25.11.09

Påvirker samfundsøkonomien amerikanske midtvejsvalg?

Jeg er en svoren tilhænger af analyser, der forudsiger, at positive (negative) forandringer i samfundsøkonomiske forhold vil påvirke politikernes popularitet positivt (negativt). Det synes f.eks. at være ret klart ved amerikanske præsidentvalg (se her og her), men gælder det også ved midtvejsvalg, som det USA skal have næste år? Ifølge den altid læsværdige blog/webportal RealClearPolitics.com er billedet lidt uklart, men måske der er noget om snakken.

Ihvertfald skal præsident Obama nok håbe på, at hans "approval ratings", der nu for første gang dykker under 50 pct., ikke falder yderligere.

24.11.09

Er der fløjpolitiske "cykler" i dansk politik?

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes "politiske cykler" (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

10.11.09

Obamas hverdag II

Min første "USA i dag"-klumme fra Berlingske, med lidt mere af samme karakter som før--men nu yderligere aktualiseret af sidste uges valg i flere delstater og fortsat faldende meningsmålinger.

6.11.09

Forskerstafetten

Institut for Statskundskabs blad har været så flinke at interviewe mig om mine forskningsinteresser.