Demokratiets vilkårlighed

Jeg har en ny artikel, men om et "gammelt" emne: Den empiriske forekomst af social choice-teoris "valgparadokser".  Denne gang med to tidligere studerende, Emily Duminski og Søren Nikolai Horndrup, og i Økonomi & Politik.  Her er sammendraget:

"I et demokratisk system kan vælgerpræferencer aggregeres til en samlet kollektiv præference på et utal af forskellige måder, hvorefter en specifik aggregeringsmetode fordeler det samlede antal mandater mellem partierne. Hvis metoden producerer resultater, som divergerer fra vælgernes underliggende præferencer, opstår der såkaldte valgparadokser. De kendes fra flertalsvalgsystemer (f.eks.  amerikanske og britiske valg), men det er generelt overset, at de også kan forekomme under forholdstalsvalg. Ved brug af data fra valgundersøgelserne i.f.m. folketingsvalgene 2007, 2011 og 2015 analyseres den mulige empiriske forekomst af fire teoretisk udledte valgparadokser fra social choice teori. Vi viser, at alle fire valgparadokser forekommer empirisk. Dermed sættes der spørgsmålstegn ved, i hvilket omfang folketingsvalgs udfald kan udlægges som en afspejling af folkets vilje."

Træffetid / Office hours

Kære studerende, kolleger, journalister m.fl.

Jeg har "træffetid" hver torsdag mellem 15.30 og 16.30.

Bedste hilsner,

Peter Kurrild-Klitgaard

*******************************************

Dear students, colleagues, journalists et al.,

I have "office hours" every Thursday between 15.30 and 16.30.

Best wishes,

Peter Kurrild-Klitgaard

The costs and benefits of democratic deliberation

Do you know the old fable of Buridan's Ass? Where a donkey dies because it cannot decide whether to drink first or eat first.

On that note: I have a new research article out in Constitutional Political Economy, co-authored with economist Urs Steiner Brandt. We take on the issue of "democratic deliberation" and ask: When is too much of a good thing too much? Through a mathematical model and some simulations, we demonstrate that even in relatively small groups the costs of spending more time deliberating / getting more people on board may actually exceed the benefits of doing so.  At some point it is better to stop deliberating and making a decision.

 

Here is the abstract:

"Deliberation may increase the quality of decisions but also necessarily takes time and effort and hence will have costs. But proponents of deliberative democracy as an attractive or superior method for making decisions almost all focus on presumed benefits while in practice ignoring the costs associated with investing time and resources in the process of deliberation. We show that the cost side significantly influences the performance of the deliberative process. Through a number of simulations, we demonstrate that there must be a certain point beyond which the costs of deliberating will outweigh the potential benefits. Since this type of processes invariably will be time consuming, especially when the convergence of the participants towards a common goal is slow, conditions are derived where the deliberative process performs relatively well or relatively poorly, both as concerns the probability of reaching an agreement and in the net benefits to the participants. This is especially the case when the number of participants increase."

 

My Erdös Number ... and my (sort of) Bacon Number

(revised)

Academics are nerdy.  So, I calculated my so-called "Erdös Number", named after mathematician Paul Erdös--i.e. the number of "collaborative steps" between an academic and Erdös.  Someone who co-authored with Erdös has a number 1, while someone who co-authored with that author has a value of 2, etc., etc., etc.  Mine must be (at most) five (5).  Because ...

• I edited and co-authored the 2006-edition of Gordon Tullock's "The Vote Motive", to which my distinguished friend, Prof. Michael Munger (Duke) contributed.  (I have also co-edited the journal Public Choice together with Munger as well as guest edited a special issue to which he contributed, and vice versa, and co-authored editorial announcements.) 
• Munger has co-authored works with political scientist John H. Aldrich (Duke). 
• Aldrich co-authored with political scientist Richard D. McKelvey (C.I.T.).
• McKelvey co-authored with mathematician Craig A. Tovey (Georgia Tech).
• Tovey co-authored with ... Paul Erdős

Unfortunately, given that I am not much of a movie star I have not been able to find a movie connection to Kevin Bacon and hence my "degrees of separation from Bacon".  This counts people who appeared on film with someone who has ..., etc.  The underlying hypothesis is that everyone in Hollywood is at most six degrees of separation away from Kevin Bacon.
However ...

• I have been interviewed on national TV (both TV-Avisen [DR1] and Deadline [DR2]) by my (subsequent) friend, journalist Paula Larrain.
• Paula played herself/a TV anchor in the original Forbrydelsen, which featured actor Nicolas Bro.
• Bro was in Trier's Nymphomaniac together with Christian Slater.
• Slater was in Murder in The First with ... Kevin Bacon.

So,  I seem to have an Erdös-Bacon Number of 9.  Sort of.

PS. Thanks to Professor Emeritus Jerrold W. Grossman, Dept. of Mathematics and Statistics at Oakland University.
PPS. And to Munger who found a shorter Erdös path than the one I first noticed.

Ny bog: "Demokrati i totalstaten"

Center for Politiske Studier (CEPOS) har udgivet en bog af mig: Demokrati i Totalstaten.  Den blev i december præsenteret ved et debatmøde, hvor fhv. justits-, forsknings-, udviklings- og integrationsminister Søren Pind (der har skrevet et venligt "cover-blurb") var med til at diskutere bogens tema.

Bogen kan købes her.

+++

Update: **** Bogen har fået venlige ord med på vejen af historikeren Christian E. Skov, der gav den fire stjerner hos Altinget:

"Peter Kurrild-Klitgaard har gennem mange år – rigtig mange år – været en af de centrale skikkelser i den borgerlige idédebat, kendt både som ung liberalkonservativ aktivist i 80’erne, professor i statskundskab og klummeskribent.
Bogen 'Demokrati i totalstaten', som Kurrild-Klitgaard selv har redigeret, samler nogle af de bedste af disse.
Lad os tage vurderingen før substansen.

Når 'Demokrati i totalstaten' er en god bog, skyldes det ikke kun det åbenlyse, at Peter Kurrild-Klitgaard skriver godt. Han er en af de få, der nemt, forståeligt – og tilpas polemisk – kan gøre rede for politiske og ideologiske sammenhænge og løfte debatten. Det skyldes også den stærke tematiske sammenhæng klummerne i mellem.
De belyser hver for sig og samlet et emne, der står centralt i den liberale samfundskritik i det hele taget: spørgsmålet om statsapparatets uhæmmede vækst og invasive adfærd under demokratiet; altså spørgsmålet om, hvordan et system, der er funderet på frihed og anerkendelse af visse grundlæggende frihedsrettigheder, alligevel snapper stadig større lunser af denne frihed.
Kurrild-Klitgaard skriver i indledningen: ”vores moderne altomfattende demokrati med allestedsnærværende velfærdsstat [er] i virkeligheden… baseret på en række præmisser, som i bedste fald ikke alle sammen kan opfyldes hele tiden, og som i værste fald ikke blot slet ikke kan opfyldes, men hvis efterstræbelse decideret truer med at trække tæppet væk under ting, som de fleste ellers sætter pris på: frihed, retssamfund og velstand.”"

+++

Update II: Bogen har også fået venlige ord med på vejen af politologen Morten Jarlbæk Pedersen, der har anmeldt den til Replique (under det konservative Årsskriftet Critique):

"Få mennesker i det borgerlige Danmark er mere velkendte end professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard. Han har i årevis været garant for gode, borgerlige ord i alverdens avisklummer, debatindlæg og andet godt. [...]

Peter Kurrild-Klitgaard har begået en velskrevet, lettilgængelig og sine steder uhyre underholdende bog. Der er trods alt tale om en samling af avisklummer og -indlæg, hvis ypperste kvalitet jo netop skal være at formidle et enkelt budskab på en prægnant, præcis og polemisk måde. Og det er en disciplin, som den gode Kurrild-Klitgaard efterhånden har betydelig erfaring udi. Bogen består af otte kapitler, der hver især består af et antal tidligere udgivne klummer eller indlæg. Kapitlerne er tematiske – ikke kronologiske – og temaerne er tro mod forfatterens årelange vendetta mod overregulering, kvælende velfærd og almindelig uvidenhed. At på den måde være skrevet i små bidder er på sæt og vis én af bogens store forcer. Den er ikke tung at danse med, og den kan nemt spises i mindre bidder – hvilket denne pendlerramte anmelder i øvrigt er ganske tilfreds med – men dette til trods, føler man sig samtidig betydelig klogere efter at have læst bogen.

Dette sidste hænger sammen med, at Peter Kurrild-Klitgaard tilhører en noget sjældent art af professorer: Man er nemlig ikke i tvivl om, at klummerne i bogen er skrevet både provokatorisk og båret frem af en stærk holdning til tingenes almindelige tilstand. Men man er samtidig heller ikke tvivl om, at Peter Kurrild-Klitgaard ikke bare skriver om det, der føles rart i mavsen. Langt størstedelen af indlæggene, der er medtaget i bogen, er anskuelsesundervisning i forskningsformidling, og i flere tilfælde refererer forfatteren direkte til udvalgte teorier eller teoretikere – selv om der er tale om tekster til dagbladene."

 

+++

Update III: **** Sognepræst Kristian Østergaard har anmeldt bogen i Kristeligt Dagblad ("Opsang til velfærdsjunkier og levebrødspolitikere", 19.V.2020).  Udover nogle (passende) kritiske ord om den begrænsede værdi af at genoptrykke ældre debatindlæg, får den også disse ord med på vejen:

"En gennemgående kritik i bogen er, at formynderstatens omsorg for borgerne går hånd i hånd med en trang til at bestemme, hvad der også er bedst for dem. Eller jo mere stat, vi får, jo bedre er det for os. Og sådan opstår der da en totalstat, der fordeler de penge, vi tjener, og forvalter vores liv fra fødsel til død.

Hvordan er det kommet så vidt? Statskundskabsprofessoren svarer, at " denne latente ' autoritære fristelse' ligger nok i os alle", og så føjer han sarkastisk til: " Vi ved alle hver især, hvad vi synes, der er godt for os selv og vore familier - så hvorfor skulle vi ikke også vide, hvad der er bedst for andre?".

Som Kurrild-Klitgaard påpeger, resulterer dette i, at politikerne i stigende omfang opfatter skatteindtægterne som deres personlige ejendom.

[...] Forfatteren langer således både ud efter borgere og politikere i denne artikelsamling, som vitterlig rummer knivskarpe pointer og læseværdige argumenter [...] Kurrild-Klitgaards harmfulde protest mod politikernes generøse omgang med offentlige midler, når det gælder egne vederlag, [er] kun taget til i aktualitet og berettigelse."

 

+++

Update IV: Kaj Mieritz har omtalt bogen hos Indblik (""Moderne fæstebønder i et maternalistisk kollektiv")

 

Forskellen på "impeachment" og "rigsretssag"

Danske medier har i mange år--i hvert fald siden Clinton sidst i 1990erne--gladeligt refereret til det amerikanske fænomen med "impeachment" og efterfølgende "senate trial" m.h.p. "removal from office" som værende en rigsretssag.
Det sidste er et dansk begreb, der har stort set ingen lighed med det amerikanske fænomen.  Her er min "... for dummies"-forklaring:

Temanummer af "Samfundsøkonomen" om amerikansk politik under Trump

Jeg har redigeret et temanummer af Samfundsøkonomen om "Trumps Amerika" med bidrag fra bl.a. Mirco Reimer-Elster (Firenze), Christian Bjørnskov (Aarhus), Otto Brøns-Petersen (CEPOS), samt Frederik G. Hjorth, Birthe Hansen og jeg selv (København).

Hele nummeret kan downloades som pdf her.

Når den offentlige mening er meningsløs

Udover min nylige artikel i European Journal of Political Economy om valgparadokser i.f.m. USA-præsidentvalget i 2016 og min artikel i Oxford Handbook of Public Choice om social choice teori i.f.m. den socialdemokratiske velfærdsstat, har jeg fornylig berørt social choice teori i et debatindlæg om Brexit i Berlingske.  Her er et klip:

"Vi er vant til at tænke på demokrati som, at flertallet bestemmer. Vi kan faktisk slet ikke forestille os et demokrati, der er betegnelsen værdig, hvor det ikke er tilfældet.
Problemet er blot, at der ikke altid er en »folkevilje« et sted derude. For så snart mere end to mennesker skal vælge mellem mere end to alternativer, kan det være, at selve afstemningsformen bliver afgørende for udfaldet – eller at der slet ikke findes noget, som ikke er mindre foretrukket end noget andet.


Sådanne fænomener har matematikere studeret i 250 år. De kalder den slags et »cyklisk flertal«: Et flertal foretrækker A fremfor B. Et andet flertal vil have B fremfor C. Et tredje flertal foretrækker C fremfor A. Altså lidt ligesom sten slår saks, saks slår papir, og papir slår sten.

Hva’ ba’? Pointen kan illustreres med dette eksempel: Tre rygere sidder om et stort rundt bord og skal sammen dele et askebæger. Uanset hvor på bordet askebægeret stilles, vil der altid være et andet sted, som to af de tre vil foretrække mere end der, hvor askebægeret står. Altid. Selv hvis det står lige midt på bordet.

[... ]Den britiske Brexit-proces, der i disse uger synes næsten kaotisk, illustrerer problemet. Da briterne i 2016 stemte »leave« var det med et relativt beskedent flertal fremfor »remain«. Men hver af de to sider består reelt af flere undergrupper, herunder nogle der er utilfredse med EU, men som hverken ønsker, at Storbritannien skal kappe alle relationer til kontinentet, eller at tingene skal forblive, som de var. Men ved afstemningen måtte mange af disse så, fordi de kun fik to alternativer, vælge deres næstmest foretrukne.

Det kan man se antydninger af i mange meningsmålinger, der medtager både »hård Brexit«, »blød Brexit« og fortsat uændret EU-medlemskab: Her er der aldrig et absolut flertal (mere end 50 pct.) bag nogle af de tre muligheder. Enkelte meningsmålinger antyder også, at det kan være tæt på en »folkevilje«, hvor et flertal foretrækker en »hård Brexit« fremfor fortsat EU-medlemskab, og dette mere end Mays aftale, og denne fremfor »hård Brexit«. Eller hvor et flertal vil have Mays aftale frem for uændret medlemskab og dette frem for »hård Brexit«, men måske dette frem for Mays aftale. Kun få procent af stemmerne skal flyttes den ene eller anden vej for at give ganske forskellige resultater."

A couple of new papers out: Danish political system + social democracy/public choice

I have a couple of new papers coming out in anthologies.  One is with my good colleague, Karina Kosiara-Pedersen, "Change and stability in the Danish party system", in M. Lisi (ed.): Party system change, the European crisis and the state of democracy. London; N.Y.: Routledge, 2018, pp. 63-79 (Routledge Studies on Political Parties and Party Systems).


Here is from the introduction:

"When looking at the Danish political system in the first decade and a half of the new millennium, it is tempting to quote Lampedusa’s words from  Il Gattopardo: That everything must change so that everything can remain the same. New parties emerged, semi-old parties disappeared but, on the surface, most things seem largely the same. Yet that would to a large extent be to ignore some quite subtle but important changes, fi rst and foremost that the “quadropoly” of the “four old parties”, which has dominated Danish politics for a century, have declined in strength and given way to a much more fragmented and multipolar party system. This change has come about gradually. There is no particular revival after the economic or immigration crises and neither does the framing of new parties indicate a link. While these crises have had an impact on the political agenda and policies, they do not seem to have had an impact on the confi guration of the Danish party system.  The historic core of the Danish party system has declined. The four old parties won nine out of ten votes prior to the earthquake election of 1973 at which they gained only 58 percent. In the period under scrutiny here, the combined electoral base of these four parties has shrunk from three out of four in 2001 and 2005 to two-thirds in 2007 and 2011 and only just over half in 2015. While they still provide a core, they simply do not dominate the party system to the same extent as they used to. This decline in the support for the oldest parties is similar across the Scandinavian countries but more marked in Denmark."

The other is my "Public choice and social democracy" in R. Congleton, B. Grofman & S. Voigt (eds.) Oxford handbook of public choice. Oxford: Oxford University Press, 2019, Vol. 1. (Oxford Handbooks). Here is the abstract:

"Since World War I, “social democracy” has been one of the most influential political ideas. It refers to a partisan political movement, an ideological orientation, and a set of political institutions. Common denominators are the extension of democracy to socioeconomic spheres and an expansion of government activities beyond those of merely providing national security, law and order, and a narrow set of public goods. However, such a program would seem problematic given a number of insights offered by public choice theory: All forms of majority decisions are sensitive to even small changes in the procedures and are likely to produce outcomes not preferred by a majority. Majority decisions also risk producing Pareto-inferior outcomes, especially when costs can be imposed on others. And the fewer constitutional limits on government activities there are, the larger the extent of rent seeking with associated welfare losses is likely to be. Together these points are significant challenges to a program that wants to extend majority decision to new spheres while simultaneously promising prosperity for all."