pkk

pkk

8.1.11

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der "total koks i meningsmålingerne", når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)--mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres "repræsentative udvalg".  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed--omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i "fugleperspektiv": Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er "koks" i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter
(således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%
B: 6,8%
C: 5,4%
F: 12,3%
I: 6,0%
K: 0,5%
O: 13,3%
V: 23,4%
Ø: 3,6%

"Rød blok": 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?
  • Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
  • "Rød blok" er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
  • "Rød blok" har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF's parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af "blåt" flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
  • V og (i mindre grad) A er som "hovedfronterne" i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).
Med andre ord: Statsministerens "gamble" har haft en vis effekt--har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar