det for os. Og sådan opstår der da en totalstat, der fordeler de penge, vi tjener, og forvalter vores liv fra fødsel til død.
Hvordan er det kommet så vidt? Statskundskabsprofessoren svarer, at " denne latente ' autoritære fristelse' ligger nok i os alle", og så føjer han sarkastisk til: " Vi ved alle hver især, hvad vi synes, der er godt for os selv og vore familier - så hvorfor skulle vi ikke også vide, hvad der er bedst for andre?".
Som Kurrild-Klitgaard påpeger, resulterer dette i, at politikerne i stigende omfang opfatter skatteindtægterne som deres personlige ejendom.
[...] Forfatteren langer således både ud efter borgere og politikere i denne artikelsamling, som vitterlig rummer knivskarpe pointer og læseværdige argumenter [...] Kurrild-Klitgaards harmfulde protest mod politikernes generøse omgang med offentlige midler, når det gælder egne vederlag, [er] kun taget til i aktualitet og berettigelse."
Opslag
Alle kommentarer
