pkk

pkk

30.4.10

Når jeg ser et rødt flag sole sig ...

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, "Når jeg ser et rødt flag sole sig", der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave ("It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations"). Kronikken er her, og essensen er:
"Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. ...

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle - men

Politikernes magtfuldkommenhed

Jeg har dd. i vores faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske en lille, ikke helt wertfrei kommentar til udviklingen i dansk politik. Her er essensen:

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i - eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke - og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. ...

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

20.4.10

It's the weather, stupid!

Jeg arbejder p.t. på et lille paper, der har været længe undervejs, som ser på, hvorledes man kan forklare variation i mængden af deltagelse ved 1. Maj-demonstrationer ... Her er i en enkelt graf essensen af resultatet.

5.4.10

2.4.10

Lars Løkke Rasmussens 1 års jubilæum som statsminister

Et par medier har interviewet mig om mit syn på statsminister Lars Løkke Rasmussens første år i embedet. Her er det Information ("Løkkes nye ledelsesstil er endt i fedtspil"), og her er det Ritzau ("Løkke hænger fast som Lille Lars fra Græsted"). Det samme gjorde for knap en måned siden Politiken ("Hva' m' kulturkampen??").