10.6.09

Grundloven og tronfølgen III

Her er--af mulig interesse i forlængelse af de to foregående blog-poster og denne uges folkeafstemning--en kronik, jeg havde i Berlingske Tidende for næsten nøjagtigt ti år siden:

Berlingske Tidende 03.08.1999, 1. sektion, side 12:

Grundloven og tronfølgen

Kronik: Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem en grundlovsrevision og en ændring af tronfølgen. Men der er mange, der gerne vil bruge det ene som løftestang for det andet.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Kommentator, Adjunkt, ph.d.

Nu hvor røgen efterhånden har lagt sig oven på festfyrværkeriet i forbindelse med grundlovens 150-års jubilæum, kunne det være på sin plads at standse op og lidt mere nøgternt vurdere kvaliteten af de mange forslag, der blev fremsat i jublen.

Nogle forslag var interessante, en del var ligegyldige, men konkurrencen var særlig hård om prisen for de mindst gennemtænkte. Blandt disse var f.eks. professoren i journalistik, som - vistnok i ramme alvor - i en kronik foreslog, at man ved en grundlovsrevision ikke kun skulle sikre retten til at ytre sig, men også indføre en pligt til at deltage i den demokratiske debat. Man kan kun gyse ved tanken om, hvilke straffe der skulle tildeles for ikke at deltage nok.

Og når talen er på forholdet mellem rettigheder og pligter, så var der hård konkurrence til professorens forslag. Socialistisk Folkeparti hentede en gammel hest frem og foreslog - igen vistnok i ramme alvor - at man skulle grundlovssikre »naturens rettigheder«. Her kan næppe være tale om menneskerettigheder, men det er bemærkelsesværdigt, at SF - der altid hellere vil tale om borgernes pligter over for staten end om borgernes frihedsrettigheder over denne - her helt glemmer spørgsmålet om pligter. For hvis »naturen« skal gives rettigheder, hvad skal dens tilsvarende »pligter« så være? At respektere borgernes rettigheder? At se lidt bedre ud? At være lidt mindre upraktisk?

Mens disse forslag i praksis er ligegyldige, så kan det samme desværre ikke siges om det forslag, der flere gange blev luftet af en lang række personer, bl.a. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Folketingets fhv. formand Erling Olsen. Disse benyttede lejligheden til at foreslå, at en revision af grundloven bør ske i sammenhæng med en revision af tronfølgen, især hvis kronprins Frederiks første barn bliver en datter. I så fald - hed det flere gange - bør tronfølgen ændres, så førstefødselsretten bliver ubetinget, d.v.s. at det er det ældste barn, uanset køn, der bliver tronfølger. Man kan mene, hvad man vil om nødvendigheden eller berettigelsen af en sådan ændring af tronfølgen. Men det er åbenlyst, at de, der har fremført dette argument, enten ikke kender grundloven, eller også er ude i et ganske andet ærinde. For der er absolut ingen nødvendighed i at kæde en revision af det ene sammen med en revision af det andet.

Tronfølgen er - i modsætning til hvad mange tror - ikke bestemt af selve grundloven. Der står faktisk ikke et ord om tronfølgen i grundloven. Den er derimod et sidestillet dokument [som der blot henvises til], der for at kunne ændres skal gennem samme proces, men det er også det hele. Man kan sagtens ændre tronfølgeloven uden at ændre [selve] grundloven, og omvendt. Juridisk set er der lige så stor sammenhæng mellem de to, som der er mellem en finanslov og f.eks. en lov om rockeres tilholdssteder. Kort sagt: Hvis politikerne virkelig mener, at tronfølgen skal ændres, hvorfor så vente på den langt mere komplicerede grundlovsrevision? Dertil kommer, at argumentationen for betimeligheden af en revision er en mellemting mellem dårlig og usaglig.

I Sverige ændrede man tronfølgen netop således, at man indførte absolut førstefødselsret, og dér gjorde man det netop, som det nu foreslås, reelt med tilbagevirkende kraft. Resultatet var, at den daværende tronfølger, prins Carl Philip blev erstattet som sådan af sin storesøster, prinsesse Victoria. Det er nok ikke noget dårligt valg, men princippet er vel netop, at det ikke bør være et valg. Ændrer man på tronfølgen ikke ud fra generelle principper, men ud fra særlige hensyn til specifikke enkeltpersoner, har man i virkeligheden ophævet idéen om et konstitutionelt monarki og i stedet indført en slags præsidentielt pseudo-monarki med frit valg.

Det er uhyre svært at få ændret grundloven. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem Men måske langt farligere er, at man dermed sætter en farlig præcedens. Logikken i et retssamfund er og bør være, at love ikke ændres med henblik på specifikke personer. Justitia skal være blind, og man bør ikke lave love, der rammer Peter specifikt, men ikke Poul.

Men institutionaliserer man, at det er acceptabelt at ændre på de fundamentale forfatningsmæssige regler ud fra hensyn til specifikke enkeltpersoner, er det i det lange løb en trussel mod retssikkerheden. Ønsker man at holde fast i retsprincippet, bør man derfor snarere gøre som i Norge, hvor man også, i 1990, har indført fuld kvindelig arvefølge og absolut førstefødselsret, men hvor sidstnævnte først træder i kraft for personer født efter lovens ikrafttræden. Men hvis forslaget vitterlig er så dårligt, hvorfor kommer det så på banen? Og hvorfor netop fremsat af socialdemokrater?

Svaret er - som enhver politiker ved - at det er uhyre svært at få ændret grundloven. Ikke bare skal forslaget vedtages af to folketing, med et valg imellem, men det skal også vedtages af et flertal ved en folkeafstemning, og hvor ja-stemmerne udgør mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede. Det sidste krav er uhyre svært at opfylde og har tidligere været årsag til, at grundlovsændringer er blevet forkastede. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem. Og i disse royalt begejstrede tider, og hvor vi alle støtter en grundlæggende juridisk ligestilling af kønnene, er der næppe noget, der i den grad ville kunne bære en grundlovsændring igennem som et forslag om revision af tronfølgen. Det lærte politikerne i 1953, da man vedtog den afskaffelse af Landstinget, som man længe havde ønsket, men hvor det var indførelsen af kvindelig arvefølge, der bragte stemmedeltagelsen op.

Men der er en anden grund til, at nogle politikere er særlig interesserede i at koble en ændring af grundloven sammen med en ændring af tronfølgen. Formodentlig stort set alle kvindelige vælgere vil være for en indførelse af ubetinget førstefødselsret, og givetvis vil de fleste mænd også, og ganske mange vil formodentlig være passionerede støtter - langt mere end deres støtte til nogen enkelt grundlovsændring. En ændring af tronfølgen vil dermed gøre det muligt at bære grundlovsændringer igennem, som ellers ikke ville have en jordisk chance for at blive vedtaget.

En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet. Men den eneste måde, hvorpå en vælger vil kunne stemme nej til dem på, er ved samtidig at stemme nej til det populære forslag om en ændring af tronfølgen. En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet.

Men der er altså ingen nødvendighed i at koble de to ting sammen i ét forslag. Man kan enten have to helt separate afstemninger med lang tid imellem dem, eller man kan for den sags skyld have to samtidige afstemninger, én om grundloven og én om tronfølgen, hvor man kan stemme ja til begge, nej til begge, eller vælge og vrage.

Det er derfor, at Poul Nyrup Rasmussens og Erling Olsens strøtanker er intellektuelt uhæderlige. Mener man, at tronfølgen bør ændres, så bør politikerne gøre kongehuset og borgerne den tjeneste at gøre det hurtigst muligt - eller også lægge den på is i en generation, eller så længe at det netop ikke vil være et valg. Og under alle omstændigheder bør man have den anstændighed at erkende, at det ene intet har med det andet at gøre og derfor sætte dem til afstemning separat.

6.6.09

Grundloven og tronfølgen

En fremtidig grundlovsreforms fremtid burde ikke kunne afgøres af noget så relativt uvæsentligt som, hvorvidt der er eller ikke er kønsligestilling i Tronfølgen. Læs min klumme i Berlingske Tidende.

Update: Lederskribenten hos 180grader var tilsyneladende enig.