pkk

pkk
Viser opslag med etiketten aviskronikker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten aviskronikker. Vis alle opslag

9.1.17

Udvalgte, populære debatindlæg i 2016

Jeg har i de senere år engang om året oplistet de af mine indlæg, der har været mest populære på de sociale medier--målt som hyppigst "liket" på Facebook.  (Her er opgørelsen for 2015.)  Den opgørelse er blevet besværliggjort noget i 2016--af flere årsager--og dette bliver nok sidste gang, jeg gør det.

At se på "likes" er blevet besværliggjort, først og fremmest, fordi Berlingske, som jeg var tilknyttet 1999-2002 og 2004-2016, af uransagelige årsager for anden gang på få år besluttede sig for at fjerne "like"-knappen fra avisens hjemmeside for alt andet end bloggene.  (Jeg påtalte det første gang og argumenterede for, hvorfor det var en tåbelig beslutning--det kunne man ikke give et godt svar på, hvorefter de genindførte knappen.  Denne gang tog jeg det op igen--og fik aldrig noget svar.)  I december rykkede jeg fra Berlingske til Børsen, og der har man heller ikke "like"-knappen--hvilket jeg ikke forstår, for det giver alt andet lige bredere og bedre spredning end "dele"-knappen.

Anyhow, jeg skrev igen i 2016 mellem 50 og 100 debatindlæg m.v., og her er så de af mine hos Berlingske, der opgjort på denne måde (mindst 75 "likes") var de mest populære i 2016, omend jeg nu ikke kan anføre opdaterede tal for andet end blogposterne:
  1. "Organet for det højeste sludder", Magt & Marked: 306.
  2. "Dansk Folkeparti bluffer", Magt & Marked: 236. 
  3. "Moderne borgerlighed", Magt & Marked: 212.
  4. "Har Nye Borgerlige en chance?", Magt & Marked: 186.
  5. "Bernie, Trotsky & co.", Magt & Marked: 170
  6. "Republikansk borgerkrig", Magt & Marked: 112
  7. "Borgerlig splittelse?", Magt & Marked: 77.

18.1.16

Udvalgte klummer og indlæg 2015


Som tidligere år--20142013 og 2012--kommer her en liste over de af mine debatindlæg, der i det forgangne år har været mest "populære", målt som antal "likes" på Facebook.  Jeg har i det forgangne år skrevet mellem 50 og 100 indlæg, og her er de 20 "mest populære":

  1. "Gøglerpartiets nye klæder" (Kurrilds): +5.600
  2. "Jeg, mig, jeg - nytårstale med ego på" (Magt & Marked): 659
  3. "Hvem vogter vogterne?" (Kurrilds):  302
  4. "Og jeg mener det altså!" (Groft Sagt): 244
  5. "Venstre imod boligejerne" (Magt & Marked): 221
  6. "Den elitære Goliath" (Magt & Marked):  : 205
  7. "Uvidende vælgere" (Kurrilds): 151
  8. "Det vil ske igen--men hvad gør vi?" (Magt & Marked):  130
  9. "Det er absolut sidste chance før verdens undergang - igen-igen" (Magt & Marked): 123
  10. "Trumps kandidatur skal ikke tages alvorligt" (Magt & Marked): 115
  11. "Lovgivende og udøvende" (Kurrilds):  112
  12. "Hvis folketingsvalget for alvor går galt ..." (Magt & Marked):  109
  13. "Spejlet på væggen" (Kurrilds):  108
  14. "Partilederpopularitet afgør ikke blokkenes styrke" (Magt & Marked): 90
  15. "Ridefogederne" (Groft Sagt):  90
  16. "Rygradsskade" (Groft Sagt): 89
  17. "Nej, ikke et jordskredsvalg" (Kurrilds): 86
  18. "Giv knivloven kniven" (Kurrilds): 84
  19. "Skattestop og mistillid" (Kurrilds): 82
  20. "Zenia Stampe, 'Godwins Lov' og migrationskrisen" (Magt & Marked): 82
  21. "Ulighed og

6.1.14

Udvalgte klummer & indlæg 2013

Det blev til alt i alt pænt over 100 debatindlæg og blogposter i 2013.  Jeg har nedenfor--ligesom sidste år--forsøgt at se på, hvilke der "vandt mest gehør".  Jeg har igen, lidt arbitrært, taget dem, der på Facebook fik +100 "likes" (en feature, der iøvrigt en del af året var fjernet fra Berlingskes hjemmmeside); det kunne lige så godt have været 50 eller 150, men nu var det 100 styk, jeg brugte som kriterium sidste år, og det gør jeg så igen, uanset om det er blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" anført ved hver).



Resultatet af de mest "likede" er nedenfor--hvoraf jeg måske selv er gladest for nr. 1, den om Camilla Vest-skattesagen, fordi den efterfølgende var med til at genoplive interessen for en sag, som ellers stort set kun B.T. havde interesseret sig for, men som (efter min mening) var et gruopvækkende eksempel på, hvordan det kan gå, når offentlige myndigheder glemmer, hvem de er til for.



  1. To tanker, der melder sig, når jeg ser

31.12.12

Udvalgte klummer & indlæg 2011-12 ...


Jeg har nu blogget hos Berlingske i knap to år--og både i den periode og en del år før skrevet klummer og kronikker, bidraget til "Groft Sagt" m.v. sammesteds.  Dét--kombineret med interesse for valgsystemer--har fået mig til fundere lidt over, hvordan man egentlig bedst kan "måle" den synlige "interesse" for ens egne indlæg.

Som skribent på et medie som b.dk har man ikke selv adgang til "klik"-data, så man må se på andre ting, hvis man vil danne sig et indtryk.  Én mulighed er at se på antal kommentarer.  Problemet med det er, at internettet--ligesom en god kloak--giver frit afløb for stort set alt.  Ofte fra et lille antal personer, der føler stærkt for eller imod--og gerne under pseudonym.

Mere meningsfuldt er det måske at se på Facebook tilkendegivelser.  Disse sker under eget navn, og med kun én stemme per person i.f.t. det pågældende emne.  Til gengæld kan man stemme frit på alle de ting, man kan lide.  På den måde minder Facebook-"likes" faktisk en del om den valgmetode, der kendes som "approval voting" (godkendelses-valg)--og som valgteoretikere generelt finder er blandt de mest optimale givet de forskellige metoders respektive kvaliteter.

Jeg har med de briller på prøvet at anskue hvilke af mine Berlingske-indlæg, der har givet "størst" positiv respons, lidt arbitrært opsummeret som dem der "on-line" har fået mere end 100 "likes", uanset om det har været blog-poster ("Magt & Marked"), klummer/kommentarer ("Kurrilds"), "Groft Sagt" eller kronikker (med antal "likes" i parenteser):

  1. "Skandalen Jersild" (Magt & Marked, 2011): 890.
  2. "Det Radikale styringsparti" (Magt & Marked, 2012): 720.
  3. "Jeg anklager" (Kurrilds, 2011): 380.
  4. "Totalstaten" (Kurrilds, 2012): 367.
  5. "1984 i 2012" (Magt & Marked, 2012): 279.
  6. "Den urimelige kritik af Thorning-Schmidts tale - og den rimelige" (Magt & Marked, 2012): 273.
  7. "Det falske 'fællesskab'" (Kurrilds, 2012): 234.
  8. "Den politiske klasses dobbeltmoral" (Magt & Marked, 2011): 233.
  9. "Sohn, socialisme og sort snak" (Magt & Marked, 2011): 233.
  10. "Ufiltreret uvidenhed" (Kurrilds, 2011): 211.
  11. "Kvote-fup" (Kurrilds, 2012): 210.
  12. "Har Manu Sareen et problem?" (Magt & Marked, 2012): 203.
  13. "De fiktive nedskæringer" (Magt & Marked, 2011): 200.
  14. "Voldsekstremisterne" (Kurrilds, 2011): 192.
  15. "Jobdræberne" (Magt & Marked, 2012): 181.
  16. "Bananrepublikken Danmark?" (Magt & Marked, 2012): 179.
  17. "Det man ikke ser" (Kurrilds, 2012): 177.
  18. "Ord, handling og strudselogik" (Magt & Marked, 2012): 150.
  19. "Energiforligets pris" (Magt & Marked, 2012): 147.
  20. "Fanatisme og misundelse" (Kurrilds, 2011): 146.
  21. "VK-regeringen & katten i sækken" (Magt & Marked, 2011): 144.
  22. "Vestagers venner" (Magt & Marked, 2011): 141.
  23. "Liberalisme, Lykkeberg og luftkasteller" (Magt & Marked, 2012): 132.
  24. "Spar på krudt & hovsa-politik" (Magt & Marked, 2011): 122.
  25. "Lov og orden" (Groft Sagt, 2012): 120.
  26. "Myten om censtrum-venstre" (Kurrilds, 2012): 119.
  27. "Mere velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 119.
  28. "Hvorfor er det så interessant, hvad de kendte mener?" (Kurrilds, 2011): 118.
  29. "Den dag i New York" (kronik, 2011): 116.
  30. "Nyttige idioter" (Groft Sagt, 2011): 116.
  31. "Det ubehagelige faktum" (Kurrilds, 2012): 111.
  32. "God bedring!" (Groft Sagt, 2012): 110.
  33. "Romney vælger Ryan" (Magt & Marked, 2012): 109.
  34. "Velfærds-slaveri" (Kurrilds, 2011): 106.
  35. "Alle rammes af en formueskat" (Magt & Marked, 2012): 104.

10.6.09

Grundloven og tronfølgen III

Her er--af mulig interesse i forlængelse af de to foregående blog-poster og denne uges folkeafstemning--en kronik, jeg havde i Berlingske Tidende for næsten nøjagtigt ti år siden:

Berlingske Tidende 03.08.1999, 1. sektion, side 12:

Grundloven og tronfølgen

Kronik: Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem en grundlovsrevision og en ændring af tronfølgen. Men der er mange, der gerne vil bruge det ene som løftestang for det andet.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Kommentator, Adjunkt, ph.d.

Nu hvor røgen efterhånden har lagt sig oven på festfyrværkeriet i forbindelse med grundlovens 150-års jubilæum, kunne det være på sin plads at standse op og lidt mere nøgternt vurdere kvaliteten af de mange forslag, der blev fremsat i jublen.

Nogle forslag var interessante, en del var ligegyldige, men konkurrencen var særlig hård om prisen for de mindst gennemtænkte. Blandt disse var f.eks. professoren i journalistik, som - vistnok i ramme alvor - i en kronik foreslog, at man ved en grundlovsrevision ikke kun skulle sikre retten til at ytre sig, men også indføre en pligt til at deltage i den demokratiske debat. Man kan kun gyse ved tanken om, hvilke straffe der skulle tildeles for ikke at deltage nok.

Og når talen er på forholdet mellem rettigheder og pligter, så var der hård konkurrence til professorens forslag. Socialistisk Folkeparti hentede en gammel hest frem og foreslog - igen vistnok i ramme alvor - at man skulle grundlovssikre »naturens rettigheder«. Her kan næppe være tale om menneskerettigheder, men det er bemærkelsesværdigt, at SF - der altid hellere vil tale om borgernes pligter over for staten end om borgernes frihedsrettigheder over denne - her helt glemmer spørgsmålet om pligter. For hvis »naturen« skal gives rettigheder, hvad skal dens tilsvarende »pligter« så være? At respektere borgernes rettigheder? At se lidt bedre ud? At være lidt mindre upraktisk?

Mens disse forslag i praksis er ligegyldige, så kan det samme desværre ikke siges om det forslag, der flere gange blev luftet af en lang række personer, bl.a. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Folketingets fhv. formand Erling Olsen. Disse benyttede lejligheden til at foreslå, at en revision af grundloven bør ske i sammenhæng med en revision af tronfølgen, især hvis kronprins Frederiks første barn bliver en datter. I så fald - hed det flere gange - bør tronfølgen ændres, så førstefødselsretten bliver ubetinget, d.v.s. at det er det ældste barn, uanset køn, der bliver tronfølger. Man kan mene, hvad man vil om nødvendigheden eller berettigelsen af en sådan ændring af tronfølgen. Men det er åbenlyst, at de, der har fremført dette argument, enten ikke kender grundloven, eller også er ude i et ganske andet ærinde. For der er absolut ingen nødvendighed i at kæde en revision af det ene sammen med en revision af det andet.

Tronfølgen er - i modsætning til hvad mange tror - ikke bestemt af selve grundloven. Der står faktisk ikke et ord om tronfølgen i grundloven. Den er derimod et sidestillet dokument [som der blot henvises til], der for at kunne ændres skal gennem samme proces, men det er også det hele. Man kan sagtens ændre tronfølgeloven uden at ændre [selve] grundloven, og omvendt. Juridisk set er der lige så stor sammenhæng mellem de to, som der er mellem en finanslov og f.eks. en lov om rockeres tilholdssteder. Kort sagt: Hvis politikerne virkelig mener, at tronfølgen skal ændres, hvorfor så vente på den langt mere komplicerede grundlovsrevision? Dertil kommer, at argumentationen for betimeligheden af en revision er en mellemting mellem dårlig og usaglig.

I Sverige ændrede man tronfølgen netop således, at man indførte absolut førstefødselsret, og dér gjorde man det netop, som det nu foreslås, reelt med tilbagevirkende kraft. Resultatet var, at den daværende tronfølger, prins Carl Philip blev erstattet som sådan af sin storesøster, prinsesse Victoria. Det er nok ikke noget dårligt valg, men princippet er vel netop, at det ikke bør være et valg. Ændrer man på tronfølgen ikke ud fra generelle principper, men ud fra særlige hensyn til specifikke enkeltpersoner, har man i virkeligheden ophævet idéen om et konstitutionelt monarki og i stedet indført en slags præsidentielt pseudo-monarki med frit valg.

Det er uhyre svært at få ændret grundloven. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem Men måske langt farligere er, at man dermed sætter en farlig præcedens. Logikken i et retssamfund er og bør være, at love ikke ændres med henblik på specifikke personer. Justitia skal være blind, og man bør ikke lave love, der rammer Peter specifikt, men ikke Poul.

Men institutionaliserer man, at det er acceptabelt at ændre på de fundamentale forfatningsmæssige regler ud fra hensyn til specifikke enkeltpersoner, er det i det lange løb en trussel mod retssikkerheden. Ønsker man at holde fast i retsprincippet, bør man derfor snarere gøre som i Norge, hvor man også, i 1990, har indført fuld kvindelig arvefølge og absolut førstefødselsret, men hvor sidstnævnte først træder i kraft for personer født efter lovens ikrafttræden. Men hvis forslaget vitterlig er så dårligt, hvorfor kommer det så på banen? Og hvorfor netop fremsat af socialdemokrater?

Svaret er - som enhver politiker ved - at det er uhyre svært at få ændret grundloven. Ikke bare skal forslaget vedtages af to folketing, med et valg imellem, men det skal også vedtages af et flertal ved en folkeafstemning, og hvor ja-stemmerne udgør mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede. Det sidste krav er uhyre svært at opfylde og har tidligere været årsag til, at grundlovsændringer er blevet forkastede. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem. Og i disse royalt begejstrede tider, og hvor vi alle støtter en grundlæggende juridisk ligestilling af kønnene, er der næppe noget, der i den grad ville kunne bære en grundlovsændring igennem som et forslag om revision af tronfølgen. Det lærte politikerne i 1953, da man vedtog den afskaffelse af Landstinget, som man længe havde ønsket, men hvor det var indførelsen af kvindelig arvefølge, der bragte stemmedeltagelsen op.

Men der er en anden grund til, at nogle politikere er særlig interesserede i at koble en ændring af grundloven sammen med en ændring af tronfølgen. Formodentlig stort set alle kvindelige vælgere vil være for en indførelse af ubetinget førstefødselsret, og givetvis vil de fleste mænd også, og ganske mange vil formodentlig være passionerede støtter - langt mere end deres støtte til nogen enkelt grundlovsændring. En ændring af tronfølgen vil dermed gøre det muligt at bære grundlovsændringer igennem, som ellers ikke ville have en jordisk chance for at blive vedtaget.

En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet. Men den eneste måde, hvorpå en vælger vil kunne stemme nej til dem på, er ved samtidig at stemme nej til det populære forslag om en ændring af tronfølgen. En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet.

Men der er altså ingen nødvendighed i at koble de to ting sammen i ét forslag. Man kan enten have to helt separate afstemninger med lang tid imellem dem, eller man kan for den sags skyld have to samtidige afstemninger, én om grundloven og én om tronfølgen, hvor man kan stemme ja til begge, nej til begge, eller vælge og vrage.

Det er derfor, at Poul Nyrup Rasmussens og Erling Olsens strøtanker er intellektuelt uhæderlige. Mener man, at tronfølgen bør ændres, så bør politikerne gøre kongehuset og borgerne den tjeneste at gøre det hurtigst muligt - eller også lægge den på is i en generation, eller så længe at det netop ikke vil være et valg. Og under alle omstændigheder bør man have den anstændighed at erkende, at det ene intet har med det andet at gøre og derfor sætte dem til afstemning separat.

18.3.09

Kronik om skattereformen

Jeg havde forleden denne kronik i Berlingske Tidende, om den såkaldte "skattelettelse" og "skattereform". Den er nu--med nogen forsinkelse--kommet på avisens hjemmeside.