Buchanan & Tullock's "The Calculus of Consent" - Special Issue, "Public Choice" (2012)

Tidsskriftet "Public Choice" (som jeg har fornøjelsen og æren at være en af redaktørerne af) har netop udsendt sit september-nummer, der er et tema-nummer helliget, at det i år er 50 år siden udgivelsen af Nobelprismodtageren James M. Buchanan og Gordon Tullocks banebrydende klassiker "The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy".

Nummeret--der er gæsteredigeret af Viktor Vanberg og Georg Vanberg--indeholder korte artikler af en lang række store navne fra de sidste fem årtiers public choice forskning, bl.a. Buchanan og Tullock selv, økonomer som Peter Bernholz, Dennis Mueller, Charles R. Plott, Robert Sugden, Robert Tollison og Richard Wagner, politologer som Peter Ordeshook, Mike Munger og nyligt afdøde Vincent Ostrom, samt bl.a. filosoffer som Hartmut Kliemt og Loren Lomasky. Disse har alle fået til opgave at give deres egen reflektion i.f.t., hvordan "The Calculus" påvirkede dem og deres forskning.

Jeg er selv med i.f.a. et bidrag med min egen vinkel, "Modeling constitutional choice: Reflections of The Calculus of Consent 50 years on".  En offentligt tilgængelig udgave af manuskriptet kan downloades

Markedsfejl versus statsfejl

Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om "markedsfejl"--og "statsfejl". Et lille uddrag:

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? ...

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.

Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her. (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.) En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.